Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om beskatning af DTU's ejendomme som "staten tilhørende ejendomme" efter overgang til selveje

Tvisten om DTU's ejendomme efter overgangen til selveje pr. 1. januar 2001

Sagen udsprang af DTU's overgang til at være en selvejende institution pr. den 1. januar 2001. Tvisten drejede sig om den skattemæssige status for universitetets ejendomme.

Kommunen var af den opfattelse, at ejendommene fortsat måtte anses for statsejede, jf. dagældende § 7, stk. 1, litra b i lov om kommunal ejendomsskat. Konsekvensen heraf var todelt:

• Ejendommene var fritaget for grundskyld som "andre staten tilhørende ejendomme".
• Kommunen var som modstykke berettiget til at opkræve dækningsafgift i medfør af lovens § 23, stk. 1.

Universitetet anlagde herefter sag mod kommunen med påstand om bl.a., at kommunen skulle tilbagebetale det beløb, som var erlagt i dækningsafgift i en nærmere angiven periode.

Byretten frifandt kommunen: DTU's ejendomme fortsat "staten tilhørende"

Byretten frifandt kommunen og lagde vægt på følgende:

• DTU's formål er at udføre opgaver, der traditionelt påhviler staten, og staten har en række beføjelser over for DTU, uanset at DTU er en selvejende statslig institution.
• Det er ikke i DTU-loven og universitetsloven udtrykkeligt anført, hvorledes universiteterne generelt fremover skal være stillet vedrørende skatter og afgifter.

Efter en samlet vurdering fandt byretten, at der ved lovændringen bl.a. i 2000 ikke var sket en ændring i DTU's overgang til selvejende institution i ejendomsbeskatningslovens § 7, stk. 1, litra b's forstand. Kommunen havde derfor med rette anset DTU's ejendomme for at være "andre staten tilhørende ejendomme" og opkrævet offentlig dækningsafgift. Byretten frifandt på den baggrund kommunen.

Landsretten lagde vægt på ejendomsret og rådighedsret — kommunen skulle tilbagebetale

Landsretten ændrede byrettens dom. Efter en naturlig sproglig forståelse af § 7, stk. 1, litra b fandt landsretten, at spørgsmålet om ejendomsret til og rådighedsret over en ejendom må være af afgørende betydning for, om denne kan anses at tilhøre staten.

Landsretten lagde vægt på følgende forhold fra DTU-loven og dens forarbejder:

• DTU fik i forbindelse med omlægningen — mod betaling af en overdragelsessum til staten — overdraget ejendomsretten til sine bygninger.
• DTU fik ret til at disponere over bygningerne, herunder mulighed for at belåne dem.
• Reglerne i DTU-loven fastlægger ingen umiddelbar rådighedsret for staten over DTU's ejendomme.
• Forskningsministerens adgang til efter forhandling med by- og boligministeren at fastsætte nærmere regler om universitetets byggevirksomhed og bygningsforhold kunne ikke anses for at hjemle en umiddelbar rådighedsret for staten.

Landsretten fandt herefter, at de omhandlede ejendomme ikke kunne anses for ejendomme, der tilhører staten, således som dette begreb må forstås i forhold til reglen i § 7, stk. 1, litra b, hvorfor ejendommene ikke var omfattet af fritagelsen for grundskyld og derfor ikke har kunnet pålægges dækningsafgift efter § 23, stk. 1.

Kommunen blev derfor dømt til at tilbagebetale det beløb, som DTU havde erlagt i dækningsafgift i den omhandlede periode. Landsrettens dom er trykt i U 2026.590 Ø.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til prøvelse ved Højesteret

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, således at sagen kan prøves ved Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.

Sagen er principiel, fordi den rejser et generelt fortolkningsspørgsmål om, hvornår fast ejendom kan anses for at "tilhøre staten" i ejendomsbeskatningsretlig forstand — herunder hvilken vægt der skal lægges på henholdsvis den formelle ejendoms- og rådighedsret over for institutionens statslige opgaver og statens almindelige beføjelser — efter at en tidligere statsinstitution er overgået til at være en selvejende institution. Spørgsmålet har betydning ud over den konkrete sag, idet flere universiteter og lignende selvejende statslige institutioner befinder sig i en tilsvarende situation.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/31239.