ProcesbevillingsnævnetEn skadelidt blev i 2007 truet med kniv af en beboer på det bosted, hvor hun arbejdede, og anmeldte hændelsen som arbejdsskade. Efter Ankestyrelsens afslag og hendes død under retssagen afviste både byret og landsret, at hendes dødsbo havde retlig interesse i at få prøvet anerkendelsesspørgsmålet. Procesbevillingsnævnet meddelte dødsboet 3.-instansbevilling til Højesteret.
Skadelidte var i 2007 udsat for en episode på det bosted, hvor hun arbejdede, hvor en beboer truede hende med en kniv. Hun anmeldte herefter hændelsen som en arbejdsskade.
Ankestyrelsen anerkendte ikke, at skadelidte var påført en psykisk arbejdsskade ved hændelsen. Skadelidte anlagde derfor retssag mod Ankestyrelsen med påstand om, at styrelsen skulle anerkende hændelsen som en arbejdsskade.
Skadelidte døde, mens retssagen verserede ved byretten. Dødsboet efter skadelidte indtrådte i sagen og nedlagde påstand om, at boet havde retlig interesse i sagen.
Efter skadelidtes død udtalte Retslægerådet, at hændelsen havde været afgørende for udviklingen af posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Under sagen var der enighed om, at arbejdsskademyndighederne på baggrund af Retslægerådets erklæringer ville have genoptaget behandlingen af skadelidtes arbejdsskadesag, hvis hun havde været i live.
Byretten afviste sagen. Retten henviste til, at det følger af arbejdsskadesikringsloven — og for så vidt angår godtgørelse for varigt mén tillige er fastslået i U 2008.1428 H — at godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne er personlige ydelser, der forudsætter, at skadelidte er i live på det tidspunkt, hvor arbejdsskademyndighederne træffer afgørelse om kravet. Er skadelidte afgået ved døden forinden, kan der ikke anses for opstået et krav, som kan falde i arv.
Byretten lagde vægt på, at der på tidspunktet for skadelidtes død ikke var truffet afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne eller godtgørelse for varigt mén som følge af en anerkendt arbejdsskade, og at der derfor ikke var opstået et arveligt krav.
Herefter havde dødsboet ikke nogen retlig interesse i at få prøvet spørgsmålet om anerkendelse af arbejdsskaden med mulig følgende genoptagelse af arbejdsskadesagen, da boet ikke var erstatningsberettiget, og et eventuelt senere godtgørelses- eller erstatningsbeløb ikke ville falde i arv til boet.
Landsretten stadfæstede byrettens dom. Landsretten henviste, som byretten, til arbejdsskadesikringsloven § 26, stk. 4 og stk. 5 samt forarbejderne hertil, hvoraf følger, at erstatning for tab af erhvervsevne er en personlig ydelse, som forudsætter, at skadelidte er i live, når arbejdsskademyndighederne træffer afgørelse om retten til erstatning. Er skadelidte afgået ved døden forinden, er der ikke opstået et krav, som kan falde i arv. Det samme gælder godtgørelse for varigt mén, jf. Højesterets dom af 19. marts 2008 (U 2008.1428 H).
Afgørende var, at landsretten ikke fandt holdepunkter for at gøre undtagelse — selv om der var grund til at rejse tvivl om rigtigheden af afgørelsen om afslag på anerkendelse af arbejdsskaden:
Herefter tiltrådte landsretten, at dødsboet ikke havde retlig interesse i at få prøvet, om skadelidte i 2007 pådrog sig en arbejdsskade.
Dommen er trykt i U 2026.331 V.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Afviste sagen — intet arveligt krav opstået før dødsfaldet | Afvist |
| Landsretten | Stadfæstede byrettens dom | Stadfæstet |
| Procesbevillingsnævnet |
Det principielle spørgsmål er, om et dødsbo har retlig interesse i at få prøvet, om afdøde pådrog sig en arbejdsskade, når selve anerkendelsen kunne føre til genoptagelse af arbejdsskadesagen — uanset at et eventuelt senere krav på godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne ikke ville falde i arv, fordi disse ydelser anses for personlige og forudsætter, at skadelidte er i live ved afgørelsen.
Procesbevillingsnævnet meddelte dødsboet 3.-instansbevilling, så landsrettens dom kan ankes til Højesteret, jf. retsplejeloven § 371. Tilladelsen er givet, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om afgrænsningen af et dødsbos retlige interesse i forhold til den i U 2008.1428 H fastslåede praksis om personlige ydelser.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/30960.
| Ansøgning om 3.-instansbevilling |
| Tilladelse meddelt |
