ProcesbevillingsnævnetEn borger, der var visiteret til et botilbud i N Kommune og betalt af V Kommune som opholdskommune, forlod institutionen og boede 25 dage hos en kæreste i E Kommune, før han vendte tilbage. Sagen rejser det principielle spørgsmål, om dette midlertidige fravær flyttede opholds- og betalingsforpligtelsen til E Kommune. Byretten dømte V Kommune til fortsat at betale, mens landsretten ændrede dommen og pålagde E Kommune betalingspligten — og Procesbevillingsnævnet har nu meddelt 3.-instansbevilling til Højesteret.
En borger var af V Kommune blevet visiteret til ophold på en institution beliggende i N Kommune. Som borgerens opholdskommune betalte V Kommune for udgifterne til institutionsopholdet, jf. reglerne om opholds- og betalingskommune i retssikkerhedsloven § 9 og § 9 c.
I juni 2017 forlod borgeren institutionen. Han efterlod et afskedsbrev, hvori der stod, at han var taget til E Kommune for at bo hos en kæreste. Borgeren medbragte en række mindre personlige ejendele, men efterlod sine møbler på institutionen.
Kort efter opsagde V Kommune kontrakten for borgerens ophold på institutionen. Samtidig meddelte kommunen, at hvis borgeren vendte tilbage til institutionen inden udgangen af juli 2017, ville den gerne have, at kontrakten kunne genoptages på de gældende vilkår.
Efter at have boet i E Kommune i 25 dage vendte borgeren tilbage til institutionen i N Kommune. Der opstod herefter tvist mellem kommunerne om, hvilken kommune der i den efterfølgende periode var forpligtet til at betale for borgerens institutionsophold.
Byretten dømte V Kommune til at betale.
Retten lagde til grund, at borgerens ophold i E Kommune alene havde karakter af et midlertidigt ophold, og at hans faste plads og bolig på institutionen fortsat stod åben og var bevaret med henblik på hans tilbagevenden.
Under disse omstændigheder — sammenholdt med varigheden af opholdet i E Kommune, og da anbringelsesstedet var uændret, idet der ikke blev foretaget ny visitering af borgeren, hvis kontrakt for opholdet blev genoptaget — kunne det midlertidige ophold i E Kommune ikke føre til, at betalingsforpligtelsen kunne anses for overgået til E Kommune.
På denne baggrund fandt retten, at V Kommune fortsat var forpligtet til at afholde udgifterne til borgerens institutionsophold.
Landsretten ændrede byrettens dom og dømte E Kommune til at betale.
Landsretten fandt, at borgerens flytning fra institutionen til E Kommune ikke var ment som et midlertidigt ophold, men derimod som en varig ændring af opholdsstedet, hvorfor E Kommune blev ny opholdskommune for borgeren.
Landsretten anførte, at det ikke kunne føre til en anden vurdering:
Da E Kommune således var borgerens opholdskommune på tidspunktet for hans tilbagevenden til institutionen, var E Kommune forpligtet til at betale for udgifterne forbundet med det efterfølgende ophold på institutionen.
| Instans | Afgørelse | Betalingspligtig |
|---|---|---|
| Byretten | Fraværet var midlertidigt; anbringelsesstedet uændret | V Kommune |
| Landsretten | Flytningen var en varig ændring af opholdsstedet | E Kommune |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling meddelt | Spørgsmålet prøves af Højesteret |
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår en borgers fravær fra et visiteret botilbud skal anses for et midlertidigt ophold (så den hidtidige opholds- og betalingskommune består), og hvornår det udgør en varig ændring af opholdsstedet, der bevirker, at borgeren får ny opholdskommune efter retssikkerhedsloven § 9 med deraf følgende betalingsforpligtelse efter § 9 c.
Byretten og landsretten nåede modsatrettede resultater på det samme faktum — navnlig betydningen af fraværets korte varighed (25 dage), af at møblerne og pladsen på institutionen blev bevaret, og af at der ikke skete ny visitering ved tilbagevenden. Afklaringen har generel betydning for den mellemkommunale fordeling af udgifter til institutionsophold.
Procesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling, således at landsrettens dom kan ankes til Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.
Bevilling gives, fordi sagen vurderes at være af principiel karakter — den angår den generelle retlige forståelse af, hvornår et midlertidigt fravær fra et botilbud medfører skift af opholds- og betalingskommune efter retssikkerhedslovens regler.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/38923.
