ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet behandlede en sag om forældremyndighed, bopæl og samvær over to børn på i dag 3 og 6 år, hvor børnene ikke havde haft samvær med deres far siden sommeren 2020. Både familieretten og landsretten fastslog, at den manglende kontakt i det væsentligste skyldtes morens handlinger og grove samværschikane, men opretholdt alligevel den fælles forældremyndighed og bopælen hos moren. Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvilken konsekvens grov samværschikane skal have ved afgørelsen om forældremyndighed og samvær.
Forældrene til to børn på i dag henholdsvis 3 og 6 år havde fælles forældremyndighed, og børnene havde bopæl hos moren. Der havde ikke været samvær mellem børnene og faren siden sommeren 2020, til trods for at der var iværksat en række tiltag med henblik herpå.
Familieretshuset iværksatte i 2021 et samværsforløb, der dog blev afsluttet forgæves:
Ved kendelse af 17. november 2022 afslog retten at fastsætte midlertidigt samvær med faren.
Sagen om forældremyndighed, bopæl og samvær blev indbragt for familieretten.
Afgørelserne træffes efter, hvad der er bedst for børnene, jf. forældreansvarsloven § 4. Den fælles forældremyndighed kan efter forældreansvarsloven § 11 kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste.
Familieretten opretholdt den fælles forældremyndighed, tillagde moren bopælen og fastsatte samvær mellem begge børn og faren.
Familieretten lagde til grund, at begge forældre havde de fornødne forældrekompetencer, men at parternes samarbejde var meget vanskeligt – på grænsen til det ikke eksisterende. Det måtte videre lægges til grund, at morens handlinger – om end ikke tilsigtet – fik den effekt, at børnene ikke fik samvær med faren.
Uanset dette fandt retten, at det ikke ville være til børnenes bedste for daværende at ophæve den fælles forældremyndighed og tillægge den faren alene. Retten lagde vægt på:
Tilsvarende overvejelser førte til, at det var bedst for børnene, at de fortsat havde bopæl hos moren.
Retten bemærkede, at det af rapporterne fremgik, at det var vigtigt for børnene at få en relation til deres far, og at den sagkyndige undersøgelse viste, at faren havde de fornødne kvaliteter til at udgøre en relevant forælder. Da der var gået mere end et år siden forløbene i Familieretshuset, havde børnene fået den ro, moren mente var nødvendig.
Retten fandt herefter, uanset at moren fortsat oplyste, at det var vanskeligt for hende at være tryghedsperson, at det var bedst for børnene, at der blev opstartet samvær med faren. Samværet skulle startes op stille og roligt i et optrapningsforløb, der endeligt skulle udmunde i samvær én dag hver anden uge fra kl. 14 til kl. 17 samt i modsatte uger fra kl. 10 til kl. 17.
Moren ankede dommen til landsretten med påstand om opretholdelse af den fælles forældremyndighed (subsidiært forældremyndigheden alene), bopæl hos hende og at der ikke skulle fastsættes samvær (subsidiært midlertidig afbrydelse). Faren påstod den fælles forældremyndighed ophævet og tillagt ham alene, og at samværet med moren skulle suspenderes. Faren bemærkede, at han ikke nedlagde en selvstændig påstand om samvær, hvis moren fik bopælen, idet dette erfaringsmæssigt ikke kunne gennemføres og påstanden derfor ville være en nullitet.
Landsretten konstaterede, at samværet i den ankede dom ikke var gennemført: moren havde holdt ferie med børnene, børnene havde været syge, og de var herefter ikke kommet i institution, så samværet kunne afvikles. En underretning fra institutionen beskrev angst, gråd og utryghed hos børnene på flere af de planlagte samværsdage og en markant negativ udvikling i særligt det ene barns trivsel.
Efter oplysningerne i sagen måtte børnenes manglende samvær med deres far i det væsentligste henføres til morens handlinger og egen negative indstilling til faren.
Uanset denne grove samværschikane fandt landsretten efter en samlet konkret vurdering – herunder de observerede reaktioner hos børnene, og at der ikke siden sommeren 2020 havde været reel kontakt mellem børnene og faren – at det ikke ville være til børnenes bedste at ophæve den fælles forældremyndighed og tillægge faren den alene. Begge forældre vurderedes egnede til at have del i forældremyndigheden. Af samme grunde forblev bopælen hos moren.
For så vidt angik samvær lagde landsretten vægt på, at faren udtrykkeligt ikke ønskede at nedlægge en selvstændig påstand om samvær, hvis bopælen forblev hos moren. Landsretten fandt herefter, at der under de foreliggende omstændigheder savnedes grundlag for at træffe afgørelse om samvær, og morens påstand om, at der for nærværende ikke skulle fastsættes samvær, blev taget til følge.
| Instans | Forældremyndighed | Bopæl | Samvær |
|---|---|---|---|
| Familieretten | Fortsat fælles | Hos moren | Fastsat i optrapningsordning |
| Landsretten | Stadfæstet (fortsat fælles) | Stadfæstet (hos moren) | Ophævet – intet samvær fastsat |
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvilken betydning grov samværschikane skal tillægges ved afgørelsen om ophævelse af fælles forældremyndighed efter forældreansvarsloven § 11 og ved afgørelsen om samvær efter forældreansvarsloven § 21, når den manglende kontakt mellem barnet og den ene forælder i det væsentligste skyldes bopælsforælderens handlinger og negative indstilling.
Procesbevillingsnævnet meddelte på den baggrund 3.-instansbevilling til prøvelse af sagen ved Højesteret, jf. retsplejeloven § 371, idet sagen er af principiel karakter.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/47220.
