ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling i to straffesager om stalking efter straffelovens § 242. Begge sager rejser det principielle spørgsmål om, hvornår udgangspunktet om ubetinget fængsel for stalking undtagelsesvist kan fraviges til en betinget straf med vilkår om samfundstjeneste, når gerningspersonen er ustraffet og har gode personlige forhold.
Procesbevillingsnævnet behandlede samtidig to straffesager om stalking efter Straffeloven § 242, hvor anklagemyndigheden havde rejst tiltale mod hver sin gerningsperson.
Den tiltalte og forurettede havde været gift og havde to fælles børn. Da parterne gik fra hinanden, afbrød forurettede samværet mellem børnene og tiltalte og anmeldte tiltalte for stalking. Tiltalte blev i den forbindelse meddelt et tilhold.
Den tiltalte og forurettede havde haft et kæresteforhold i ca. 5 år. Efter at forurettede afsluttede forholdet, fortsatte tiltalte med at kontakte forurettede, selvom forurettede frabad sig kontakten. Forurettede anmeldte herefter tiltalte.
Begge tiltalte blev ved byretten fundet skyldige i stalking efter Straffeloven § 242.
Byretten fandt, at tiltaltes kontakt ikke kunne anses for at have været nødvendig i forbindelse med samværet med parternes fællesbørn. Tiltalte havde forsætligt — ved sin adfærd og ved indholdet, formen og hyppigheden af beskederne — systematisk og vedvarende kontaktet og forfulgt forurettede på en måde, der var egnet til at krænke hendes fred.
Byretten lagde ved straffastsættelsen vægt på forholdets karakter og omfang, herunder at tiltalte i en periode på ca. 7 måneder havde sendt ca. 300 beskeder til forurettede og flere gange opsøgt forurettede personligt eller på dennes bopæl.
Byretten idømte 3 måneders betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste.
Byretten lagde vægt på, at henvendelserne efter indhold og karakter havde været egnet til at krænke forurettedes fred og udgjorde et led i en systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane omfattet af Straffeloven § 242.
Byretten lagde vægt på karakteren, omfanget og varigheden af den krænkende adfærd, og at der uanset tiltaltes gode personlige forhold ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, at der undtagelsesvist var grundlag for at fravige udgangspunktet om ubetinget fængselsstraf.
Byretten idømte 40 dages ubetinget fængsel.
Anklagemyndigheden ankede byrettens dom til landsretten angående strafudmålingen. Alle voterende var enige om, at straffens længde (3 måneder) var passende udmålt henset til karakteren, omfanget og varigheden af den krænkende adfærd. Uenigheden angik alene, om straffen skulle være betinget eller ubetinget:
Landsretten ændrede byrettens dom og idømte 3 måneders ubetinget fængsel.
Tiltalte ankede byrettens dom. Landsretten tiltrådte, at forholdet var henført under Straffeloven § 242, og at straffen var fastsat til 40 dage. Også her var der dissens om betinget/ubetinget:
Landsretten stadfæstede byrettens dom om 40 dages ubetinget fængsel.
| Instans | Sag 1 (j.nr. 24/08358) |
|---|
Stalking blev selvstændigt kriminaliseret med indførelsen af Straffeloven § 242 ved lov om styrket indsats mod stalking (ikrafttræden 1. januar 2022). Det fremgår af forarbejderne, at straffen for førstegangstilfælde som udgangspunkt ikke bør udmåles lavere end 40 dages ubetinget fængsel, men at domstolene undtagelsesvist — bl.a. hvis gerningspersonens forhold tilsiger det — kan fravige udgangspunktet og fastsætte en betinget dom.
Højesteret havde forud herfor i dom af 16. november 2023 (UfR 2024.404 H) og senere i dom af 13. februar 2025 (SS-51/2024-HJR) fastslået, at bestemmelsen må forstås sådan, at overtrædelse kun i helt særlige tilfælde kan straffes med en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Den anden af de to sager (j.nr. 24/11863) svarer netop til den sag, Højesteret efterfølgende afgjorde i SS-51/2024-HJR.
Det centrale, principielle spørgsmål i begge sager er dermed, hvilken vægt der ved strafudmålingen for stalking skal tillægges gerningspersonens gode personlige forhold og rene straffeattest, og hvornår disse omstændigheder kan begrunde, at udgangspunktet om ubetinget fængsel fraviges til fordel for en betinget straf med vilkår om samfundstjeneste. Begge landsretsdomme blev afsagt under dissens netop på dette punkt.
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i begge straffesager, jf. Retsplejeloven § 932, så landsretternes domme kan indbringes for Højesteret.
Tilladelserne blev meddelt, fordi sagerne rejser et principielt spørgsmål om strafudmålingen for stalking efter Straffeloven § 242 — navnlig om, hvornår udgangspunktet om ubetinget fængsel undtagelsesvist kan fraviges til en betinget straf med vilkår om samfundstjeneste i førstegangstilfælde begået af ustraffede gerningspersoner med gode personlige forhold. At begge landsretsdomme blev afsagt under dissens på netop dette punkt understreger spørgsmålets principielle karakter.
Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/08358 og 24/11863.
| Sag 2 (j.nr. 24/11863) |
|---|
| Byret | 3 mdr. betinget fængsel m. samfundstjeneste | 40 dages ubetinget fængsel |
| Landsret | 3 mdr. ubetinget fængsel (dissens) | 40 dages ubetinget fængsel (dissens) |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling meddelt | 3.-instansbevilling meddelt |
