ProcesbevillingsnævnetEn spånpladevirksomhed afbrænder de træfraktioner, der ikke kan indgå i spånpladerne, som brændsel i sit eget forbrændingsanlæg og bruger varmen i produktionen. Kommunen anså træfraktionerne for affald, hvilket havde betydning for virksomhedens varmeafgifter, og både byret og landsret frifandt kommunen. Procesbevillingsnævnet har meddelt virksomheden 3.-instansbevilling, så Højesteret kan prøve, om afbrændingen udgør en nyttiggørelse, der bringer træet ud af affaldsfasen.
Virksomheden producerer spånplader. I forbindelse med produktionen opstår der træfraktioner, som ikke kan indgå i selve spånpladerne. Disse fraktioner anvendes som brændsel i virksomhedens eget forbrændingsanlæg, hvorefter varmen herfra benyttes i produktionen.
Kommunen traf afgørelse om, at de pågældende træfraktioner udgjorde affaldsprodukter. Kommunen lagde til grund, at fraktionerne ikke levede op til to af affaldsbekendtgørelsens fem kumulative betingelser for, hvornår en genstand ophører med at være affald, jf. affaldsbekendtgørelsen § 5. Disse betingelser gennemfører det EU-retlige kriterium for affaldsfasens ophør i affaldsdirektivets artikel 6.
Kommunens klassificering havde direkte økonomisk betydning for virksomheden, idet den var afgørende for virksomhedens betaling af varmeafgifter.
Da kommunens afgørelse havde betydning for varmeafgifterne, anlagde virksomheden sag mod kommunen med følgende påstande:
Tvistens kerne var, om træfraktionerne havde gennemgået en nyttiggørelsesoperation, og om anvendelsen var uden generelle negative indvirkninger på miljøet eller menneskers sundhed — to af de fem betingelser i affaldsbekendtgørelsen § 5.
Byretten frifandt kommunen, men med dissens.
Byrettens flertal fandt, at virksomheden ikke havde godtgjort, at træfraktionerne opfyldte betingelserne for ikke længere at være affald i henhold til affaldsbekendtgørelsen. Flertallet henviste til, at to ud af fem kumulative betingelser ikke var opfyldt:
Byretten vurderede blandt andet, at den omstændighed, at fraktionerne benyttes til brændsel, ikke i sig selv medfører, at affaldet er nyttiggjort.
Byretten lagde vægt på, at det følger af bilag til affaldsbekendtgørelsen, at brændsel eller andre midler til energifremstilling kan være en form for nyttiggørelse, men at dette kun omfatter forbrændingsanlæg for kommunalt fast affald, og kun hvis konkrete mindsteværdier for energieffektivitet opnås.
Landsretten stadfæstede byrettens dom.
Landsretten tiltrådte blandt andet, at det ikke i sig selv kunne anses som en nyttiggørelse af affaldet, at dette afbrændes i virksomhedens forbrændingsanlæg, og at varmen herfra benyttes til produktionen.
Ligesom byretten lagde landsretten vægt på, at det af bilag til affaldsbekendtgørelsen fremgår, at brændsel eller andre midler til energifremstilling kan være en form for nyttiggørelse, men at dette alene gælder for forbrændingsanlæg til kommunalt fast affald, og kun hvis konkrete mindsteværdier til energieffektivitet opnås.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Dom om træfraktioners affaldsstatus (dissens) | Kommunen frifundet |
| Landsretten | Stadfæstelse | Kommunen frifundet |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet har meddelt virksomheden 3.-instansbevilling, således at landsrettens dom kan indbringes for Højesteret, jf. retsplejeloven § 371, stk. 1.
Bevilling til anke til tredje instans gives navnlig, når sagen er af principiel karakter. Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvorvidt afbrænding af virksomhedens egne træfraktioner som brændsel i et internt forbrændingsanlæg — med efterfølgende anvendelse af varmen i produktionen — kan udgøre en nyttiggørelsesoperation, der bringer materialet ud af affaldsfasen efter affaldsbekendtgørelsen § 5. Afgørelsen heraf har desuden betydning for fastsættelsen af virksomhedens varmeafgifter.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/16667.
