Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om nøgenvisitation i detention og EMRK artikel 3

Anholdelse efter "fuck-finger" og administrativ frihedsberøvelse i detention

I slutningen af maj 2021 blev en mand anholdt, efter han havde givet fingeren til en civil patruljevogn. Manden var efter politiets opfattelse fuld og højtråbende og havde forstyrret den offentlige orden, ligesom han efter politiets opfattelse ikke havde oplyst korrekt navn, fødselsdato eller cpr-nummer. Han blev derfor anholdt og taget med på politistationen.

På stationen blev manden identificeret ved fund af et kørekort. Politiet ændrede herefter anholdelsen til en frihedsberøvelse efter politilovens § 11, stk. 4, da man skønnede, at manden var så påvirket, at han var til fare for sig selv.

• Detentionsanbringelse: kl. 19.55–21.05
• Løsladelse: efter tilsyn og anbefaling fra en læge
• Hændelser undervejs: manden led af klaustrofobi, fik et angstanfald og udførte bl.a. selvskade

Den omstridte nøgenvisitation

På politistationen foretog politiet en nøgenvisitation af manden. Manden gjorde efterfølgende gældende, at politiet under visitationen:

• havde bedt ham om at stille sig foroverbøjet og derefter undersøgt ham mellem ballerne,
• havde bedt ham om at trække forhuden på penis tilbage,
• og at dette alene skete for at ydmyge ham.

Manden gjorde desuden gældende, at han var blevet smidt nøgen i detentionen uden et tæppe. Efter mandens opfattelse var der herved sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 om forbud mod nedværdigende behandling.

Manden anmeldte forholdet til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) for vold og nedværdigende behandling. Ved afgørelse af 16. marts 2022 vurderede DUP, at der ikke var grundlag for at fortsætte efterforskningen.

Søgsmålet mod Københavns Politi

Manden anlagde herefter sag mod Københavns Politi med påstand om:

• at frihedsberøvelsen havde været ulovlig,
• at han havde været udsat for nedværdigende behandling ved nøgenvisitationen i strid med EMRK artikel 3, og
• at han var berettiget til erstatning.

Københavns Politi nedlagde påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Byretten: anholdelsen uproportional, men frifindelse for krænkelse

Byretten fandt den indledende anholdelse uproportional, men fandt, at den efterfølgende frihedsberøvelse efter politilovens § 11, stk. 4 hvilede på et lovligt skøn, og at det havde været nødvendigt administrativt at frihedsberøve manden.

Trods mandens troværdige forklaring og trods, at politibetjentenes forklaringer om nøgenvisitationen ikke var samstemmende, kunne det efter byrettens opfattelse ikke lægges til grund, at der var foretaget en undersøgelse under forhuden. Derimod kunne det lægges til grund, at det under visitationen blev sikret, at manden ikke skjulte euforiserende stoffer mellem ballerne.

Byretten fandt, at politiet nærmere burde have overvejet indikationen for en nøgenvisitation, herunder et eftersyn mellem ballerne:

Det måtte alt andet lige have formodningen imod sig, at en i øvrigt almindelig person, der ikke var under mistanke for at sælge euforiserende stoffer, på en almindelig mandag aften skjulte stoffer bestemt til eget brug i sine underbukser eller mellem ballerne.

Byretten fandt dog — navnlig henset til, at mandens reaktion og adfærd havde været voldsom og abnorm og dermed egnet til at give politiet den opfattelse, at han var påvirket af euforiserende stoffer og muligvis i besiddelse af flere — at der ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at visitationen, uanset at den klart havde været indgribende og ydmygende, udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 3. Københavns Politi blev derfor frifundet.

Landsretten: frihedsberøvelsen efter kl. 20.10 ulovlig, men ingen krænkelse af EMRK artikel 3

Landsretten lagde til grund, at manden i betydelig grad var påvirket af alkohol, og at hans adfærd havde været svingende og periodevis uregerlig og udadreagerende. På den baggrund fandt landsretten, at den foreløbige anbringelse i detentionscellen havde været lovlig.

Landsrettens flertal fandt herefter, at opretholdelsen af frihedsberøvelsen efter kl. 20.10 — hvor politiet havde konstateret mandens selvskadende adfærd — og frem til løsladelsen ikke var proportional og dermed ikke lovlig.

Bevisbyrden ved påstået krænkelse

Landsretten gengav praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol:

En nøgenvisitation af en frihedsberøvet person må kun foretages, hvis det er nødvendigt af hensyn til de formål, som visitationen forfølger, og selv om en nøgenvisitation er nødvendig, skal den udføres på en sådan måde, at ydmygelsen ikke overstiger, hvad der uundgåeligt er forbundet hermed.

Det er ikke i ethvert tilfælde, hvor en frihedsberøvet hævder en krænkelse af artikel 3, at myndigheden skal godtgøre, at krænkelse ikke har fundet sted; påstanden må have en vis støtte af andre omstændigheder, før bevisbyrden vendes. Ved bevisvurderingen må der dog tages hensyn til parternes ulige adgang til at tilvejebringe beviser.

Selve visitationen

Landsretten lagde til grund, at manden blev lagt på madrassen i detentionscellen og under fastholdelse blev afklædt alt sit tøj med henblik på at konstatere, om han havde narkotika på sig. Det var nødvendigt at foretage visitationen i afklædt tilstand og at anvende magt hertil.

Det var ikke alene ved mandens forklaring godtgjort, at han blev bedt om at stille sig foroverbøjet, så hans anus kunne inspiceres visuelt, eller at han blev bedt om at trække forhuden tilbage. Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at fastslå, at nøgenvisitationen gik videre end nødvendigt, eller at manden blev udsat for unødig ydmygelse — der var dermed ikke sket en krænkelse af EMRK artikel 3.

Landsretten ændrede herefter byrettens dom, så det blev fastslået, at opretholdelsen af frihedsberøvelsen den 31. maj 2021 i tidsrummet fra kl. 20.10 til løsladelsen kl. 21.05 ikke var lovlig, og stadfæstede i øvrigt byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets meddelelse af 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så sagen kan prøves af Højesteret, jf. retsplejeloven § 371. Bevillingen blev meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om grænserne for nøgenvisitation af en frihedsberøvet person og om, hvornår en sådan visitation samt den behandling, den frihedsberøvede i øvrigt udsættes for, udgør nedværdigende behandling i strid med EMRK artikel 3 — herunder den bevismæssige placering af bevisbyrden, når en frihedsberøvet hævder at være blevet krænket.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/18389.