Procesbevillingsnævnet tillader Højesterets prøvelse af forældreansvarslovens § 4 a om samvær efter ældre voldsdom

Ophørt samvær og anmodning om fastsættelse af overvåget samvær

Parterne har sammen to børn på henholdsvis 11 år og 7 år. Børnene havde ikke haft samvær med den ene forælder siden november 2022, og denne forælder anmodede derfor Familieretshuset om fastsættelse af samvær.

Under behandlingen traf Familieretshuset afgørelse om, at der skulle være 6 overvågede samvær, men måtte senere ændre afgørelsen, da børnene udviste stor modstand mod samværet. Det overvågede samvær ophørte herefter.

Det kom under sagen frem, at samværsforælderen ca. 15-25 år tidligere var straffet for tre overtrædelser af straffelovens § 245 om grov vold. Den anden forælder havde allerede inden børnenes fødsel været vidende om dette.

Sagen blev indbragt for familieretten, hvor der alene blev nedlagt påstand om samvær for det yngste barn i form af 6 overvågede samvær af 1,5 times varighed afviklet i Familieretshuset.

Familieretten afviste samvær under henvisning til formodningsreglen i § 4 a og børnenes modstand

Familieretten fandt, at der ikke skulle være samvær mellem barnet og samværsforælderen.

Retten anførte, at såfremt en part er idømt ubetinget fængselsstraf for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 245, kan der ikke træffes afgørelse om, at barnet skal have samvær eller anden kontakt med parten, medmindre det er bedst for barnet, jf. forældreansvarsloven § 4 a, stk. 1, nr. 1 og 3.

Familieretten lagde endvidere vægt på:

• at der ikke havde været samvær mellem begge børn og parten siden november 2022,
• at Familieretshuset havde været nødt til at ændre afgørelsen om overvåget samvær på grund af børnenes modstand, og
• at begge børn vedholdende havde oplyst, at de var utrygge ved forælderen og ikke ønskede samvær.

På denne baggrund fandt familieretten, at der ikke var grundlag for på nuværende tidspunkt at fastsætte samvær mellem samværsforælderen og det yngste barn.

Østre Landsret fastsatte fire overvågede samvær ud fra barnets bedste

Landsretten henviste til, at det følger af forældreansvarsloven § 19, stk. 1, at barnets forbindelse med begge forældre skal søges bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos, og at det som udgangspunkt er bedst for barnet at have kontakt til begge sine forældre, jf. forældreansvarsloven § 4.

Efter en samlet vurdering — herunder sagens oplysninger, parternes forklaringer og det indtryk, de havde efterladt — fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at anse det som bedst for det yngste barn, at der ikke blev fastsat overvåget samvær.

Landsretten ændrede på den baggrund familierettens dom, således at der blev fastsat fire overvågede samvær for det yngste barn.

Det principielle spørgsmål om rækkevidden af forældreansvarslovens § 4 a

Sagen rejser spørgsmålet om betydningen af formodningsreglen i forældreansvarsloven § 4 a, når en samværsforælder er dømt for grov vold efter straffelovens § 245, men dommen ligger 15-25 år tilbage, og den anden forælder var bekendt med forholdene allerede inden børnenes fødsel.

Efter § 4 a kan der som udgangspunkt ikke fastsættes samvær med en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf for bl.a. grov vold, medmindre det er bedst for barnet. Sagen vedrører, hvordan denne undtagelse skal vurderes, herunder samspillet med udgangspunktet i § 4 og § 19 om barnets ret til kontakt med begge forældre, og hvilken vægt henholdsvis voldsdommens alder og barnets egen modstand skal tillægges.

Procesbevillingsnævnets meddelelse af 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte den 8. august 2024 en forælder tilladelse til anke til Højesteret af Østre Landsrets dom af 13. maj 2024 (BS-10813/2024), jf. retsplejeloven § 371.

Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen vurderes at være af principiel karakter med hensyn til fortolkningen af forældreansvarslovens § 4 a.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/13925.