Procesbevillingsnævnet meddeler 3.-instansbevilling i sag om udvisning af foranstaltningsdømt psykisk syg eritreisk statsborger og forholdet til EMRK art. 3

En psykisk syg eritreisk statsborger tiltalt for vold og trusler på sit botilbud

Den tiltalte er eritreisk statsborger, født og opvokset i Eritrea. Han indrejste i Danmark i 2014 i omtrent 30-årsalderen. Han er ikke tidligere straffet, er ugift og har ingen familie i Danmark. Han lider af en svær kronisk psykoselidelse, som han er i medicinsk behandling for.

I den foreliggende sag var han tiltalt for simpel vold og trusler efter straffeloven § 244 og § 266 for tre forhold, der alle var begået på det botilbud, hvor han boede.

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at den tiltalte skulle:

• dømmes til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling, og
• udvises af Danmark.

Byretten: behandlingsdom og udvisning med indrejseforbud i 6 år

Byretten fandt den tiltalte skyldig, men lagde på baggrund af en mentalerklæring til grund, at han på gerningstidspunktet var utilregnelig på grund af sindssygdom. Han blev derfor fundet straffri efter straffeloven § 16, stk. 1, 1. pkt. og dømt til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden fastsættelse af længstetid, som påstået af anklagemyndigheden.

Byretten tog samtidig udvisningspåstanden til følge og lagde herved vægt på:

• at den tiltalte ikke havde familiemæssig tilknytning til Danmark, i modsætning til i hjemlandet,
• at han ikke talte dansk, og
• at han ikke havde tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark.

Med henvisning til en udtalelse fra Udlændingestyrelsen lagde byretten til grund, at den tiltalte ville kunne modtage relevant behandling med antipsykotisk medicin i sit hjemland. Byretten dømte ham derfor til ambulant psykiatrisk behandling samt udvisning med indrejseforbud i 6 år.

Den tiltalte ankede dommen med påstand om:

• frifindelse for det ene voldsforhold,
• fastsættelse af en længstetid for foranstaltningen, og
• frifindelse for udvisningspåstanden.

Landsretten stadfæstede dommen og vurderede både EMRK art. 8 og art. 3

Landsretten fandt den tiltalte skyldig i samme omfang som byretten (dissens 5-1) og dømte ham samlet til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid. Han blev ligeledes idømt udvisning med indrejseforbud i 6 år.

Proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8

Landsretten lagde ved udvisningen vægt på:

• at den tiltalte var kommet til Danmark som voksen og i noget omfang talte og forstod dansk,
• at han hverken havde taget en uddannelse eller havde tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark, og
• at han – uagtet at han ikke havde været i hjemlandet siden udrejsen – fortsat havde familie i Eritrea.

På den baggrund tiltrådte landsretten, at en udvisning ikke ville udgøre et uproportionalt indgreb i den tiltaltes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Vurderingen efter EMRK artikel 3

Da den tiltalte var dømt til ambulant psykiatrisk behandling, foretog landsretten dernæst en vurdering af, om udvisningen ville udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3.

Landsretten fandt med henvisning til bl.a. den udarbejdede mentalerklæring, at der var faste holdepunkter for at antage, at han uden behandling ville være i risiko for alvorlig forværring af sin psykotiske sygdom med deraf følgende intens psykisk lidelse.

På baggrund af en udtalelse fra Udlændingestyrelsen fra november 2022, hvori styrelsen henviste til rapporter fra databasen MedCOI fra 2019, fandt landsretten dog, at den tiltalte i sit hjemland måtte antages at have adgang til relevant antipsykotisk medicin. Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Det principielle spørgsmål: EMRK art. 3 og grundlaget for antagelsen om behandling i hjemlandet

Sagen rejser det principielle spørgsmål om beskyttelsen efter EMRK artikel 3 ved udvisning af en svært psykisk syg, foranstaltningsdømt person, der er afhængig af antipsykotisk behandling.

Kernen er, om der – henset til den dokumenterede risiko for alvorlig forværring af sygdommen uden behandling – er et tilstrækkeligt og tilstrækkeligt aktuelt grundlag for at antage, at den udviste reelt vil have adgang til relevant behandling i hjemlandet, når antagelsen i det væsentlige bygger på flere år gamle landeoplysninger (MedCOI-rapporter fra 2019 anvendt i en udtalelse fra 2022).

Problemstillingen ligger i forlængelse af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis om udvisning af alvorligt syge, herunder Storkammerdommen i Savran mod Danmark (sagsnr. 57467/15), hvor Domstolen netop forholdt sig til både artikel 3 (sundheds-/behandlingstilgængelighed i hjemlandet) og artikel 8 (udvisning af en psykisk syg, foranstaltningsdømt settled migrant).

Procesbevillingsnævnets afgørelse: 3.-instansbevilling meddelt

Procesbevillingsnævnet meddelte den tiltalte tilladelse til anke til Højesteret (3.-instansbevilling) af landsrettens dom, jf. retsplejeloven § 932, stk. 1.

Tilladelse til appel til Højesteret i straffesager gives navnlig, når sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler herfor. Bevillingen indebærer alene, at Højesteret kan prøve sagen – ikke nogen stillingtagen til, om udvisningen vil blive opretholdt.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/08656.