ProcesbevillingsnævnetEn tiltalt blev anholdt ved den dansk/tyske grænse med ca. 12 kg kokain skjult i bilen og idømt 8 års fængsel samt udvisning for indsmugling under særligt skærpende omstændigheder. Da dommen blev anket, bestemte landsretten, at tiltalte fortsat skulle varetægtsfængsles bl.a. på grund af kollusionsfare — på trods af at tiltalte havde erkendt sig skyldig. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at varetægtsspørgsmålet kunne kæres til Højesteret.
Den tiltalte blev sammen med to medgerningsmænd anholdt ved den dansk/tyske grænse, hvor grænsepolitiet ved en undersøgelse af bilen fandt ca. 12 kg kokain gemt i køretøjet. Tiltalte var fører af bilen.
Den efterfølgende straffesag angik forsøg på indsmugling af et meget betydeligt parti hård narkotika, hvilket henføres under straffeloven § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt..
I byretten blev tiltalte dømt for i forening med de to medgerningsmænd at have forsøgt at indsmugle ca. 12 kg kokain under særligt skærpende omstændigheder. Straffen blev for tiltalte fastsat til fængsel i 8 år, og han blev udvist af Danmark for bestandig.
Tiltalte erkendte sig skyldig og forklarede, at han skyldte nogle folk penge, og at kørslen af bilen til Danmark var en mulighed for at udligne gælden. Tiltalte:
Den ene medgerningsmand havde til politiet forklaret, at hun af en person, som hun kun omtalte ved fornavn, var blevet bedt om at køre med til Danmark. Politiet havde forgæves forsøgt at identificere den omtalte person, der således var på fri fod.
Efter dommen blev sagen anket til landsretten:
Anklagemyndigheden anmodede desuden om, at tiltalte og de to medgerningsmænd skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var afsagt dom i ankesagen.
Tiltaltes advokat oplyste til landsretten, at tiltalte protesterede mod fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 (kollusionsfare), men ikke i øvrigt protesterede mod fortsat varetægtsfængsling i medfør af § 762, stk. 1, nr. 1 (unddragelsesrisiko).
Landsretten fandt, at tiltalte og de to medgerningsmænd skulle være fortsat varetægtsfængslet i fire uger i medfør af både:
Vedrørende spørgsmålet om kollusionsfare henviste landsretten til, at der under hensyn til de tiltaltes forklaringer samt oplysningerne om, at der var en navngiven medgerningsmand på fri fod, var
bestemte grunde til at frygte, at de tiltalte på fri fod ville modvirke sagens forfølgning, navnlig ved at påvirke andre eller de medtiltalte.
Det centrale principielle spørgsmål er, om kollusionsfare efter § 762, stk. 1, nr. 3 kan begrunde fortsat varetægtsfængsling af en tiltalt, der selv har erkendt sig skyldig — når begrundelsen for kollusionsfaren navnlig knytter sig til risikoen for påvirkning af de medtiltalte og andre på fri fod.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens afgørelse om fortsat varetægtsfængsling kunne kæres til Højesteret.
Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om rækkevidden af kollusionsfare som varetægtsfængslingsgrund efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3, når den tiltalte har erkendt sig skyldig, og fængslingen sker under anke i medfør af § 769, stk. 4.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/08533.
