ProcesbevillingsnævnetEn sigtet i en voldssag blev varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 (kollusionsfare), og fængslingen blev gentagne gange forlænget. Spørgsmålet var, om fortsat varetægtsfængsling stod i misforhold til sagens betydning og den forventede straf, jf. proportionalitetsreglen i § 762, stk. 3, herunder fordi efterforskningen reelt var afsluttet. Procesbevillingsnævnet meddelte den sigtede tilladelse til at indbringe landsrettens stadfæstende kendelse for Højesteret.
Den sigtede blev den 5. januar 2024 anholdt sammen med to andre personer i anledning af et overfald. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 — dvs. fordi der efter sagens omstændigheder var bestemte grunde til at antage, at sigtede ville vanskeliggøre forfølgningen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller påvirke andre (kollusionsfare).
Ved et retsmøde den 21. oktober 2024 blev sigtelsen udvidet til bl.a. også at omfatte:
Varetægtsfængslingen blev herefter gentagne gange forlænget.
Ved et fristforlængelsesmøde den 4. december 2024 bestemte byretten, at den sigtede fortsat skulle være varetægtsfængslet — indtil den 18. december 2024.
Byretten lagde vægt på, at der fortsat var begrundet mistanke om, at sigtede var skyldig i den rejste sigtelse, og at der fortsat var bestemte grunde til at antage, at sigtede og de to medsigtede på fri fod ville vanskeliggøre forfølgningen, navnlig ved at samstemme forklaringer og påvirke vidner. At sagen var færdigefterforsket, kunne ikke føre til et andet resultat.
Med henvisning til oplysningerne om karakteren og grovheden af volden sammenholdt med styrken af påvirkningsrisikoen, og den straf, som sigtede måtte forventes idømt, hvis han fandtes skyldig, fandt byretten, at fortsat varetægtsfængsling for tiden ikke var i strid med proportionalitetshensyn, jf. retsplejelovens § 762, stk. 3.
Sigtede kærede afgørelsen til landsretten.
I landsretten var der enighed om, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling efter § 762, stk. 1, nr. 3, var opfyldt. Uenigheden angik alene proportionaliteten efter § 762, stk. 3.
Flertallet bemærkede, at kæremålet alene angik, om sigtede fortsat skulle være varetægtsfængslet frem til den 18. december 2024. Efter karakteren og grovheden af de forhold, der efter sigtelserne var begået, fandt flertallet, at fortsat varetægtsfængsling frem til denne dato ikke ville være i strid med § 762, stk. 3.
Mindretallet lagde vægt på, at efterforskningen reelt var færdig, og at sagen alene afventede hovedforhandling, der skulle afvikles over mindst tre dage. Der var allerede afsat tre retsdage i marts 2025 med den 20. marts 2025 som sidste dag.
Det var mindretallets opfattelse, at fortsat varetægtsfængsling frem til den 20. marts 2025 ville være i strid med retsplejelovens § 762, stk. 3.
Efter en samlet vurdering fandt mindretallet, at fortsat varetægtsfængsling tillige ville være i strid med § 762, stk. 3, på det foreliggende tidspunkt. At sagen ikke var endeligt berammet, kunne ikke føre til en anden vurdering. Mindretallet stemte derfor for løsladelse.
Landsretten stadfæstede herefter byrettens afgørelse om fortsat varetægtsfængsling indtil den 18. december 2024.
Ved fristforlængelsesmødet i byretten den 18. december 2024 blev sigtede løsladt, hvilket blev stadfæstet af landsretten.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvordan proportionalitetsreglen i retsplejelovens § 762, stk. 3 skal anvendes ved fortsat varetægtsfængsling på grund af kollusionsfare efter § 762, stk. 1, nr. 3, når efterforskningen reelt er afsluttet og sagen alene afventer en hovedforhandling, der ligger flere måneder ude i fremtiden.
Uenigheden i landsretten — hvor mindretallet ville løslade under henvisning til den forventede samlede fængslingstid frem til hovedforhandlingen og det forhold, at efterforskningen var færdig — illustrerer, at der er tvivl om afvejningen mellem på den ene side fængslingens varighed og forstyrrelsen af den sigtedes forhold og på den anden side sagens betydning og den forventede retsfølge.
Procesbevillingsnævnet meddelte den sigtede tilladelse til kære til Højesteret af landsrettens kendelse om fortsat varetægtsfængsling, jf. reglerne om appeltilladelse i kæremål, jf. retsplejeloven § 392.
Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen blev anset for at være af principiel karakter for så vidt angår anvendelsen af proportionalitetsreglen i § 762, stk. 3, ved fortsat varetægtsfængsling efter endt efterforskning.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/31573.
