ProcesbevillingsnævnetEn statsløs palæstinenser med asyl i Danmark blev i 2007 udvist for bestandig og har siden 2010 været på tålt ophold. Efter byretten og Vestre Landsret nægtede at ophæve udvisningen efter udlændingelovens § 50, meddelte Procesbevillingsnævnet 3.-instansbevilling til Højesteret om bl.a. samspillet med en mulig afledt opholdsret efter TEUF artikel 20.
Sagen angår en statsløs palæstinensisk mand fra Libanon, der i 2005 fik asyl i Danmark.
I 2021 blev han idømt fængsel i 7 måneder og udvist med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af pålagte opholds- og meldepligter.
Allerede i 2017 opretholdt Vestre Landsret udvisningen. Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at der ikke var indtrådt så væsentlige ændringer i hans forhold, at udvisningen burde ophæves i medfør af udlændingelovens § 50.
Landsretten lagde bl.a. vægt på, at parret både ved ægteskabets indgåelse og børnenes undfangelse var bekendt med, at han var udvist, og derfor ikke havde haft en berettiget forventning om at kunne etablere et familieliv i Danmark.
Den statsløse palæstinenser indbragte på ny spørgsmålet om ophævelse af bestemmelserne om udvisning for retten.
Byretten fandt, at der – uanset den tidligere prøvelse i 2017 – var indtrådt sådanne væsentlige ændringer i hans personlige og familiemæssige forhold, at spørgsmålet kunne prøves på ny. Byretten opretholdt dog udvisningen.
Byretten lagde til grund, at han nu var børnenes primære omsorgsperson, men at en udsendelse ikke ville fratage børnene muligheden for at blive i Danmark, idet:
Efter en samlet vurdering af hans personlige og familiemæssige forhold, den i sin tid begåede kriminalitet og den hengåede tid, fandt byretten, at der ikke var indtrådt så væsentlige ændringer, at udvisningerne burde ophæves efter § 50. Retten bemærkede, at der ikke herved var taget stilling til, om der var grundlag for at ophæve eller indskrænke den daglige meldepligt.
Vestre Landsret afviste anmodningen om ophævelse af udvisningen.
Landsretten udtalte, at eftersom de tidsmæssige betingelser i udlændingelovens § 50, stk. 1, ikke var opfyldt, kunne anmodningen alene behandles, hvis der forelå væsentligt ændrede forhold, og der var en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Landsretten udtalte videre, at den statsløse palæstinenser kunne aflede en opholdsret, hvis hans børn reelt ville være nødsaget til at ledsage ham ud af Unionens område, når han blev udsendt.
Eftersom han siden 2010 havde været på tålt ophold, og da der efter de aktuelle oplysninger fortsat ikke var grundlag for at træffe afgørelse om hans udsendelse, fandt landsretten, at der på nuværende tidspunkt ikke var formodning for, at han kunne aflede en opholdsret efter TEUF artikel 20 som følge af, at børnene var nødsaget til at ledsage ham ud af Unionen.
Da der heller ikke i øvrigt var en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, fandt landsretten, at betingelserne i § 50, stk. 1, ikke var opfyldt på tidspunktet for kendelsens afsigelse. Afgørelsen er trykt i U 2024.529 V og TfK 2023.580 V.
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så sagen kan prøves ved Højesteret.
Sagen er principiel, fordi den rejser spørgsmålet om, hvornår betingelserne i udlændingelovens § 50, stk. 1, for at få prøvet en udvisnings ophævelse er opfyldt – herunder samspillet mellem:
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Ny prøvelse mulig, men udvisningen opretholdt efter § 50 | Udvisning opretholdt |
| Vestre Landsret (U 2024.529 V / TfK 2023.580 V) | Anmodningen afvist – § 50, stk. 1, ikke opfyldt | Afvist |
| Procesbevillingsnævnet (j.nr. 23/49830) | 3.-instansbevilling til Højesteret | Tilladelse meddelt |
