ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at en straffesag om udvisning af en polsk statsborger med ca. 32 års lovligt ophold i Danmark kunne indbringes for Højesteret. Kvinden var dømt for besiddelse af 2.247,9 gram amfetamin med henblik på overdragelse og blev af både byret og landsret udvist med indrejseforbud i 6 år. Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår udvisning af en stærkt forankret unionsborger er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed efter EU-opholdsdirektivet.
Den tiltalte var polsk statsborger og havde haft lovligt ophold i Danmark i ca. 32 år. Hun var førtidspensionist og havde flere voksne børn og børnebørn i Danmark. Hun havde tidligere besøgt Polen hvert fjerde eller femte år, men havde ikke længere kontakt til nogen i Polen.
Sammen med en medtiltalt var hun tiltalt for overtrædelse af straffeloven § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer og bekendtgørelse om euforiserende stoffer, ved i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse at have været i besiddelse af 2.247,9 gram amfetamin med henblik på overdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller under andre særligt skærpende omstændigheder.
Den tiltalte erkendte besiddelse af 1.230,9 gram amfetamin, men nægtede sig i øvrigt skyldig.
Byretten fandt den tiltalte skyldig efter anklageskriftet, dog således at alene besiddelsen af 1.017 gram amfetamin var begået i forening med den medtiltalte. Straffen blev fastsat til fængsel i 4 år.
Byretten lagde til grund, at den udøvede kriminalitet måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, og hvor udvisning var bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, og artikel 28, stk. 3, litra a.
Byretten fandt endvidere, at en udvisning sammenholdt med den begåede kriminalitet ikke kunne anses for at stride mod proportionalitetsprincippet i opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, 1. led, sammenholdt med artikel 28, stk. 1.
Efter en samlet afvejning af kriminaliteten over for den tiltaltes personlige forhold og tilknytning til Danmark fandt byretten dog, at en udvisning for bestandig med sikkerhed ville være i strid med opholdsdirektivet og Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingeloven § 26, stk. 2. Den tiltalte blev derfor udvist med indrejseforbud i 6 år.
Landsretten tiltrådte, at den tiltalte var fundet skyldig, og at straffen var fastsat til fængsel i 4 år.
Landsretten fandt ligesom byretten, at den tiltaltes adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2.
Under henvisning til længden af den tiltaltes lovlige ophold tiltrådte landsretten, at det tillige var en betingelse for udvisning, at udvisningen var bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed som fastlagt af medlemsstaten, jf. opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a.
Herefter tiltrådte landsretten, at udvisning efter oplysningerne om den tiltaltes personlige forhold ikke kunne anses for at være i strid med proportionalitetsprincippet, jf. artikel 27, stk. 2, 1. pkt., sammenholdt med artikel 28, stk. 1. Landsretten tiltrådte endvidere, at indrejseforbuddet var fastsat til 6 år.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Dom for § 191, stk. 2 (2.247,9 g amfetamin) | 4 års fængsel + udvisning, indrejseforbud 6 år |
| Landsretten | Stadfæstede byrettens dom | Indrejseforbud 6 år fastholdt |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Sagens kerne er rækkevidden af den skærpede udvisningsbeskyttelse for unionsborgere, der har opholdt sig lovligt i værtsmedlemsstaten i mere end ti år, jf. udlændingeloven § 26 b, der gennemfører opholdsdirektivet. For denne persongruppe kan udvisning kun ske, når det er bydende nødvendigt af hensyn til den offentlige sikkerhed, hvilket efter EU-Domstolens praksis er forbeholdt ekstraordinære tilfælde med en særlig alvorlig trussel.
Spørgsmålet for Højesteret var navnlig, om besiddelse af så store mængder narkotika kan udgøre et sådant ekstraordinært tilfælde, og hvilken varighed af indrejseforbuddet der er proportional, når den tiltalte efter ca. 32 års ophold har hele sin familiemæssige tilknytning i Danmark.
Sagen blev efterfølgende afgjort ved Højesterets dom af 16. januar 2026 (sag 71/2025), hvor Højesteret med stemmerne 3-2 ændrede landsrettens dom og udviste den tiltalte for bestandig — flertallet fandt, at den grove narkotikakriminalitet udgjorde en særlig alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed, og at et bestandigt indrejseforbud var proportionalt; mindretallet ville fastholde det 6-årige forbud.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at straffesagen kunne indbringes for Højesteret, jf. retsplejeloven § 932, stk. 1. Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejser principielle spørgsmål om betingelserne for og proportionaliteten ved udvisning af en unionsborger med meget langvarigt lovligt ophold i Danmark, herunder forståelsen af kravet om, at udvisning skal være bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed efter opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/11490.
