ProcesbevillingsnævnetEt konkursbo anlagde erstatningssag mod to tidligere bestyrelsesmedlemmer efter selskabsloven § 361, stk. 1, men bestyrelsesmedlemmerne påstod sagen afvist under henvisning til voldgiftsklausuler i deres bestyrelseskontrakter. Byretten afviste afvisningspåstanden, mens landsretten afviste sagen fra domstolene til fordel for voldgift. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at sagen kunne indbringes for Højesteret.
Et konkursbo anlagde sag mod to tidligere bestyrelsesmedlemmer i det nu konkursramte selskab med påstand om betaling af erstatning.
Konkursboet gjorde gældende, at de to bestyrelsesmedlemmer i forbindelse med udøvelsen af deres hverv havde handlet ansvarspådragende ved at have indgået en aftale om udligning af selskabets tilgodehavende hos et andet selskab. Boet anførte, at bestyrelsesmedlemmerne derfor var erstatningsansvarlige for det tab, som konkursboet måtte have lidt som følge heraf, jf. selskabsloven § 361, stk. 1.
Bestyrelsesmedlemmerne påstod sagen afvist fra domstolene med henvisning til, at deres bestyrelseskontrakter indeholdt voldgiftsklausuler, hvorefter enhver tvist skulle afgøres ved voldgift.
Byretten tog ikke bestyrelsesmedlemmernes afvisningspåstand til følge.
Byretten lagde vægt på, at konkursboets påstand var begrundet i anbringender baseret på omstødelseslignende regler, herunder:
Byretten fandt, at det påberåbte grundlag for konkursboets krav havde en sådan sammenhæng med konkursretlige forhold, at konkursboet i forhold til det pågældende sagsanlæg ikke var bundet af voldgiftsaftalen indgået mellem bestyrelsesmedlemmerne og det nu konkursramte selskab.
Byretten tog herefter ikke afvisningspåstanden til følge.
Landsretten ændrede byrettens afgørelse og afviste sagen fra domstolene.
Landsretten anførte, at den ansvarsretlige bedømmelse, der skulle foretages efter selskabsloven § 361, stk. 1, kunne foretages uafhængigt af konkursen. Uanset den betydning, som afgørelsen af tvisten havde for konkursboet, fandt landsretten derfor ikke grundlag for at fastslå, at voldgiftsklausulerne i bestyrelseskontrakterne — der efter ordlyden omfattede den foreliggende erstatningssag — ikke fandt anvendelse.
På denne baggrund fandt landsretten, at tvisten mellem konkursboet og bestyrelsesmedlemmerne skulle afgøres ved voldgift i overensstemmelse med bestyrelseskontrakternes bestemmelser herom, hvorfor sagen blev afvist fra domstolene, jf. voldgiftsloven § 8.
Landsrettens kendelse er trykt i U.2025.3540 Ø.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Afvisningspåstand ikke taget til følge — boet ikke bundet af voldgiftsaftalen | Sagen fremmet ved domstolene |
| Østre Landsret (U.2025.3540 Ø) | Voldgiftsklausulerne fandt anvendelse | Sagen afvist fra domstolene, jf. voldgiftsloven § 8 |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Sagen rejser det principielle spørgsmål, om et konkursbo er bundet af voldgiftsaftaler, som det nu konkursramte selskab havde indgået med sine bestyrelsesmedlemmer inden konkursen, når boets erstatningskrav efter selskabsloven § 361, stk. 1 støttes på omstødelseslignende anbringender (insolvens og kreditorbegunstigelse).
Byret og landsret nåede modsatte resultater på netop dette punkt:
Byretten lagde vægt på kravets konkursretlige karakter og fandt, at boet ikke var bundet af voldgiftsaftalen.
Landsretten lagde vægt på, at den ansvarsretlige bedømmelse efter selskabsloven § 361 kunne ske uafhængigt af konkursen, og at voldgiftsklausulernes ordlyd omfattede sagen.
Spørgsmålet om grænsen mellem den almindelige selskabsretlige ansvarsbedømmelse og de konkursretlige hensyn — og dermed rækkevidden af en forudgående voldgiftsaftale over for konkursboet — har generel betydning ud over den konkrete sag.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at sagen kunne indbringes for Højesteret.
Tilladelsen indebærer, at Højesteret kan tage stilling til, om konkursboets erstatningssag mod de tidligere bestyrelsesmedlemmer skal afvises fra domstolene til fordel for voldgift, jf. voldgiftsloven § 8, eller om boets omstødelseslignende anbringender medfører, at boet ikke er bundet af de voldgiftsklausuler, som det konkursramte selskab havde aftalt i bestyrelseskontrakterne.
Procesbevillingsnævnet behandlede sagen under j.nr. 25/16656. Procesbevillingsnævnet meddeler efter retsplejeloven § 392, stk. 3 tilladelse til kære til Højesteret, når kæren angår spørgsmål af principiel karakter.
