ProcesbevillingsnævnetEn almen boligorganisation indbragte en kommunal tilsynsafgørelse for domstolene og anmodede om opsættende virkning, fordi de oprindelige private lejere ellers via beboerdemokratiet kunne trække retssagen og hæve huslejen for de almene lejere. Østre Landsret afslog opsættende virkning under henvisning til Højesterets praksis om prøvelse af øvrighedsmyndighedens grænser. Procesbevillingsnævnet har nu meddelt boligorganisationen tilladelse til at kære spørgsmålet til Højesteret.
En almen boligorganisation (B) blev stiftet i 2022 med henblik på at erhverve tre private udlejningsejendomme. Efter overtagelsen flyttede en række almenlejere ind i ejendommene, men der boede fortsat – i stort overtal – oprindelige lejere på oprindelige private lejevilkår med B som udlejer.
Af B's vedtægter fremgik det, at det alene var de almene lejere, der udgjorde B's medlemmer og dermed kunne deltage i beboerdemokratiet. Det er i beboerdemokratiet, der træffes beslutninger om bl.a. lejefastsættelse og vedligeholdelsesprojekter for ejendommene.
En række af de oprindelige lejere gjorde indsigelse mod vedtægtsbestemmelserne om, at de ikke indgik i beboerdemokratiet.
På baggrund af uenigheden mellem de oprindelige lejere og B blev der forelagt spørgsmål for Boligministeriet om retsstillingen. Der startede herefter en tilsynssag hos kommunen (K), der tillige forelagde spørgsmål om retsstillingen for Boligministeriet.
Boligministeriet udtalte, at ministeriet anså det for mest rigtigt at anse de oprindelige lejere som en del af beboerdemokratiet – men således:
at de fortsat betalte husleje på private lejevilkår og dermed ikke ville blive omfattet af flertallets beslutninger om lejefastsættelse for almenlejerne.
I december 2024 traf K afgørelse om, at B skulle:
B indbragte herefter K's afgørelse for domstolene med en principal påstand om, at afgørelsen var ugyldig. B anmodede desuden om, at søgsmålet blev tillagt opsættende virkning over for K's afgørelse.
Til støtte herfor gjorde B navnlig gældende, at de oprindelige lejere udgjorde et flertal i ejendommene og ved afstemning bl.a. kunne vælge at:
Sagen blev henvist til landsretten som første instans efter retsplejeloven § 226, idet B og K var enige om, at sagen var principiel. Byretten besluttede i forbindelse med henvisningen at tillægge søgsmålet opsættende virkning, indtil landsretten kunne tage stilling til spørgsmålet.
Landsretten fandt, at søgsmålet ikke skulle have opsættende virkning.
Med henvisning til højesteretspraksis om prøvelse af øvrighedsmyndighedens grænser fandt landsretten, at hensynet til effektiviteten i den offentlige forvaltning – herunder K som tilsynsmyndighed for almene boligorganisationer – vejede tungere end den mulige skade for B ved ikke at tillægge søgsmålet opsættende virkning.
Landsretten begrundede ikke afvejningen yderligere, men lagde i øvrigt vægt på, at K's afgørelse ikke var oplagt ugyldig. Dermed var der ikke grundlag for at fravige udgangspunktet i grundlovens § 63, stk. 1, hvorefter den, der rejser spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser, ikke ved at bringe sagen for domstolene kan unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.
Afvejningen ligger i tråd med Højesterets seneste praksis om, at domstolene uden udtrykkelig lovhjemmel kan tillægge et søgsmål om prøvelse af en administrativ afgørelse opsættende virkning efter en konkret afvejning af det offentliges interesse over for skadevirkningen for den private part og en foreløbig vurdering af, om der er rimeligt grundlag for påstanden, jf. bl.a. Højesterets kendelse af 3. november 2025 (BS-28216/2025-HJR) og Højesterets kendelse af 15. januar 2026 (BS-36790/2025-HJR).
Da landsretten behandlede sagen som første instans, kræver kære af landsrettens kendelse til Højesteret som udgangspunkt tilladelse fra Procesbevillingsnævnet efter retsplejeloven § 392, stk. 3, når kæren vedrører et spørgsmål af principiel karakter.
Procesbevillingsnævnet meddelte boligorganisationen tilladelse til at kære landsrettens kendelse om opsættende virkning til Højesteret.
Sagen giver Højesteret lejlighed til at tage stilling til den principielle afvejning mellem hensynet til effektiviteten i den offentlige forvaltning – herunder kommunens rolle som tilsynsmyndighed for almene boligorganisationer – og skadevirkningen for den private part, når en tilsynsafgørelse indbringes for domstolene under påberåbelse af grundlovens § 63, stk. 1.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 26/02500.
