ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte fire lodsejere tilladelse til at indbringe Vestre Landsrets dom for Højesteret i fire sager om ekspropriation af landbrugsarealer til Aarhus Letbane. Sagerne angår dels forventningsværdien af de eksproprierede perspektivarealer, dels om der i erstatningen skal foretages fradrag for den værdiforøgelse, som letbanen har tilført lodsejernes tilbageblivende ejendomme. Vestre Landsret havde frifundet letbanen og pålagt lodsejerne at tilbagebetale en del af de udbetalte erstatninger.
I forbindelse med anlæggelsen af Aarhus Letbane blev der i 2013 eksproprieret arealer fra fire lodsejeres respektive ejendomme. Arealerne lå i landzone, men var af Aarhus Kommune udlagt som perspektivarealer med henblik på fremtidig byudvikling.
Statsekspropriationskommissionen for Jylland tildelte ved afgørelser af 27. maj 2013 lodsejerne erstatning med en arealpris på 20-30 kr. pr. m². Kommissionen vurderede ikke, at der var grundlag for at tillægge arealerne forventningsværdi i forbindelse med kommunens byudviklingsplaner.
Sagerne blev indbragt for Taksationskommissionen, der forhøjede arealprisen med 10 kr. pr. m². Taksationskommissionen ville ikke udelukke, at jordens handelsværdi på ekspropriationstidspunktet kunne være væsentligt højere på grund af en betydelig forventningsværdi, men anførte:
Forventningsværdien var en direkte følge af letbanens anlæg og placering og skulle derfor efter almindelige ekspropriationsretlige principper ikke erstattes.
De fire lodsejere indbragte Taksationskommissionens afgørelser for byretten i fire sager mod Aarhus Letbane I/S, Aarhus Kommune, Transportministeriet og Region Midtjylland (herefter letbanen).
Lodsejerne nedlagde påstand om yderligere erstatning, idet de eksproprierede landbrugsarealer af kommunen var udlagt som perspektivareal, hvorfor prisen efter deres opfattelse skulle fastsættes til 100 kr. pr. m².
Letbanen nedlagde heroverfor påstand om frifindelse samt en selvstændig påstand om tilbagebetaling af en del af erstatningen, idet der efter letbanens opfattelse skulle ske fradrag i erstatningen for den øgede værdi og de fordele, som letbanen havde medført for lodsejernes resterende arealer, jf. (nu) , jf. .
Under byretssagen blev der foretaget syn og skøn. På baggrund af skønserklæringerne, byudviklingsplaner samt ejendomshandler i området fandt byretten, at anlæggelsen af letbanen var et element i, men ikke nogen forudsætning for, den udnyttelse af perspektivarealerne til byudvikling, som under alle omstændigheder måtte antages at ville ske, henset til områdernes beliggenhed i forhold til centrum af Aarhus.
Retten tilsluttede sig på den baggrund Taksationskommissionens vurdering af, at de eksproprierede perspektivarealer havde en forventningsværdi, der var uafhængig af letbanen, og fastsatte prisen på arealerne til 100 kr. pr. m².
Byretten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for efter vejlovens § 103, jf. letbanelovens § 22, stk. 4, at foretage fradrag i erstatningen for fordele forbundet med letbanen, da letbanen ikke var en forudsætning for den fremtidige udnyttelse af perspektivarealerne til byudvikling.
Letbanen ankede dommen til landsretten.
Vestre Landsret afsagde dom den 31. oktober 2023 (BS-6015/2022-VLR) og ændrede byrettens dom på begge punkter.
Landsretten anførte, at det var lodsejerne, der havde bevisbyrden for, at de ved Taksationskommissionens afgørelser ikke var tilkendt erstatning for det fulde værditab, og at der var grundlag for at tilsidesætte kommissionens skøn over erstatningernes størrelse. Efter bevisførelsen fandt landsretten, at lodsejerne ikke havde godtgjort det fornødne grundlag for at tilsidesætte kommissionens skøn over forventningsværdien.
Landsretten fandt på baggrund af byudviklingsplanerne og vidneforklaringerne, at letbanen havde været en forudsætning for en byudvikling af den planlagte karakter, og at den havde været nødvendig for, at perspektivarealerne kunne udvikles:
Letbanen havde dermed medvirket til en værdiforøgelse af de tilbageblivende ejendomme, som der skulle foretages fradrag for i ekspropriationserstatningen, uanset om også andre ejendomme havde opnået værdistigning som følge af anlægget.
Landsretten fandt det herefter ubetænkeligt at lægge til grund, at værdiforøgelserne for de tilbageblivende ejendomme beløbsmæssigt oversteg de af Taksationskommissionen fastsatte erstatninger, hvorfor lodsejerne skulle tilbagebetale erstatning i henhold til letbanens selvstændige påstande.
| Instans | Afgørelse | Arealpris / udfald |
|---|---|---|
| Statsekspropriationskommissionen for Jylland (27. maj 2013) | Erstatning fastsat | 20-30 kr. pr. m², ingen forventningsværdi |
| Taksationskommissionen | Forhøjelse | +10 kr. pr. m²; forventningsværdi en følge af letbanen |
| Byretten | Lodsejerne medhold | 100 kr. pr. m², intet fradrag for fordele |
| Vestre Landsret | Ændrede dommen | Letbanen frifundet; lodsejerne skal tilbagebetale |
Sagerne rejser to centrale ekspropriationsretlige spørgsmål af principiel karakter:
Forventningsværdi: Hvornår har et eksproprieret areal en forventningsværdi (her: byudviklingspotentiale på perspektivarealer), der er uafhængig af selve anlægget og derfor skal erstattes — og hvem bærer bevisbyrden for at tilsidesætte taksationsmyndighedernes skøn.
Fradrag for fordele: Om og i hvilket omfang der efter vejlovens § 103, stk. 2, jf. letbanelovens § 22, stk. 4, skal foretages fradrag i ekspropriationserstatningen for den værdiforøgelse (generelle fordele), som anlægget tilfører den tilbageblivende ejendom — herunder når også andre, ikke-eksproprierede ejendomme i området opnår tilsvarende værdistigning.
Spørgsmålet om fradrag for generelle fordele har betydning for fremtidige store infrastrukturprojekter, hvor anlægslovens erstatningsregler henviser til vejlovens § 103.
Procesbevillingsnævnet meddelte de fire lodsejere 3.-instansbevilling til at indbringe Vestre Landsrets dom for Højesteret, jf. retsplejelovens § 371.
Tilladelsen blev meddelt, fordi sagerne — herunder spørgsmålene om forventningsværdien af de eksproprierede perspektivarealer og om fradrag for de fordele, letbaneanlægget tilførte de tilbageblivende ejendomme — blev anset for at være af principiel karakter.
Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/48443, 23/50987, 23/50988 og 23/50989.
