ProcesbevillingsnævnetEn indisk statsborger blev under behandlingen af sin asylsag administrativt frihedsberøvet, først efter udlændingelovens § 37, jf. § 36, stk. 3, og siden – efter asylafslag – efter udlændingelovens § 37, jf. hjemrejselovens § 16, stk. 1, nr. 1. Byret og landsret forlængede frihedsberøvelsen ud over 6 måneder under henvisning til særlige omstændigheder, og Procesbevillingsnævnet meddelte herefter den frihedsberøvede tilladelse til at kære landsrettens kendelse til Højesteret.
En indisk statsborger indrejste i oktober 2022 i Danmark og indgav ansøgning om asyl. I november 2022 blev han sigtet for ulovligt arbejde, og Udlændingestyrelsen traf afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år.
Han udeblev herefter fra to samtaler med Udlændingestyrelsen i forbindelse med behandlingen af asylansøgningen. I maj 2023 blev han administrativt frihedsberøvet i medfør af udlændingeloven § 37, jf. § 36, stk. 3.
Efter denne bestemmelse kan en asylansøger – såfremt de i § 34 nævnte mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre en effektiv behandling af asylansøgningen – frihedsberøves under asylsagens behandling, hvis udlændingen gennem sin adfærd lægger væsentlige hindringer i vejen for asylsagens oplysning, herunder ved gentagne gange uden rimelig grund at udeblive fra samtaler.
Byretten godkendte og opretholdt frihedsberøvelsen og lagde herved bl.a. vægt på, at han var udeblevet fra samtaler med Udlændingestyrelsen. Retten fandt på den baggrund, at betingelserne for frihedsberøvelse under sagens behandling med henblik på udsendelse og for at sikre hans tilstedeværelse ved forventet udsendelse efter udlændingeloven § 37, jf. § 36, stk. 3, var opfyldt.
Ved efterfølgende kendelser forlængede byretten frihedsberøvelsen.
I juli 2023 fik han afslag på asylansøgningen.
I august 2023 bestemte byretten, at han fortsat skulle være administrativt frihedsberøvet, men med ændret hjemmel, således at den fortsatte frihedsberøvelse skete i medfør af udlændingeloven § 37, jf. hjemrejseloven § 16, stk. 1, nr. 1.
Efter denne bestemmelse skal der ske frihedsberøvelse, såfremt de i §§ 11 og 12 eller udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige til at sikre muligheden for afvisning, udvisning efter udlændingelovens § 25, nr. 2, eller §§ 25 a, 25 b eller 25 c, eller for udsendelse af en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet.
Ved efterfølgende kendelser fra byretten og fra landsretten blev også frihedsberøvelsen efter § 37, jf. hjemrejselovens § 16, stk. 1, nr. 1, forlænget.
Det centrale retlige spørgsmål knytter sig til maksimumfristen for frihedsberøvelse med henblik på udsendelse.
Det følger af udlændingeloven § 38, stk. 8, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må overstige 6 måneder for udlændinge, der ikke er omfattet af EU-reglerne.
Retten kan dog forlænge dette tidsrum i op til 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse.
Det principielle ligger bl.a. i, hvordan fristen skal beregnes, når frihedsberøvelsen har skiftet hjemmel undervejs (fra § 36, stk. 3, til hjemrejselovens § 16), og hvornår der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at fristen kan udstrækkes ud over 6 måneder.
Byretten (oktober 2023) fandt, at betingelserne for fortsat frihedsberøvelse efter udlændingeloven § 37, jf. hjemrejselovens § 16, stk. 1, nr. 1, var opfyldt. Retten lagde vægt på, at der fortsat var fornøden fremdrift i sagen, og at den fortsatte frihedsberøvelse med henblik på udsendelse ikke var uproportional.
Landsretten stadfæstede byrettens begrundelse og bemærkede, at der efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger måtte antages at foreligge sådanne særlige omstændigheder, at frihedsberøvelsen kunne ske i en periode ud over 6 måneder, jf. udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt., jf. hjemrejselovens § 16, stk. 1, 1. pkt.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten (maj 2023) | Godkendelse af frihedsberøvelse, § 37, jf. § 36, stk. 3 | Frihedsberøvelse opretholdt |
| Byretten (august 2023) | Fortsat frihedsberøvelse med ændret hjemmel, § 37, jf. hjemrejselovens § 16 | Forlænget |
| Byretten (oktober 2023) | Fortsat frihedsberøvelse – fremdrift og proportionalitet | Forlænget ud over 6 mdr. |
| Landsretten | Stadfæstede byrettens kendelse | Særlige omstændigheder antaget |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling (kære) | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte den indiske statsborger tilladelse til at kære landsrettens kendelse til Højesteret.
Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om beregningen og udstrækningen af maksimumfristen for administrativ frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter udlændingeloven § 38, stk. 8, jf. § 37, herunder betydningen af skiftet i hjemmel undervejs (fra § 36, stk. 3, til hjemrejseloven § 16) og kravet om særlige omstændigheder for at forlænge frihedsberøvelsen ud over 6 måneder.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/48902.
