ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte under j.nr. 23/41574 tilladelse til, at en landsretsdom kunne indbringes for Højesteret. Sagen angik det principielle spørgsmål om, fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen for et realkreditinstituts krav mod en selvskyldnerkautionist begynder at løbe — herunder om udskydelsesreglen i forældelsesloven § 2, stk. 5 også gælder kautionskravet, jf. § 11. Landsrettens flertal havde frifundet kautionisten med den begrundelse, at kravet var forældet.
I 2008 underskrev kautionisten en selvskyldnerkautionserklæring, hvorved han påtog sig at hæfte personligt for ca. 3,8 mio. kr., der var sikret ved et pantebrev med pant i fast ejendom.
Hovedskyldneren misligholdt lånet, da terminen med forfaldsdato den 1. marts 2009 ikke blev betalt. Realkreditinstituttet valgte imidlertid ikke på dette tidspunkt at opsige restgælden til fuld og endelig indfrielse over for hovedskyldneren.
Forløbet herefter:
Sagens kerne var begyndelsestidspunktet for forældelsen af kravet mod selvskyldnerkautionisten.
Efter forældelsesloven § 2, stk. 1 regnes fristen fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringen kunne kræves opfyldt. Efter § 2, stk. 5 regnes fristen dog fra det aftalte forfaldstidspunkt, hvis kreditor på grund af skyldnerens misligholdelse eller en særlig opsigelsesadgang kunne have krævet opfyldelse tidligere, men ikke udnytter denne mulighed.
For kautionsforhold bestemmer § 11:
Når en fordring er sikret ved kaution, bestemmes forældelsesfristen over for kautionisten efter de regler, der gælder for forældelse af fordringen mod hovedskyldneren.
Spørgsmålet var, om § 2, stk. 5 — der utvivlsomt udskød fristen i hovedforholdet, fordi instituttet ikke opsagde restgælden ved misligholdelsen — via § 11 også udskød fristen i kautionsforholdet, eller om fristen mod kautionisten skulle regnes allerede fra misligholdelsen den 1. marts 2009.
Byretten anførte, at forældelsesfristen efter forældelsesloven § 2, stk. 1 som udgangspunkt regnes fra gældens forfaldstidspunkt, og at dette gælder, selvom fordringshaveren kunne have opsagt restgælden til fuld indfrielse tidligere, jf. § 2, stk. 5. Disse regler gælder også for kautionister, jf. § 11.
Da realkreditinstituttet ikke opsagde restgælden, da terminen den 1. marts 2009 ikke blev betalt, fandt byretten, at fristen skulle regnes fra tvangsauktionen den 24. november 2010, hvor de misligholdte terminer blev dækket, og hvor den udækkede gæld forfaldt til betaling ved endeligt hammerslag.
Kravet var derfor ikke forældet, da der var anlagt sag i 2020, og kautionisten blev dømt til at betale resttilgodehavendet.
Landsrettens flertal ændrede byrettens dom og frifandt kautionisten.
Flertallet anførte, at forældelsesfristen over for kautionisten efter § 11 bestemmes efter de regler, der gælder for fordringen mod hovedskyldneren. Dette indebærer, at fristen i kautionsforholdet skal regnes fra kautionskravets forfaldstidspunkt, jf. § 2, stk. 1 — og ved selvskyldnerkaution, hvor kautionistens forpligtelse indtræder straks ved hovedmandens misligholdelse, fra misligholdelsestidspunktet.
Flertallets centrale ræsonnement:
Selvom § 2, stk. 5, finder anvendelse på hovedkravet, indebærer dette ikke nødvendigvis, at § 2, stk. 5, finder anvendelse på kautionskravet, da kravet mod henholdsvis hovedskyldneren og kautionisten ikke hviler på samme aftalegrundlag.
Da kautionsaftalen ikke indeholdt bestemmelser, der fraveg udgangspunktet i § 2, stk. 1, fandt flertallet, at § 2, stk. 5 ikke kunne finde anvendelse i kautionsforholdet. Det kunne ikke føre til en anden vurdering, at hovedkravet og kautionskravet dermed forældes på forskellige tidspunkter. Kautionskravet var derfor forældet.
Et mindretal ville stadfæste byrettens dom.
Mindretallet fandt, at der ikke i forarbejderne til forældelsesloven var tilstrækkeligt klare holdepunkter for, at der — på trods af ordlyden af § 11 — skulle gælde en anden ordning for begyndelsestidspunktet for forældelsen for en selvskyldnerkautionist end for en hovedskyldner.
Mindretallet fandt derfor, at § 2, stk. 5 også finder anvendelse på forældelsen af selvskyldnerkautionen. Da instituttet ikke opsagde restgælden ved misligholdelsen i marts 2009, begyndte fristen over for kautionisten først at løbe ved hammerslaget på tvangsauktionen, hvor den udækkede gæld var forfalden.
Landsretten afsagde dom efter stemmeflertallet, og kautionisten blev frifundet. Dommen er trykt i U 2023.4854 Ø.
Procesbevillingsnævnet meddelte under j.nr. 23/41574 tilladelse til, at landsrettens dom kunne indbringes for Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.
Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejste et principielt spørgsmål om fastlæggelsen af begyndelsestidspunktet for forældelse af et krav mod en selvskyldnerkautionist — navnlig om udskydelsesreglen i forældelsesloven § 2, stk. 5 via § 11 også gælder kautionskravet, når kreditor ikke benytter sin adgang til at opsige restgælden over for hovedskyldneren. Landsrettens dom var afsagt under dissens, hvilket understregede tvivlen om retsstillingen.
Efterfølgende udfald i Højesteret: Højesteret omgjorde ved dom af 27. august 2024 (BS-6940/2024-HJR) landsrettens dom. Højesteret fandt, at kreditor kun kan rette krav mod en kautionist, når kreditor har et aktuelt, uopfyldt krav mod hovedskyldneren, og at restgælden tidligst forfaldt ved tvangsauktionen den 24. november 2010. Den 10-årige forældelsesfrist var derfor ikke udløbet ved sagsanlægget i 2020, og kautionisten blev dømt til at betale.
