ProcesbevillingsnævnetEn tiltalt fik ved Københavns Byret en tillægsstraf på 8 måneders fængsel for grov vold og ankede dommen. Da tiltalte udeblev fra hovedforhandlingen i Østre Landsret under henvisning til sygdom i Pakistan, afviste landsretten anken efter retsplejelovens § 920, stk. 2, fordi de fremlagte lægeerklæringer ikke fandtes at dokumentere lovligt forfald. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så Højesteret kan prøve spørgsmålet om dokumenteret lovligt forfald.
Ved Københavns Byrets dom af 14. oktober 2022 blev tiltalte idømt en tillægsstraf på fængsel i 8 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1 (grov vold begået af en tidligere dømt).
Tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse af straffen. Anklagemyndigheden kontraankede med påstand om skærpelse.
Ankesagen blev berammet til hovedforhandling den 4. juni 2024 ved Østre Landsret.
Ifølge politiet havde tiltalte i en periode været forsvundet, og Østre Landsret oplyste den 24. maj 2024, at det ikke havde været muligt at forkynde tidspunktet for hovedforhandlingen for tiltalte, der efter det oplyste opholdt sig i Pakistan. Tiltaltes forsvarer oplyste dog den 28. maj 2024, at han dagen forinden havde været i kontakt med tiltalte, og at tiltalte havde oplyst, at han ville komme til Danmark til hovedforhandlingen.
Den 3. juni 2024 anmodede forsvareren om, at hovedforhandlingen blev aflyst og omberammet, da tiltalte var blevet syg. Forsvareren fremlagde i alt tre lægeerklæringer:
Udstedt af en læge fra et hospital i Pakistan, der havde tilset tiltalte den 31. maj 2024. Det fremgik bl.a., at tiltalte havde mavesmerter og havde kastet op, at han skulle hvile i 3 dage, drikke væske og undgå solen, og at der skulle være et "follow up" efter 24 timer.
Ligeledes udstedt af en læge fra samme hospital i Pakistan, der havde tilset tiltalte den 3. juni 2024. Det fremgik, at lægen havde observeret ømhed i maveregionen (abdominal tender).
Udfærdiget af tiltaltes danske læge på den formular, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Domstolsstyrelsen og Lægeforeningens Attestudvalg. Det fremgik, at den danske læge ikke havde tilset tiltalte, og at erklæringen var udarbejdet på baggrund af den pakistanske lægeerklæring af 3. juni 2024. Lægen anførte bl.a., at tiltalte havde kvalme, diarré og opkastninger på grund af en maveinfektion, og at tiltalte derfor skønnedes forhindret i at møde i retten i 2 uger, herunder også et kortvarigt fremmøde på op til en times varighed.
Anklagemyndigheden påstod sagen afvist efter retsplejelovens § 920, stk. 2 under henvisning til, at tiltalte ikke havde dokumenteret lovligt forfald.
Efter bestemmelsen afviser retten ved kendelse tiltaltes anke, hvis tiltalte udebliver fra et retsmøde under hovedforhandlingen uden dokumenteret lovligt forfald, medmindre retten undtagelsesvis finder det nødvendigt at fremme sagen i tiltaltes fravær.
Landsretten fandt, at den danske lægeattest af 3. juni 2024 ikke kunne tillægges særskilt betydning, da den alene baserede sig på meddelelse fra en anden læge, og da den danske læge således ikke selv havde undersøgt tiltalte. Landsretten henviste desuden til, at der ikke var fuld overensstemmelse mellem oplysningerne i den danske lægeerklæring og materialet fra hospitalet i Pakistan.
Landsretten fandt videre, at materialet fra hospitalet i Pakistan ikke indeholdt de nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til at udgøre dokumentation for lovligt forfald, idet oplysningerne heri ikke umiddelbart udelukkede, at tiltalte kunne rejse til Danmark og deltage i hovedforhandlingen.
På den baggrund fandt landsretten, at de fremlagte lægeerklæringer ikke dokumenterede lovligt forfald, hvorfor tiltaltes anke blev afvist.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Københavns Byret (14.10.2022) | Tillægsstraf på fængsel i 8 mdr. for grov vold | Anket af tiltalte, kontraanket af anklagemyndigheden |
| Østre Landsret (juni 2024) | Kendelse om afvisning efter rpl. § 920, stk. 2 | Anke afvist |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte tiltalte 3.-instansbevilling til at indbringe Østre Landsrets afvisningskendelse for Højesteret.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvilke krav der stilles til dokumentation for lovligt forfald efter retsplejelovens § 920, stk. 2, herunder:
Når appeltilladelse meddeles efter retsplejelovens § 932, beror det på, at sagen er af principiel karakter, eller at særlige grunde i øvrigt taler for det. Bevillingen indebærer ikke nogen stillingtagen til, om landsrettens afvisning var rigtig — det afgøres af Højesteret.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/15848.
