3.-instansbevilling: Indeksregulering af entreprisesum i totalentreprise med forbruger – gyldighed, fortolkning og fortabelse

Totalentrepriseaftale med fast pris i 12 måneder og efterfølgende indeksregulering

I maj 2019 indgik entreprenøren en totalentrepriseaftale med en andelsboligforening om udførelse af et større antal altaner og vinduer til en entreprisesum på 9.498.000 kr. med tillæg af moms.

Ifølge entreprisekontrakten skulle prisen være fast i 12 måneder fra tilbudsdagen og derefter indeksreguleres i sin helhed. Indeksreguleringen skulle foretages efter principperne i Bygge- og Boligstyrelsens cirkulære om pris og tid af 10. oktober 1991 (pris- og tidscirkulæret). Parterne havde vedtaget ABT 93 som en del af aftalegrundlaget.

Efter myndighedstilladelse fra kommunen påbegyndte entreprenøren arbejderne i februar 2021. Ifølge hovedtidsplanen skulle arbejderne være færdige i september 2021, men de blev først afleveret i december 2021.

Entreprenøren indekserede ikke løbende og fremsendte først indekseringsfaktura i februar 2022

Entreprenøren foretog ikke indeksering af entreprisesummen løbende i forbindelse med faktureringen for udførte arbejder, og i afleveringsprotokollen blev entreprisesummen angivet til de oprindeligt aftalte 9.498.000 kr.

I november og december 2021 udstedte entreprenøren fakturaer for de to sidste betalingsrater efter betalingsplanen. Parterne korresponderede herefter om slutøkonomien, herunder diverse aftalesedler, i december 2021 og januar 2022.

I februar 2022 sendte entreprenøren en faktura på 452.813 kr. angående indeksering af entreprisesummen, som andelsboligforeningen afslog at betale. I maj 2022 anlagde entreprenøren retssag om bl.a. dette krav.

Tvisten om indekseringskravet angik navnlig:

• om aftalevilkåret om indeksregulering var gyldigt vedtaget mellem parterne,
• hvordan vilkåret i givet fald skulle fortolkes, og
• om entreprenøren efter omstændighederne havde fortabt retten til at gøre kravet gældende.

Byretten: vilkåret gyldigt, hele summen reguleres på én gang, og kravet ikke fortabt

Byretten fandt, at aftalevilkåret om indeksering var gyldigt vedtaget, og at det måtte fortolkes sådan, at hele entreprisesummen skulle reguleres på én gang.

Der var ikke grundlag for at fortolke vilkåret mere gunstigt for andelsboligforeningen som forbruger efter aftaleloven § 38 b, stk. 1 eller for at tilsidesætte det helt eller delvist som ugyldigt efter aftaleloven § 36 eller § 38 c.

Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte entreprenørens beløbsmæssige opgørelse, der var foretaget efter pris- og tidscirkulæret fra 1991 via Dansk Industris indeksberegninger, og som tog højde for forsinkelserne i byggeriet.

Endelig fandt byretten, at entreprenørens fakturaer for de sidste betalingsrater og parternes efterfølgende korrespondance ikke kunne anses som en slutopgørelse. Entreprenøren var derfor ikke afskåret fra at fremsætte indekseringskravet i februar 2022 efter ABT 93 § 22, stk. 7, og kravet var heller ikke fortabt ved passivitet. Byretten tog kravet til følge.

Landsretten: vilkåret gyldigt, men reguleringen skulle ske løbende – kravet fortabt

Parterne var for landsretten enige om, at andelsboligforeningen skulle anses som forbruger.

Landsretten fandt, at vilkåret om indeksregulering var gyldigt vedtaget, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det som ugyldigt.

Fortolkning: løbende regulering – ikke samlet efterregulering

Landsretten bemærkede, at det fremgik af ABT 93 § 22, stk. 6, at indeksregulering skulle finde sted i forbindelse med betaling for de berørte dele af arbejdet på baggrund af entreprenørens dokumenterede opgørelse. Af pris- og tidscirkulæret fra 1991 fremgik, at reguleringsbeløb skulle beregnes ud fra indeksforskellen mellem indeks på 6-månedersdagen og indeks på udførelsestidspunktet, og at reguleringen skulle opkræves som et á contoreguleringsbeløb i forbindelse med de enkelte betalinger og herefter efterreguleres.

Herefter fandt landsretten, at aftalen måtte forstås sådan, at der ikke skulle ske regulering af hele entreprisesummen efterfølgende, men at reguleringen skulle ske af de løbende betalinger på baggrund af indekstal på udførelsestidspunktet.

Fortabelse

Entreprenøren havde først fremsat krav om indeksering af hele summen i februar 2022 og havde hverken foretaget løbende indeksregulering via á contoreguleringsbeløb eller taget forbehold for senere indeksregulering i fakturaerne fra december 2020 til december 2021. Den oprindeligt aftalte entreprisesum var desuden anført i afleveringsprotokollen uden forbehold.

Landsretten fandt på den baggrund, at entreprenøren havde fortabt sit krav på indeksering, og frifandt andelsboligforeningen. Landsretten ændrede dermed byrettens dom vedrørende indekseringskravet.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling begrænset til indekseringskravet

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til anke til Højesteret efter retsplejeloven § 371. Sagen blev behandlet under j.nr. 26/01548.

Tilladelsen er begrænset til alene at angå entreprenørens krav på indeksering af entreprisesummen.

Sagen rejser principielle spørgsmål om gyldig vedtagelse og fortolkning af et indeksreguleringsvilkår over for en forbruger samt om, hvorvidt en entreprenør fortaber et indekseringskrav ved ikke at foretage løbende indeksregulering eller tage forbehold herfor i sine fakturaer og i afleveringsprotokollen.