Procesbevillingsnævnet meddeler 3.-instansbevilling om udvisning af straffri udlænding med sindssygdom udløst af eget stofmisbrug

Drabsforsøg med kniv begået af straffri udlænding opvokset i Danmark

Den tiltalte var irakisk statsborger og kommet til Danmark som 5-årig. Han var tidligere straffet, herunder for personfarlig kriminalitet, og var én gang tidligere blevet betinget udvist af Danmark. Han var ugift og uden børn, men havde en kæreste, og hans forældre og søskende var bosiddende i Danmark.

I den foreliggende sag var han tiltalt for forsøg på manddrab ved at have stukket en mand flere gange med en køkkenkniv, hvorved forurettede kom i livsfare.

Retslægerådets og mentalerklæringens vurdering

• Retslægerådet vurderede, at tiltalte på gerningstidspunktet havde befundet sig i en ikke blot forbigående tilstand af sindssygdom, der sandsynligvis hang sammen med et forudgående rusmiddelmisbrug, og at han var omfattet af straffeloven § 16, stk. 1.
• En mentalerklæring udarbejdet til sagen anførte, at tiltalte var sindssyg på tidspunktet for drabsforsøget, og at tilstanden havde bestået over flere uger, men at han ikke blev vurderet sindssyg på tidspunktet for selve mentalundersøgelsen.
• Sindssygdommen var ifølge erklæringen udløst og forårsaget af et længerevarende misbrug af euforiserende stoffer.

Byretten: straffri og dømt til psykiatrisk anbringelse uden længstetid samt udvist med 6 års indrejseforbud

Byretten fandt tiltalte skyldig i drabsforsøg, men straffri under henvisning til straffeloven § 16, stk. 1. Han blev dømt til at undergive sig psykiatrisk behandling uden fastsættelse af længstetid (anbringelse på psykiatrisk afdeling).

Byrettens proportionalitetsafvejning af udvisningen

Byretten anførte, at der ved afgørelsen om udvisning skal foretages en proportionalitetsafvejning, hvor bl.a. karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet tillægges vægt. Retten fremhævede dog to forhold:

Den omstændighed, at en person er straffri som følge af utilregnelighed, kan begrænse den vægt, det strafbare forhold kan tillægges i proportionalitetsvurderingen.

Varigheden af et indrejseforbud har betydning ved vurderingen af, om udvisning indebærer et uproportionalt indgreb.

Byretten lagde til grund, at tiltaltes tilknytning til Danmark var væsentlig stærkere end hans tilknytning til Irak, men at han var meget dårligt integreret i det danske samfund. På grund af opvæksten i Irak indtil 5-årsalderen, opholdet i Danmark sammen med familien og hans sprogkundskaber fandt byretten, at han ikke var ganske uden forudsætninger for at klare sig efter en udsendelse til Irak.

Byretten konkluderede, at udvisning ikke med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Henset til, at han var fundet straffri som følge af utilregnelighed, og at hans tilknytning til Irak måtte anses for meget begrænset, fandt byretten dog, at et indrejseforbud for bestandig ville være et uproportionalt indgreb. Tiltalte blev derfor udvist med et indrejseforbud i 6 år.

Landsretten stadfæstede med vægt på det selvforskyldte stofmisbrug

Landsretten tiltrådte, at tiltalte var straffri efter straffeloven § 16, stk. 1, og at han skulle dømmes til anbringelse på psykiatrisk afdeling uden længstetid.

Landsretten tiltrådte ligeledes, at tiltalte var udvist med indrejseforbud i 6 år. Udover byrettens begrundelse henviste landsretten bl.a. til, at det fremgik af mentalerklæringen:

• at tiltalte siden 15-årsalderen havde haft et stofmisbrug,
• at den sindssygelige tilstand på gerningstidspunktet sandsynligvis var udløst af brug af euforiserende stoffer, og
• at tiltalte ikke var vurderet sindssyg på tidspunktet for mentalerklæringen.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Det principielle spørgsmål: proportionalitet ved udvisning af straffri udlænding med stofudløst sindssygdom

Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvordan proportionalitetsvurderingen ved udvisning skal foretages, når gerningsmanden er straffri som følge af utilregnelighed efter straffeloven § 16, stk. 1, og når den sindssygelige tilstand ikke er medfødt, men udløst af et forudgående selvforskyldt misbrug af euforiserende stoffer.

Udvisning ved dom forudsætter en konkret afvejning efter udlændingeloven § 26, hvor karakteren og alvoren af kriminaliteten holdes op mod udlændingens tilknytning til Danmark og hjemlandet, jf. EMRK artikel 8 og kriterierne fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis. Spørgsmålet er navnlig:

• i hvilket omfang det forhold, at gerningsmanden er straffri, begrænser den vægt, drabsforsøget kan tillægges i proportionalitetsafvejningen, og
• hvilken betydning det skal have, at sindssygdommen var selvforskyldt som følge af stofmisbrug.

Fra Højesterets praksis kan bl.a. nævnes U.2023.5066H (udvisning med 6 års indrejseforbud for medvirken til drab af en udlænding uden reel tilknytning til andet land end Danmark) og U.2023.5549H (udvisning med 6 års indrejseforbud for våbenkriminalitet), der belyser, at udvisning ikke er udelukket, selv om tilknytningen til modtagerstaten er begrænset eller ikke-eksisterende.

Procesbevillingsnævnets meddelelse af 3.-instansbevilling (j.nr. 25/02962)

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, således at landsrettens dom kan ankes til Højesteret, jf. retsplejeloven § 932.

Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om proportionalitetsvurderingen ved udvisning af en udlænding, der er fundet straffri som følge af utilregnelighed grundet en — i sagens sammenhæng selvforskyldt, stofudløst — tilstand af sindssygdom på gerningstidspunktet.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/02962.