Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om generhvervelse af førerret efter 23 års frakendelse for bestandig og overgangsbestemmelsen i lov nr. 363 af 2005

Frakendelsen for bestandig i 2001 og de efterfølgende færdselslovsovertrædelser

Ved dom af 20. februar 2001 blev manden frakendt førerretten for bestandig for spirituskørsel, jf. færdselsloven § 53, stk. 1. Han var forud for denne dom tre gange tidligere straffet for overtrædelser af bl.a. færdselsloven § 53, stk. 1.

Efter frakendelsen for bestandig fortsatte manden med at begå færdselslovsovertrædelser:

Ved dommen af 23. marts 2023 lagde retten til grund, at alkoholkoncentrationen i blodet oversteg 0,5 promille, og at der var tale om et femtegangstilfælde af spirituskørsel. Der blev imidlertid ikke truffet bestemmelse om en ny førerretsfrakendelse, hvorfor frakendelsen for bestandig fra 2001 stod uberørt.

Anmodningen om generhvervelse og påberåbelsen af overgangsbestemmelsen i lov nr. 363 af 2005

Den 20. juni 2023 anmodede manden om generhvervelse af førerretten. Han henviste navnlig til, at han ville have fået førerretten gengivet efter den særlige overgangsbestemmelse i § 3, stk. 3, i lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af færdselsloven (Sanktionsfastsættelse i sager om spirituskørsel m.v.), hvis han havde anmodet om det den 20. februar 2011.

Loven indførte det princip, at der som udgangspunkt ikke længere kan ske frakendelse af førerretten for bestandig, men højst for et tidsrum af 10 år. Overgangsbestemmelsen i § 3, stk. 3, bestemmer:

Personer, der inden den 1. september 2005 var frakendt retten til at føre et motordrevet køretøj for bestandig, kan generhverve førerretten, når der er forløbet 10 år fra den seneste dom, hvorved den pågældende blev frakendt førerretten for bestandig, medmindre de hensyn, der er nævnt i § 128, stk. 3, taler imod en generhvervelse.

De hensyn, der henvises til, fremgår af færdselsloven § 128, stk. 3, hvorefter førerretten kan frakendes for bestandig, hvis føreren har begået grove kørselsfejl, kørslen har resulteret i alvorlig personskade, og tidligere overtrædelser gør en frakendelse for bestandig påkrævet af hensyn til færdselssikkerheden og retshåndhævelsen.

Byretten og Østre Landsret afslog generhvervelse efter den almindelige regel i § 132

Byretten lagde til grund, at der var forløbet ca. 23 år, siden manden blev frakendt førerretten for bestandig. Retten fandt imidlertid ikke, at hans arbejdsmæssige og bopælsmæssige forhold kunne begrunde, at han i medfør af færdselsloven § 132, stk. 1, 4. pkt. rent undtagelsesvist skulle gengives førerretten. At han efter overgangsbestemmelsen havde kunnet søge om generhvervelse, kunne ikke føre til et andet resultat. Anmodningen blev derfor ikke taget til følge.

Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelse ved kendelse af 11. oktober 2024 (SS-1039/2024-OLR). Landsretten bemærkede, at de hensyn, der er nævnt i færdselsloven § 128, stk. 3, efter de foreliggende oplysninger ikke talte imod, at førerretten blev gengivet manden. Landsretten fandt imidlertid:

at det ikke kunne antages at have været hensigten med overgangsbestemmelsen, at en person som manden, der var frakendt førerretten for bestandig, og som inden indgivelse af anmodning var dømt i 2023 for et femtegangstilfælde af spirituskørsel, skulle have mulighed for at generhverve førerretten alene med henvisning til overgangsbestemmelsen.

Spørgsmålet skulle derfor vurderes efter den almindelige bestemmelse i færdselsloven § 132. Landsretten fandt ikke sådanne ganske særlige omstændigheder, at der undtagelsesvist var grundlag for generhvervelse, og det kunne ikke ændre vurderingen, at manden efter den 20. februar 2011 havde haft mulighed for at generhverve førerretten efter overgangsbestemmelsen.

Det principielle spørgsmål: overgangsbestemmelse eller almindelig § 132-vurdering

Sagen rejser det principielle spørgsmål om samspillet mellem overgangsbestemmelsen i § 3, stk. 3, i lov nr. 363 af 24. maj 2005 og den almindelige generhvervelsesregel i færdselsloven § 132.

Kernen er, om en person, der inden den 1. september 2005 var frakendt førerretten for bestandig, fortsat kan påberåbe sig overgangsbestemmelsens lempelige adgang til generhvervelse efter 10 år, når den pågældende i den mellemliggende periode har begået ny, ligeartet færdselskriminalitet — herunder en femte spirituskørsel — uden at der blev truffet bestemmelse om en ny førerretsfrakendelse. Spørgsmålet har betydning ud over den konkrete sag og er egnet til principiel afklaring i Højesteret.

Procesbevillingsnævnets afgørelse: 3.-instansbevilling meddelt (j.nr. 24/26761)

Procesbevillingsnævnet meddelte manden 3.-instansbevilling, således at Østre Landsrets kendelse om afslag på generhvervelse kunne kæres til Højesteret, jf. retsplejeloven § 392, stk. 3. Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om fortolkningen og rækkevidden af overgangsbestemmelsen i lov nr. 363 af 24. maj 2005 sammenholdt med færdselsloven § 132.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/26761.

Efterfølgende afgørelse: Højesteret afsagde den 12. august 2025 kendelse i sagen (22/2025) og stadfæstede afslaget. Højesteret bemærkede, at det havde været en fejl, at frakendelsen ikke ved 2023-dommen blev ændret til en tidsbegrænset frakendelse på 10 år, men fandt, at det ikke kunne antages at have været hensigten med overgangsbestemmelsen, at en person med ny, alvorlig færdselskriminalitet kunne påberåbe sig den. Vurderingen skulle ske efter færdselsloven § 132, stk. 1, og der forelå ikke de krævede »ganske særlige omstændigheder«, navnlig fordi der kun var forløbet ca. 2½ år siden 2023-dommen, og manden så sent som i december 2024 var dømt for kørsel i frakendelsestiden.