ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling i to straffesager om grov narkotikakriminalitet. Det principielle spørgsmål er, om en tiltalts konvertering af en bevisanke til en udmålingsanke under ankesagens forberedelse — med den ressourcebesparelse det medfører — kan tillægges formildende virkning ved strafudmålingen, herunder efter den nyaffattede regel i straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.
Begge sager angik overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt. om grov, organiseret narkotikakriminalitet.
Fælles for begge sager var, at den tiltalte nægtede sig skyldig i byretten, og at han konverterede en bevisanke til en udmålingsanke under ankesagens forberedelse.
Straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, blev nyaffattet ved lov nr. 661 af 11. juni 2024.
Forud for lovændringen skulle det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen frivilligt havde angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.
Med lovændringen blev ordlyden ændret, så det ikke længere er et krav, at gerningspersonen har angivet sig selv. Det fremgår nu blot, at det i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen har aflagt tilståelse.
Forslaget lovfæster, at en tilståelse i almindelighed også skal indgå som en formildende omstændighed, når gerningsmanden ikke har angivet sig selv eller tilståelsen ikke er fuldstændig.
I den første sag fandt byretten det bevist, at tiltalte var skyldig. Straffen blev fastsat til fængsel i 17 år som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89. Byretten lagde vægt på mængden af kokain, at der var tale om organiseret kriminalitet, på tiltaltes rolle i organisationen og på, at straffen var fastsat i medfør af § 88, stk. 1, 2. pkt. Tiltalte blev desuden udvist med indrejseforbud i 6 år.
I den anden sag fandt byretten det ligeledes bevist, at tiltalte var skyldig, og fastsatte straffen til fængsel i 11 år som en fællesstraf. Byretten lagde vægt på mængden af kokain, tiltaltes rolle og på, at der var tale om organiseret kriminalitet.
| Sag | Byrettens straf | Øvrigt |
|---|---|---|
| Sag 1 (220,1 kg kokain + 12 kg hash) | Fængsel i 17 år (tillægsstraf, § 89) | Udvisning, indrejseforbud 6 år; § 88, stk. 1, 2. pkt. |
| Sag 2 (≥ 24 kg kokain) | Fængsel i 11 år (fællesstraf) | — |
I den første sag tiltrådte landsretten, at straffen var fastsat efter § 88, stk. 1, 2. pkt. Anklagemyndigheden havde — efter aftale med tiltalte og forsvareren — påstået formildelse under henvisning til blandt andet, at tiltaltes frafald af bevisanke havde medført en betydelig ressourcebesparelse.
Landsretten fandt, at der ikke forelå en tilståelse som anført i straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, og at der ikke i forarbejderne var holdepunkter for, at det at ændre en bevisanke til en udmålingsanke skulle medføre formildelse, selv om der ville være en ressourcebesparelse herved. Den af byretten udmålte straf — tillige fastsat efter § 89 — blev anset for passende. Landsretten fandt efter en samlet vurdering, at udvisning med indrejseforbud for bestandig ikke ville være et uproportionalt indgreb efter EMRK art. 8, og stadfæstede byrettens dom med den ændring, at tiltalte blev udvist med indrejseforbud for bestandig.
I den anden sag fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at fastslå, at byretten burde have udmålt en kortere straf end fængsel i 11 år. Landsretten bemærkede, at der ikke for byretten havde været anledning til at overveje, om sagen kunne fremmes efter reglerne om tilståelsessager, jf. retsplejelovens § 831, og at § 82, stk. 1, nr. 9, alene finder anvendelse ved sagernes behandling i første instans.
Landsretten fandt, at den omstændighed, at tiltalte havde frafaldet sin bevisanke, ikke bevirkede, at ankesagen kunne anses for at udgøre en tilståelsessag eller i øvrigt sidestilles med en sådan, hvorfor straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, ikke fandt anvendelse.
Landsretten fandt ikke grundlag for at tillægge bevisankefrafaldet formildende virkning, uanset at anklagemyndigheden efter drøftelser med forsvarsadvokaten netop med henvisning til ressourcebesparelsen havde påstået formildelse. Byrettens dom blev stadfæstet, idet straffen dog blev fastsat som en tillægsstraf, jf. § 89.
Problemstillingen knytter sig til den nyere højesteretspraksis om strafreduktion ved tilståelse efter den nyaffattede § 82, stk. 1, nr. 9. I sagerne SS-99/2024-HJR og SS-100/2024-HJR (begge afsagt 15. maj 2025) opstillede Højesteret seks kategorier for tilståelsesrabat og fastslog, at en tilståelse, der først afgives under anken af en domsmands- eller nævningesag, som klart udgangspunkt ikke skal tillægges betydning ved strafudmålingen (kategori 6).
De foreliggende sager rejser det beslægtede, men selvstændige spørgsmål, om selve konverteringen af en bevisanke til en udmålingsanke — uden egentlig tilståelse — og den deraf følgende ressourcebesparelse kan tillægges formildende vægt.
Procesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til anke til Højesteret (3.-instansbevilling, jf. retsplejelovens § 932) i begge straffesager. Sagerne er behandlet under j.nr. 24/32444 og 24/32566.
Nævnet har tidligere meddelt bevilling i fem sager om en tilsvarende problemstilling (j.nr. 24/22072, 24/22229, 24/25884, 24/26430 og 24/28592).
Det principielle spørgsmål, som Højesteret nu kan tage stilling til, er, om en tiltalts frafald af en bevisanke til fordel for en udmålingsanke — med den betydelige ressourcebesparelse det medfører — skal tillægges formildende virkning ved strafudmålingen, herunder om straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, kan finde anvendelse uden for førsteinstansbehandlingen.
