ProcesbevillingsnævnetEn kvinde, der efter et kattebid i 2017 udviklede komplekst regionalt smertesyndrom (CRPS), fik afslag på patienterstatning, fordi den indledende fejlbehandling ikke med overvejende sandsynlighed havde forårsaget hendes gener. Byretten og landsretten frifandt Ankenævnet for Patienterstatningen, men landsretten var splittet i et dissensvotum om årsagsforbindelse, da Retslægerådet vurderede, at CRPS'en var udløst af en kombination af kattebiddet og den nødvendige behandling. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til Højesteret.
I foråret 2017 blev kvinden bidt af en kat i hånden. Hun opsøgte først egen læge og rettede senere henvendelse til en skadestue, hvor hun blev sat i behandling med antibiotikum.
Forløbet forværredes:
I løbet af sommeren 2017 blev det konstateret, at kvinden havde begyndende refleksdystrofi (CRPS), og hun blev henvist til specialiseret ergoterapi og genoptræning. Efter udredning på en smerteklinik blev det i januar 2019 vurderet, at hun havde CRPS med muskelsvind.
Forløbet blev anmeldt til patienterstatningsmyndighederne.
I november 2019 fandt Patienterstatningen, at den indledende behandling ved egen læge og på skadestuen ikke havde været i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Den forsinkede behandling havde dog ikke med overvejende sandsynlighed ført til kvindens gener, herunder hendes CRPS. Der var derfor ikke grundlag for erstatning efter KEL § 20, stk. 1, nr. 1.
Kvinden klagede til Ankenævnet for Patienterstatningen, der stadfæstede afgørelsen med samme begrundelse — at den indledende manglende korrekte behandling ikke med overvejende sandsynlighed havde været af betydning for kvindens gener.
Ankenævnets afgørelse blev indbragt for domstolene med påstand om, at afgørelsen skulle ophæves og sagen hjemvises. For byretten gjorde kvinden gældende, at behandlingen ikke havde været i overensstemmelse med almindelige standarder på området.
Under byretssagen skete der forelæggelse for Retslægerådet, der udtalte blandt andet:
Kvindens CRPS var med en sandsynlighed på mere end 50 % udløst af en kombination af kattebiddet og den efterfølgende nødvendige behandling.
Rådet udtalte videre, at det ikke med sikkerhed kunne afgøres, hvornår i forløbet CRPS'en var udløst, eller hvad de enkelte delelementers bidrag var.
Byretten fandt det ikke godtgjort, at udviklingen af CRPS med overvejende sandsynlighed skyldtes, at den indledende behandling ikke blev udført, som en erfaren specialist ville have gjort, og at behandlingen i øvrigt ikke var årsag til generne. Ankenævnet blev frifundet.
Kvinden ankede, og for landsretten ændrede hun sit retlige grundlag til tålereglen, jf. KEL § 20, stk. 1, nr. 4, jf. § 19, stk. 1.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Frifandt ankenævnet | Anket |
| Landsretten | Stadfæstede efter stemmeflertal (2-1) | Ansøgt om 3.-instansbevilling |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
To voterende landsdommere udtalte, at selvom det i lyset af Retslægerådets udtalelse kunne lægges til grund, at den nødvendige behandling kunne have bidraget til udløsningen af CRPS, var det ikke godtgjort med overvejende sandsynlighed, at det var behandlingen, der havde udløst CRPS'en.
De lagde vægt på, at Retslægerådets udtalelse måtte forstås således, at det ikke med sikkerhed kunne afgøres, i hvilket omfang behandlingen havde bidraget til CRPS'en eller til skadens udvikling. Betingelserne for erstatning efter § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, var derfor ikke opfyldt.
Én voterende landsdommer henviste til forarbejderne til KEL § 20, stk. 1, nr. 4, hvorefter der foreligger en patientskade, hvis det fremstår som mere sandsynligt, at skaden er forårsaget af erstatningsbegrundende helbredelsesforanstaltninger, end at den er forårsaget på anden måde — herunder ved komplikationer i grundsygdommens forløb, som har udviklet sig uafhængigt af behandlingen.
Dommeren udledte heraf, at en patientskade også kan foreligge, hvis skaden er forårsaget ved komplikationer, der ikke har udviklet sig uafhængigt af behandlingen, men derimod er udløst af en kombination af grundsygdommen og behandlingen.
Med henvisning til Retslægerådets udtalelse fandt dommeren det overvejende sandsynligt, at behandlingen var en nødvendig betingelse for udløsningen af CRPS'en, og at kattebiddet (grundsygdommen) ikke var en tilstrækkelig betingelse. Der var derfor årsagsforbindelse mellem behandlingen og skaden, og dommeren voterede for at hjemvise sagen til fornyet behandling ved ankenævnet.
Landsretten traf afgørelse efter stemmeflertallet, og byrettens afgørelse blev stadfæstet.
Procesbevillingsnævnet meddelte kvinden 3.-instansbevilling, jf. retsplejeloven § 371, så landsrettens afgørelse kan prøves ved Højesteret.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om kausalitet i patientskadesager: Om der foreligger en erstatningsberettigende patientskade efter tålereglen i KEL § 20, stk. 1, nr. 4, jf. § 19, stk. 1, når skaden — her CRPS — er udløst af en kombination af grundsygdommen og den efterfølgende nødvendige behandling, og hvor behandlingen efter Retslægerådets vurdering er en nødvendig, men ikke i sig selv tilstrækkelig, betingelse for skaden. Spørgsmålet delte netop landsretten i et dissensvotum.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22478.
