Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om Flygtningekonventionens artikel 31 og varetægtsfængsling for dokumentfalsk ved udrejse

Anholdelse i lufthavnen ved udrejse og efterfølgende asylansøgning

Sagen udspringer af en anholdelse i Københavns Lufthavn kort før jul 2024. Den iranske kvinde var på vej ud af Danmark — efter et kort transitophold i lufthavnen under en rejse fra Sverige til Storbritannien — da hun blev anholdt og sigtet for dokumentfalsk efter straffeloven § 171, jf. § 172.

Under politiets afhøring ansøgte kvinden om asyl i Danmark med henvisning til, at hun var blevet truet og forfulgt af de iranske myndigheder. Hun havde ikke søgt asyl i andre lande forud herfor.

Ved grundlovsforhøret afgav kvinden forklaring om sin rejserute fra Iran via Tyrkiet og to andre europæiske lande inden indrejsen til Danmark, og hun nægtede sig skyldig i sigtelsen for dokumentfalsk.

Byrettens varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1

Byretten varetægtsfængslede kvinden i medfør af retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1, om unddragelsesrisiko.

Byretten fandt, at der var begrundet mistanke om, at kvinden havde gjort sig skyldig i den rejste sigtelse, og henviste til de foreliggende oplysninger, herunder:

• politiets undersøgelse af kvindens pas,
• hendes forklaring om, at hun havde fået frataget sit pas under opholdet i Tyrkiet og fået det tilbage med et visum isat,
• at hun undrede sig over, at hun ikke skulle afgive fingeraftryk i den forbindelse, og
• at hun tidligere havde rejst meget.

Under hensyn til kvindens manglende tilknytning til Danmark fandt byretten, at der var bestemte grunde til at antage, at hun på fri fod ville unddrage sig forfølgningen.

Henset til rejseruten og opholdene i andre lande — herunder ca. 20 dage i Tyrkiet, ca. 10 dage i Schweiz og nogle dage i Sverige — fandt retten endvidere, at Flygtningekonventionens artikel 31 ikke kunne føre til et andet resultat.

Kvinden kærede afgørelsen til landsretten med påstand om løsladelse og gjorde navnlig gældende, at varetægtsfængslingen var i strid med Flygtningekonventionens artikel 31.

Landsrettens stadfæstelse og fortolkning af Flygtningekonventionens artikel 31

Landsretten tiltrådte af de grunde, byretten havde anført, at der var begrundet mistanke om skyld i det påsigtede forhold, og at betingelserne for fængsling efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1 var opfyldt.

Om kvindens anbringende vedrørende Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1 udtalte landsretten, at bestemmelsen indebærer:

at flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning, og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig indenfor de kontraherende staters område, ikke skal kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.

Landsretten henviste herefter til Rigsadvokatmeddelelsen om dokument- og personelfalsk:

• Pkt. 2.1: I sager, hvor en udlænding søger asyl ved den første kontakt med danske myndigheder, skal eventuel strafforfølgning afvente, at udlændingemyndighederne tager stilling til asyl, og der skal i disse tilfælde ikke ske varetægtsfængsling.
• Pkt. 3.2: Straffesagen skal ikke afvente asylsagens endelige afgørelse i sager, hvor der bl.a. begås dokumentfalsk i forbindelse med udrejse af Danmark, da Flygtningekonventionens artikel 31 ikke finder anvendelse i sådanne sager.

Efter oplysningerne om rejseruten — herunder at kvinden senest havde opholdt sig i Sverige i flere dage forud for indrejsen i Danmark, sammenholdt med at hun havde søgt asyl i forbindelse med udrejse af Danmark — fandt landsretten, at artikel 31, stk. 1, ikke var til hinder for varetægtsfængsling, jf. retsplejeloven § 762, stk. 3.

Det principielle spørgsmål: rækkevidden af artikel 31 ved dokumentfalsk under udrejse

Sagens kerne er forholdet mellem Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, og adgangen til varetægtsfængsling efter retsplejeloven for dokumentfalsk.

Artikel 31, stk. 1, beskytter flygtninge, der kommer direkte fra et forfølgelsesområde og uopholdeligt henvender sig til myndighederne, mod straf for ulovlig indrejse eller ophold. Spørgsmålet i sagen er, om denne beskyttelse — og det dertil knyttede forbud mod varetægtsfængsling i Rigsadvokatmeddelelsens pkt. 2.1 — også omfatter en asylansøger, der:

• ikke kommer "direkte", men har haft længere ophold i en række tredjelande (Tyrkiet, Schweiz, Sverige) undervejs, og
• begår dokumentfalsk i forbindelse med udrejse af Danmark frem for ved indrejse.

Myndighedernes og landsrettens standpunkt er, at artikel 31 i en sådan udrejsesituation ikke finder anvendelse, jf. Rigsadvokatmeddelelsens pkt. 3.2. Da landsrettens kendelse er udvalgt til offentliggørelse i Ugeskrift for Retsvæsen, har spørgsmålet generel betydning for politiets og anklagemyndighedens praksis over for asylansøgere, der pågribes med falske rejsedokumenter ved udrejse.

Procesbevillingsnævnets meddelelse af 3.-instansbevilling (j.nr. 25/00515)

Procesbevillingsnævnet har meddelt kvinden tilladelse til at indbringe landsrettens kendelse for Højesteret, jf. reglerne om appeltilladelse i straffeprocessen, herunder retsplejeloven § 932.

Tilladelsen er begrundet i sagens principielle karakter: spørgsmålet om, hvorvidt Flygtningekonventionens artikel 31, stk. 1, er til hinder for varetægtsfængsling efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 1, af en asylansøger sigtet for dokumentfalsk begået i forbindelse med udrejse af Danmark.

Sagen er behandlet under j.nr. 25/00515. Landsrettens afgørelse er udvalgt til Ugeskrift for Retsvæsen og var på tidspunktet for nævnets nyhedstekst under redaktionel bearbejdning.