Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om ansvarsgrundlag for vibrationsskader på ejendom efter kommunes entreprisearbejde med pladevibrator

434 kg pladevibrator ved trafikknudepunkt og efterfølgende skader på naboejendom

I forbindelse med etableringen af et trafikknudepunkt anvendte en entreprenør, der var hyret af en kommune, en 434 kg tung pladevibrator til udjævning af underlaget ved lægning af fortov.

Efter entreprisen var gennemført, blev der konstateret skader på en ejendom, der lå i umiddelbar forlængelse af det areal, hvor pladevibratoren havde været anvendt. Ejendommens ejer — et selskab — anlagde herefter sag mod kommunen med påstand om betaling af 423.000 kr. i erstatning for de pådragne skader.

Kommunen nedlagde påstand om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb. Kommunen adciterede desuden entreprenøren med påstand om, at denne helt eller delvist skulle friholde kommunen for ethvert beløb, som kommunen måtte blive tilpligtet at betale selskabet. Den adciterede entreprenør påstod frifindelse.

Selskabets to ansvarsgrundlag: objektivt ansvar eller culpa

Selskabet gjorde sagen gældende på to alternative grundlag:

• Principalt — objektivt ansvar: Kommunen hæftede som følge af entreprisens karakter på et objektivt grundlag for enhver skade, der måtte være konstateret på selskabets ejendom.
• Subsidiært — culpa: Kommunen hæftede efter en sædvanlig culpanorm, fordi kommunen ikke havde truffet de nødvendige foranstaltninger til at sikre de omkringliggende bygninger — herunder ved vibrationsmålinger og geotekniske undersøgelser.

Sagens kerne var dermed, på hvilket ansvarsgrundlag en bygherre og dennes entreprenør hæfter for skader på tilstødende ejendomme som følge af vibrationer fra entreprisearbejde.

Byretten: culpaansvar for kommunen — entreprenøren friholder fuldt ud

Byretten lagde til grund, at der ved etableringen af fortovet var tale om en mindre entreprise, som ikke efter sin karakter, omfang eller udførelsesmåde stillede krav til bygherre og entreprenør om særlig forsigtighed eller særlige forholdsregler. Der kunne derfor ikke pålægges ansvar på objektivt grundlag.

Byretten fandt dog, at arbejdet kunne have været tilrettelagt således, at de vibrationsrelaterede skader kunne være undgået eller begrænset. Kommunen og entreprenøren hæftede derfor efter en culpanorm.

Byretten fastsatte erstatningen til 338.750 kr., som kommunen skulle betale til selskabet, men bestemte samtidig, at entreprenøren skulle friholde kommunen for samme beløb. Selskabet ankede dommen til Vestre Landsret.

Vestre Landsret: ingen erstatningspådragende adfærd — kommune og entreprenør frifindes

Vestre Landsret fandt ligesom byretten, at der ikke var grundlag for at statuere ansvar på objektivt grundlag.

Landsretten fandt det heller ikke godtgjort, at der i forbindelse med entreprisen var tilsidesat forskrifter vedrørende foretagelse af undersøgelser, herunder vibrationsmålinger, på en måde der kunne føre til erstatningsansvar. Samlet fandt landsretten, at der ikke var handlet erstatningspådragende, og tog kommunens frifindelsespåstand til følge. Som følge heraf blev også entreprenørens frifindelsespåstand taget til følge.

Landsrettens dom er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2024 side 5113 samt i Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling side 93.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i begge sager

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling efter retsplejeloven § 371, således at både hovedsagen og adcitationssagen kunne indbringes for Højesteret. Bevillingen blev givet, fordi sagen rejste et principielt spørgsmål om ansvarsgrundlaget — herunder samspillet mellem ulovbestemt objektivt ansvar og culpaansvar — ved vibrationsskader på tilstødende ejendomme i forbindelse med entreprisearbejde, samt fordelingen af ansvaret mellem bygherre og entreprenør.

Sagerne blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22783 og 24/28419.

Sagens efterfølgende afgørelse i Højesteret: Højesteret afsagde den 13. oktober 2025 dom i sagerne, jf. Kommune og entreprenør erstatningsansvarlige for vibrationsskader på naboejendom ved anlægsarbejde. Højesteret fandt det unødvendigt at tage stilling til det objektive ansvar, idet både kommunen og entreprenøren havde handlet ansvarspådragende efter culpareglen — kommunen ved en projekteringsfejl (manglende afklaring af vibrationsmålinger) og entreprenøren ved tilsidesættelse af sin agtpågivenhedspligt. Erstatningsbyrden blev fordelt ligeligt (50/50) efter erstatningsansvarsloven § 25, stk. 1.