ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i tre straffesager om grov narkotikakriminalitet, hvor det centrale spørgsmål er, hvilken vægt en tilståelse skal tillægges i formildende retning ved strafudmålingen efter den nyaffattede straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9. Lovændringen ved lov nr. 661 af 11. juni 2024 fjernede kravet om frivillig selvangivelse og fuldstændig tilståelse, og sagerne rejser spørgsmålet om rækkevidden af strafreduktionen i sager om overtrædelse af straffelovens § 191.
Procesbevillingsnævnet behandlede samtidigt tre straffesager, der alle angik strafudmåling for grov narkotikakriminalitet og navnlig den betydning, som en tilståelse skal tillægges i formildende retning efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.
De tre sager adskilte sig på faktum, men rejste den samme principielle problemstilling:
Det fælles retlige omdrejningspunkt er den nyaffattede straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, der blev ændret ved lov nr. 661 af 11. juni 2024 (gennemførelse af flerårsaftalen for domstolene 2024-27) med ikrafttræden den 15. juni 2024.
Forud for lovændringen skulle det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen frivilligt havde angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.
Med lovændringen er ordlyden ændret, så det ikke længere er et krav, at gerningspersonen har angivet sig selv — det fremgår nu blot, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at gerningspersonen har aflagt tilståelse.
Af forarbejderne fremgår, at en tilståelse stadig i højere grad kan medføre lavere straf, når den afgives tidligt, så politiet spares for længere efterforskning og sagen kan fremmes som tilståelsessag, mens der er mindre grund til reduktion, når tilståelsen først afgives sent under hovedforhandlingen. Sagerne rejser spørgsmålet om, hvor stor en strafreduktion en tilståelse konkret kan begrunde i grove narkotikasager.
| Sag | Forhold | Byrettens straf |
|---|---|---|
| Sag 1 | Forsøg på besiddelse/indsmugling af 300 kg kokain + § 260 | Fængsel i 16 år |
| Sag 2 | 336,49 g amfetamin m.v. + reststraf | Fængsel i 2 år (fællesstraf, inkl. reststraf på 367 dage) |
| Sag 3 | Ca. 20 kg kokain + våbenforhold | Fængsel i 14 år |
Sag 1: Byretten fandt det bevist, at tiltalte sammen med andre havde forsøgt at sætte sig i besiddelse af 300 kg kokain og var skyldig efter § 260. Ved straffastsættelsen lagde byretten vægt på sagens alvorlige karakter og tiltaltes rolle, hvor han aktivt bistod bagmændene med planlægning, organisering og tilrettelæggelse af forløbet i Danmark.
Sag 2: Tiltalte havde uden forbehold erkendt sig skyldig, og tilståelsen var støttet af de øvrige oplysninger. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år som en fællesstraf, der omfattede en reststraf på 367 dage, jf. straffelovens § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2. Byretten fandt, at tilståelsen skulle tillægges betydelig vægt i formildende retning, og udtalte, at straffen for de aktuelle forhold uden anvendelse af § 82, stk. 1, nr. 9 — henset til stoffernes mængde og karakter, antallet af berigelsesforhold og tiltaltes forstraffe — kunne udmåles til omkring 1 år og 6 måneder. Efter behørig hensyntagen til § 82, stk. 1, nr. 9, fastsattes fællesstraffen til fængsel i 2 år.
| Sag | Landsrettens afgørelse |
|---|---|
| Sag 1 | Stadfæstet (16 år) |
| Sag 2 | Stadfæstet (2 år) — med dissens |
| Sag 3 | Nedsat fra 14 til 12 år |
Sag 1: Landsretten fandt ikke grundlag for at lade tiltaltes erkendelse i landsretten indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse og stadfæstede byrettens dom.
Sag 2: Landsretten tiltrådte, at straffen skulle udmåles som en fællesstraf med reststraffen på 367 dage, og at tilståelsen efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9 og forarbejderne skulle tillægges betydelig vægt i formildende retning.
Sag 3: Landsretten fandt, at straffen — hvis der ikke skulle tages hensyn til tilståelsen — passende kunne udmåles til fængsel i 14 år. Under hensyntagen til, at sagen var gennemført som en tilståelsessag, og til tidspunktet for tilståelsen, blev straffen nedsat til .
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i alle tre straffesager, så Højesteret kan tage stilling til strafudmålingen og navnlig til, hvilken vægt en tilståelse skal tillægges i formildende retning efter den nyaffattede straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.
Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/25884, 24/26430 og 24/28592.
Procesbevillingsnævnet havde tidligere meddelt bevilling i to sager om en tilsvarende problemstilling (j.nr. 24/22072 og 24/22229). Disse førte til Højesterets dom af 15. maj 2025 (SS-99/2024-HJR), hvor Højesteret opstillede generelle retningslinjer for tilståelsesrabat inddelt i seks kategorier afhængigt af, hvornår tilståelsen afgives, og hvilken ressourcebesparelse den medfører — fra ca. en tredjedel eller mere ved selvanmeldelse og fuld tilståelse, ned til ingen rabat, når tilståelsen først afgives under anke. I den dom (en amfetaminsag med fællesstraf og reststraf på 367 dage) skærpede Højesteret straffen til fængsel i 2 år og 9 måneder.
Meddelelsen af bevilling i de tre nye sager afspejler, at strafudmålingen i grove narkotikasager efter lovændringen er af principiel karakter, og at Højesteret skal have lejlighed til yderligere at fastlægge rækkevidden af strafreduktionen efter § 82, stk. 1, nr. 9, i sager med meget høje strafniveauer.
Sag 3: Tiltalte havde ligeledes uden forbehold erkendt sig skyldig. Byretten idømte 14 års fængsel og lagde vægt på forholdenes karakter, mængderne af kokain, antallet af våben med ammunition, tiltaltes rolle, og at forholdene var begået i forening over en længere periode.
