Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om advokatpålæg i fogedsag og afvisning af kæremål indgivet af parten selv

Pantefogedudlæg, klage til fogedretten og advokatpålæg

Gældsstyrelsen foretog pantefogedudlæg hos borgeren, der påklagede udlægget til fogedretten.

Undervejs i fogedrettens behandling traf fogedretten to afgørelser af betydning for sagen:

• Fogedretten meddelte borgeren advokatpålæg, jf. retsplejeloven § 259, stk. 2, idet fogedretten fandt, at sagen af forskellige årsager ikke kunne behandles på hensigtsmæssig måde, uden at borgeren havde juridisk bistand.
• Fogedretten afslog samtidig en anmodning fra borgeren om at få sagen henvist til en anden fogedret.

Efter retsplejeloven § 259, stk. 2, 2. pkt., kan et advokatpålæg ikke selvstændigt indbringes for højere ret.

Borgerens kæremål over afslaget på henvisning til en anden fogedret

Borgeren iværksatte selv — altså uden advokat — et kæremål vedrørende fogedrettens beslutning om ikke at henvise sagen til den anden fogedret.

Kæreskriftet blev således indgivet af borgeren personligt, efter at fogedretten havde meddelt ham advokatpålæg.

Landsrettens afvisning af kæremålet

Landsretten afviste kæremålet.

Landsretten lagde vægt på, at kæreskriftet var indgivet af borgeren selv, efter at han var meddelt advokatpålæg af fogedretten. Herefter kunne kæreskriftet ikke anses for indgivet, jf. retsplejeloven § 259, stk. 4, og U 2015.570 H.

Efter § 259, stk. 4, betragtes processkrifter, der indgives af parten efter pålæggets meddelelse, som ikke indgivne, ligesom parten anses for udeblevet fra de retsmøder, der afholdes efter pålæggets meddelelse. Hvor særlige hensyn taler derfor, kan retten dog beskikke parten en advokat.

Landsretten fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at beskikke borgeren en advokat under kæremålet efter princippet i retsplejeloven § 259, stk. 4, 2. pkt. Kæren blev derfor afvist.

Det principielle spørgsmål om retsvirkningen af advokatpålæg ved kæremål indgivet af parten selv

Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvorvidt et kæreskrift indgivet af parten selv — efter at parten er meddelt advokatpålæg efter retsplejeloven § 259, stk. 2 — skal anses for ikke indgivet i medfør af retsplejeloven § 259, stk. 4, med den følge at kæremålet afvises, samt hvornår der under et sådant kæremål er grundlag for at beskikke parten en advokat efter princippet i § 259, stk. 4, 2. pkt.

Spørgsmålet har betydning for selvmøderes adgang til at få prøvet processuelle afgørelser, når de under en sag pålægges at lade sig repræsentere ved advokat.

Procesbevillingsnævnets meddelelse af 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens afgørelse om afvisning af kæremålet kan indbringes for Højesteret, jf. reglerne om appeltilladelse i retsplejeloven § 392.

Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen vurderes at være af principiel karakter, idet den angår rækkevidden af retsvirkningen i retsplejeloven § 259, stk. 4 for kæreskrifter, som en part selv indgiver efter et advokatpålæg.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/21519.