ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling i en sag om tvangsfuldbyrdelse af overvåget samvær, hvor bopælsforælderen trods tvangsbøder konsekvent havde nægtet at udlevere barnet. Både familieretten og landsretten fandt, at samværet uanset bopælsforælderens mangeårige, grundløse modarbejdelse ikke på nuværende tidspunkt kunne tvangsfuldbyrdes til barnets bedste. Sagen rejser det principielle spørgsmål om grænserne for fuldbyrdelse efter retsplejelovens kapitel 42 b.
Forældrene fik sammen et barn i 2012. Herefter verserede der ved domstolene en faderskabssag igennem ca. 10 år, hvorefter samværsforælderen blev anerkendt som barnets juridiske forælder.
Da faderskabet var fastslået, anmodede samværsforælderen om fastsættelse af samvær med barnet. Under sagens behandling i familieretten blev der indhentet en udtalelse fra en børnesagkyndig psykolog, der bl.a. konkluderede, at det havde haft store omkostninger for barnet ikke at have haft kontakt til samværsforælderen.
Familieretten traf afgørelse om, at der skulle gennemføres 4 overvågede samvær mellem barnet og samværsforælderen. Sagen blev indbragt for landsretten, der ændrede familierettens dom, så barnet skulle have 10 overvågede samvær med samværsforælderen.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Familieretten | Dom om samvær | 4 overvågede samvær |
| Landsretten | Ændrede familierettens dom | 10 overvågede samvær |
Bopælsforælderen udleverede ikke barnet til de overvågede samvær. Samværsforælderen anlagde derfor en med henblik på at få barnet udleveret efter reglerne i .
Familieretten afsagde kendelse om, at bopælsforælderen skulle udlevere barnet til samvær, da fuldbyrdelse kunne ske under hensyn til og varetage barnets bedste, jf. retsplejeloven § 456 p. Bopælsforælderen blev samtidig pålagt at betale tvangsbøder for hver gang, der ikke skete udlevering, jf. § 456 r, stk. 3.
Bopælsforælderen udleverede dog fortsat ikke barnet.
Familieretten besluttede at afholde et retsmøde med deltagelse af en børnesagkyndig psykolog. Psykologen konkluderede, at der ikke var noget til hinder for, at der kunne etableres overvåget samvær mellem barnet og samværsforælderen.
Psykologen konkluderede dog også, at der herefter alene stod tilbage at tvangsudlevere barnet, hvilket virkede uhensigtsmæssigt og potentielt traumatiserende og derfor ikke kunne anbefales.
Familieretten lagde til grund, at bopælsforælderen:
Desuagtet fandt familieretten, at det i hvert fald på nuværende tidspunkt ikke ville være bedst for barnet at blive tvangsudleveret. Retten lagde vægt på den børnesagkyndiges konklusion om tvangsudlevering og på, at en tvangsudlevering ikke ville være en endelig eller hensigtsmæssig løsning, idet den formentlig ville medføre en optrapning af konfliktniveauet mellem parterne.
Familieretten fandt på denne baggrund, at samværet ikke kunne tvangsfuldbyrdes til barnets bedste.
Landsretten tiltrådte, at der af hensyn til barnet og varetagelsen af barnets bedste ikke på nuværende tidspunkt kunne ske fuldbyrdelse af samvær efter reglerne i retsplejelovens kapitel 42 b, uanset at bopælsforælderen uden rimelig grund igennem mange år havde forhindret samværsforælderen i at få kontakt til barnet.
På denne baggrund stadfæstede landsretten familierettens kendelse.
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så landsrettens kendelse kan kæres til Højesteret, jf. retsplejeloven § 392, stk. 3.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om grænserne for tvangsfuldbyrdelse af samvær efter retsplejelovens kapitel 42 b — herunder samspillet mellem hensynet til barnets bedste efter § 456 p og det forhold, at en bopælsforælder uden rimelig grund igennem mange år har modarbejdet kontakt og trods tvangsbøder nægtet at efterleve afgørelser om samvær.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/03559.
