ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte en tidligere ustraffet, psykisk syg mand 3.-instansbevilling til Højesteret i en straffesag, hvor han efter et enkeltstående trusselsforhold mod to hjemmehjælpere var idømt en ambulant psykiatrisk behandlingsdom uden længstetid. Sagen rejser det principielle spørgsmål, om en foranstaltning kan fastsættes uden tidsbegrænsning, når der alene er tale om ét forhold begået af en ikke tidligere straffet gerningsmand.
Den tiltaltes ægtefælle modtog hjemmehjælp i forbindelse med et sygdomsforløb. En formiddag i foråret 2022 blev den tiltalte oprevet under et hjemmebesøg, hvilket resulterede i, at han truede hjemmehjælperne.
Den tiltalte blev anholdt og kortvarigt indlagt på en psykiatrisk afdeling i forbindelse med episoden, hvor han blev vurderet psykotisk. Han var 61 år på gerningstidspunktet og ikke tidligere straffet.
Der blev i efteråret 2022 indhentet en retspsykiatrisk erklæring. Erklæringen konkluderede, at den tiltalte ikke var sindssyg på undersøgelsestidspunktet, men havde været det på gerningstidspunktet, og at han derfor var omfattet af straffelovens § 16, stk. 1.
Erklæringen anbefalede – hvis den tiltalte måtte blive fundet skyldig – dom til ambulant psykiatrisk behandling ved psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen.
Anklagemyndigheden rejste tiltale for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 (trusler om vold mod person i offentlig tjeneste) og nedlagde – som anbefalet i den retspsykiatriske erklæring – påstand om, at den tiltalte skulle dømmes til ambulant psykiatrisk behandling.
Anklagemyndigheden nedlagde samtidig påstand om, at der ikke skulle fastsættes en længstetid for foranstaltningen.
Sagen blev behandlet ved byretten i . Retten fandt den tiltalte i overtrædelse af og og dermed straffri.
Den tiltalte blev herefter dømt til at undergive sig ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid, henset til arten af den pådømte kriminalitet, jf. straffelovens § 68 og § 68 a, stk. 2.
Den tiltalte ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, således at foranstaltningen skulle fastsættes med en længstetid på 5 år.
Landsretten fandt efter indholdet af den psykiatriske erklæring og karakteren af den begåede kriminalitet, at det ville være hensigtsmæssigt for at forebygge yderligere lovovertrædelser, at den tiltalte skulle undergive sig psykiatrisk behandling, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke var tilstrækkelige.
Landsretten tiltrådte, at der ikke skulle fastsættes en længstetid, da en del af de fremsatte trusler var af den i straffelovens § 266 beskrevne art. Efter § 68 a, stk. 2 fastsættes der i almindelighed netop ingen længstetid ved bl.a. trusler af § 266-arten.
Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at den tiltalte siden forholdet i foråret 2022 ikke havde begået anden kriminalitet, ligesom han ikke tidligere var straffet.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten (forår 2024) | Skyldig i § 119, stk. 1; straffri efter § 16, stk. 1; ambulant behandlingsdom uden længstetid | Anket |
| Landsretten | Stadfæstede byrettens dom | Søgt for Højesteret |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte den tiltalte 3.-instansbevilling til at indbringe landsrettens dom for Højesteret, jf. retsplejeloven § 932.
Sagen rejser det principielle spørgsmål, om der kan fastsættes en tidsubestemt foranstaltning – ambulant psykiatrisk behandling uden længstetid efter straffelovens § 68 a, stk. 2 – over for en ikke tidligere straffet person på baggrund af et enkeltstående trusselsforhold, navnlig under hensyn til proportionaliteten mellem foranstaltningens indgribende og tidsubestemte karakter og den pådømte kriminalitet.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/10894.
