ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i en sag om, hvorvidt et færdselsuheld i 2015 under kørsel fra hjemmet til en daginstitution var omfattet af arbejdsskadesikringsloven, fordi den ansatte ressourcepædagog forinden havde forberedt sig til dagens arbejdsopgave hjemmefra i 15-20 minutter. Byretten frifandt Ankestyrelsen, mens Vestre Landsret med dissens ændrede dommen og fandt, at ulykken ikke var omfattet af loven.
En kvinde ansat som ressourcepædagog i en kommune kom i 2015 til skade i et færdselsuheld, der skete på vej fra hendes hjem til den daginstitution, hvor hun skulle arbejde den pågældende dag.
Forinden ulykken havde kvinden forberedt sig hjemmefra i ca. 15-20 minutter, hvor hun:
Kvinden havde en fast arbejdsplads hos kommunen, men hendes arbejde indebar, at hun skulle tage ud til forskellige daginstitutioner. Hun havde ikke indrettet en egentlig hjemmearbejdsplads.
Ankestyrelsen fandt i en afgørelse fra 2021, at kvinden var omfattet af arbejdsskadesikringsloven, da hun havde påbegyndt sit arbejde hjemmefra, da skaden skete.
Den kommune, kvinden var ansat i, anlagde herefter sag mod Ankestyrelsen med påstand om, at Ankestyrelsen skulle anerkende, at færdselsuheldet i 2015 ikke var omfattet af arbejdsskadesikringsloven, jf. arbejdsskadesikringsloven § 5 og § 4, stk. 3.
Ankestyrelsen påstod frifindelse, subsidiært hjemvisning.
Byretten henviste til, at skader opstået under befordring til og fra arbejde som udgangspunkt ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, jf. lovens § 4, stk. 3, og den dagældende bekendtgørelse nr. 939 af 26. november 2003 om arbejdsskadesikring under befordring til og fra arbejde.
Retten henviste videre til, at det fremgår af forarbejderne til § 4, stk. 3, at befordring i visse situationer kan have karakter af egentligt arbejde i arbejdsgivers interesse, og at den ansatte i så fald vil være omfattet af loven under denne befordring.
Uanset, at der var tale om arbejde i et kortere tidsrum, fandt retten efter opgavernes karakter og nære tilknytning til arbejdet, at kvinden før transportens påbegyndelse udførte et egentligt stykke arbejde i arbejdsgivers interesse, som arbejdsgiver var den nærmeste til at bære ansvaret for.
Retten fandt efter en samlet vurdering, at der ikke var det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse, og tog derfor frifindelsespåstanden til følge.
Kommunen ankede dommen til Vestre Landsret.
Landsretten ændrede med dissens byrettens dom.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Dom — skaden omfattet af loven | Ankestyrelsen frifundet |
| Vestre Landsret | Dom (dissens 2-1) — skaden ikke omfattet | Kommunens påstand taget til følge |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Flertallet fandt, at forholdet ikke var omfattet af eksemplerne i bekendtgørelsens § 3, og at spørgsmålet derfor var, om udførelsen af hjemmearbejdet indebar, at tjenesteforholdet til kommunen eller hensynet til kommunens interesser på anden vis havde haft en sådan indflydelse på befordringen fra hjemmet til arbejdspladsen, at skaden var omfattet af loven.
Flertallet lagde til grund, at:
Der var ikke noget til hinder for, at kvinden kunne have forberedt arbejdet på et tidligere tidspunkt eller på arbejdspladsen, og kommunen havde ikke konkret haft nogen fordel af, at kvinden valgte at forberede sig som sket. Tjenesteforholdet eller hensynet til kommunens interesser havde derfor ikke haft en sådan indflydelse på befordringen, at der var grundlag for at fravige udgangspunktet. Flertallet stemte for at tage kommunens påstand til følge.
Mindretallet fandt, at kvinden var i færd med at arbejde, da hun kom til skade under kørslen til daginstitutionen. Det udførte arbejde — navnlig forberedelsen til den planlagte observation samme dag — havde en tidsmæssig og naturlig forbindelse til arbejdet og skete derfor i arbejdsgiverens interesse.
Ankestyrelsen havde herefter godtgjort, at ulykken skete i forbindelse med arbejdet eller de forhold, det var foregået under, og ulykken var derfor omfattet af arbejdsskadesikringsloven, jf. også U 2010.963/2 V. Mindretallet stemte for at stadfæste byrettens dom.
Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet, således at Ankestyrelsen blev tilpligtet at anerkende, at kvinden ikke ved færdselsuheldet havde været omfattet af arbejdsskadesikringsloven. Dommen er trykt under U 2024.4689 V.
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så landsrettens dom kan prøves ved Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår forberedelse af arbejde hjemmefra — uden en egentlig hjemmearbejdsplads — bevirker, at den efterfølgende befordring til arbejdspladsen får karakter af egentligt arbejde i arbejdsgivers interesse, der omfattes af arbejdsskadesikringsloven, jf. lovens § 4, stk. 3. Spørgsmålet har fået fornyet aktualitet i lyset af udbredelsen af hjemmearbejde.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22514.
