ProcesbevillingsnævnetSagen angår, om en debitors mailsvar af 26. oktober 2019 om, at han ikke havde mulighed for at tilbagebetale et lån på ca. 1,2 mio. kr., udgjorde en skylderkendelse, der afbrød forældelsen efter forældelseslovens § 15. Både byret og landsret fandt, at forældelsen var afbrudt, og at kravet derfor ikke var forældet. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til prøvelse for Højesteret.
Ved et gældsbrev underskrevet den 30. november 2011 erkendte en debitor at skylde et selskab ca. 1,2 mio. kr.
I en mail af 25. oktober 2019 spurgte selskabet debitor til, hvordan han havde tænkt sig, at lånet i henhold til gældsbrevet skulle indfries. Debitor svarede ved mail af 26. oktober 2019 bl.a.:
"Jeg har ikke mulighed for at tilbagebetale lånet nu"
"Privat har jeg ingen mulighed for at betale"
Da debitor ikke betalte, anlagde selskabet den 20. april 2022 sag mod ham med påstand om betaling i overensstemmelse med gældsbrevet.
Debitor påstod frifindelse og gjorde navnlig gældende, at det eventuelle krav i henhold til gældsbrevet var forældet, herunder at der ikke forelå en skylderkendelse, som havde afbrudt forældelsesfristen, jf. forældelseslovens § 15.
Efter bestemmelsen afbrydes forældelsen,
"når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse."
Det centrale spørgsmål var således, om debitors mail af 26. oktober 2019 — hvor han beskrev sin økonomiske situation uden at gøre indsigelse mod gælden — udgjorde en sådan erkendelse.
Byretten lagde til grund, at debitor havde været vidende om, hvilket gældsbrev der blev omtalt i selskabets mail af 25. oktober 2019, da han besvarede den 26. oktober 2019.
Efter indholdet af mailen — hvori debitor ikke gjorde indsigelse mod gældsbrevet, men beskrev sin økonomiske situation — fandt byretten, at debitor ved sin handlemåde havde erkendt sin forpligtelse i henhold til gældsbrevet, og at forældelsesfristen således blev afbrudt ved mailen, jf. forældelseslovens § 15.
Da sagen blev anlagt den 20. april 2022, var der herefter ikke indtrådt forældelse, og debitor blev dømt til at betale til selskabet.
Landsretten lagde til grund, at der ikke eksisterede andre gældsbreve mellem debitor og selskabet, og at det derfor måtte have stået klart for begge parter, at korrespondancen omhandlede gælden i henhold til gældsbrevet af 30. november 2011.
Under hensyn til, at debitor i sit svar bekræftede eksistensen af gælden og ikke gjorde indsigelse mod denne, fandt landsretten, at han derved havde erkendt sin forpligtelse på en sådan måde, at selskabet med føje havde fået den opfattelse, at der ikke var rimelig anledning til at iværksætte retsforfølgning.
Forældelsen blev derfor afbrudt den 26. oktober 2019, og da der herefter løb en ny forældelsesfrist på 10 år fra denne dato, var der ikke indtrådt forældelse. Landsretten stadfæstede byrettens dom.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Betalingspåstand taget til følge; mail udgjorde skylderkendelse | Debitor dømt |
| Vestre Landsret | Stadfæstede byrettens dom | Anke til Højesteret søgt |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Dommen er trykt i U 2025.2256 V.
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til prøvelse af landsrettens dom for Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår en debitors handlemåde — her et mailsvar, der beskriver manglende betalingsevne uden at gøre indsigelse mod kravet — udgør en skylderkendelse, der afbryder forældelsen efter forældelseslovens § 15 og dermed udløser en ny forældelsesfrist.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/09555.
