ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at Østre Landsrets kendelse om tredjemandsedition kunne kæres til Højesteret. Sagen udspringer af kapitalejeres erstatningssag mod en tidligere bankdirektør, hvor landsretten — modsat tidligere instanser — pålagde banken som tredjemand at udlevere de dokumenter, banken via partsedition var blevet pålagt at fremlægge i parallelle prøvesager. Det principielle spørgsmål er, om hensynet til en tredjemands sædvanlige partsbeføjelser bortfalder, når tredjemanden allerede som part er pålagt at fremlægge de samme dokumenter.
En række kapitalejere indledte i 2020 en erstatningssag mod en tidligere administrerende direktør i en større bank. Sagen angik direktørens påståede personlige ledelsesansvar, og den blev behandlet i byretten i 1. instans.
Kapitalejerne procestilvarslede banken i sagen, dvs. de varslede banken med forbehold om eventuelt senere at inddrage den som part. Den tidligere direktør gjorde gældende, at han ikke længere var i besiddelse af de relevante dokumenter, og kapitalejerne var derfor henvist til at søge materialet udleveret fra banken.
Under byrettens behandling fremsatte kapitalejerne en editionsanmodning over for banken vedrørende en række nærmere specificerede dokumenter. Både byretten og landsretten afslog at efterkomme begæringen om tredjemandsedition.
Afslaget blev begrundet med, at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at editionen ville føre til, at banken blev part i den verserende sag, som editionen angik. Et pålæg om edition efter retsplejelovens § 299, stk. 1 ville derfor kunne gøre bankens sædvanlige partsbeføjelser illusoriske under en eventuel senere sag mod banken.
Retten kan efter begæring af en part pålægge tredjemand at forevise eller udlevere dokumenter, der er undergivet hans rådighed, og som har betydning for sagen [...]
Den processuelle pointe er, at manglende efterkommelse af et tredjemandseditionspålæg kan gennemtvinges med vidnetvang efter § 299, stk. 2, mens manglende efterkommelse af et partseditionspålæg efter retsplejelovens § 298 alene har processuel skadevirkning. En tredjemand, der risikerer at blive part, ville derved blive stillet ringere, end partseditionsreglerne tilsiger.
Efter de første afslag indtrådte to væsentlige ændringer:
Dermed var banken ikke længere blot en potentiel fremtidig part, men allerede part i parallelle sager — og allerede som part pålagt at fremlægge de omhandlede dokumenter.
Den tidligere administrerende direktør blev frifundet i byretten, og dommen blev anket til Østre Landsret. Her fremsatte kapitalejerne på ny en anmodning om tredjemandsedition over for banken.
Editionsanmodningen angik nu netop de dokumenter, som banken ved partsedition var blevet pålagt og måtte vælge at fremlægge i prøvesagerne. Anmodningen var således afgrænset til ikke at pålægge banken at fremlægge mere, end den allerede var forpligtet til som part.
Landsretten fandt, at det tidligere bærende hensyn var bortfaldet:
Da editionsanmodningen alene vedrører de dokumenter, som banken måtte vælge at fremlægge i prøvesagerne, er der ikke længere et særligt hensyn at tage til bankens sædvanlige partsbeføjelser i de civile sager anlagt direkte mod banken.
Da banken ikke havde bestridt relevansen af de enkelte dokumenter eller gjort indsigelse mod editionspåstandens formulering, og da den tidligere direktørs indsigelser ikke kunne føre til en ændret vurdering, tog landsretten editionsanmodningen til følge. Forløbet fremgår af Østre Landsrets kendelse af 18. december 2024 (BS-55697/2022-OLR).
Sagen rejser det principielle spørgsmål, om og hvornår hensynet til en tredjemands sædvanlige partsbeføjelser kan tilsidesættes ved et pålæg om tredjemandsedition efter retsplejelovens § 299.
Kernen er, om hensynet bortfalder, når:
Spørgsmålet har betydning for grænsedragningen mellem partsedition (§ 298) og tredjemandsedition (§ 299), herunder risikoen for, at en part omgår partseditionsreglernes mildere sanktionsregime ved i stedet at anvende tredjemandsedition.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at Østre Landsrets kendelse om tredjemandsedition kunne indbringes for Højesteret. Tilladelsen blev givet, fordi sagen findes at være af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3 om kæretilladelse til Højesteret.
Den principielle problemstilling er fastlæggelsen af, under hvilke betingelser et pålæg om tredjemandsedition kan meddeles, når tredjemanden allerede som part er undergivet en tilsvarende fremlæggelsespligt, og hensynet til tredjemandens partsbeføjelser dermed efter landsrettens opfattelse ikke længere gør sig gældende.
Sagerne er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/00190 og 25/00192.
