ProcesbevillingsnævnetEn aktionær (selskab A) sagsøgte revisor for det selskab, hvis aktier var købt, med krav på principalt 25 mio. kr. Byretten afviste det principale krav (påstand 1) på grund af manglende søgsmålskompetence, men fremmede et mindre krav (påstand 2). Efter en uklarhed om, hvorvidt kære krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse, kærede selskab A for sent, og Østre Landsret (UfR 2024.1613 Ø) nægtede at admittere kæremålet. Procesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til, at landsrettens afgørelse kan kæres — sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvilke kæreregler og frister der gælder for en delafgørelse, der afslutter behandlingen af ét af sagens krav.
Selskab A købte i december 2014 en del af aktiekapitalen i selskab B. I 2021 anlagde selskab A sag mod det revisionsfirma, der havde været revisor for selskab B i perioden 2013-2017.
For byretten nedlagde selskab A to påstande:
Revisionsselskabet nedlagde heroverfor principal påstand om afvisning, bl.a. med henvisning til, at selskab A ikke havde søgsmålskompetence. Byretten udskilte spørgsmålet om søgsmålskompetence til særskilt behandling efter retsplejeloven § 253, stk. 1.
Ved kendelse af 7. juni 2023 afviste byretten selskab A's påstand 1 under henvisning til manglende søgsmålskompetence vedrørende dette krav, mens det blev bestemt, at sagen skulle fremmes til realitetsbehandling vedrørende påstand 2.
Byretten fremsendte i forbindelse med kendelsen en kærevejledning om retsplejeloven § 253, stk. 4 og § 253, stk. 5.
Selskab A ansøgte den 21. juni 2023 om Procesbevillingsnævnets tilladelse til kære til Østre Landsret.
Ved brev af 10. november 2023 meddelte Procesbevillingsnævnet, at det efter nævnets opfattelse , om kære krævede nævnets tilladelse efter .
Det blev herefter telefonisk aftalt med advokaten for selskab A, at man i stedet ville kære kendelsen til landsretten direkte via byretten. Den 17. november 2023 anmodede selskab A landsretten om tilladelse til kære efter kærefristens udløb.
Landsretten fandt ikke grundlag for undtagelsesvis at tillade kære efter kærefristens udløb, jf. retsplejeloven § 394, stk. 2.
Landsrettens begrundelse byggede på en sondring i delafgørelsesreglerne:
Det påhvilede partsrepræsentanten for selskab A at undersøge reglerne for iværksættelse af kære, og byrettens vedlagte kærevejledning om § 253, stk. 4 og 5, var adresseret til begge parter og havde generel karakter.
Landsretten tog herefter ikke anmodningen om tilladelse til kære efter fristens udløb til følge. Afgørelsen er trykt i UfR 2024.1613 Ø (Østre Landsret, sag BS-57324/2023-OLR).
Sagens kerne er samspillet mellem delafgørelsesreglerne i retsplejeloven § 253 og de almindelige kæreregler:
Sondringen er afgørende for, om en part skal søge Procesbevillingsnævnets tilladelse eller kære direkte inden for 2-ugersfristen — og dermed for, om en for sent iværksat kære kan afvises. Spørgsmålet har generel betydning for parters retssikkerhed ved delafgørelser og for rækkevidden af byretternes kærevejledning.
Procesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til kære af Østre Landsrets afgørelse i UfR 2024.1613 Ø, så spørgsmålet om kære af en delafgørelse, der har afsluttet behandlingen af ét af kravene i sagen, kan prøves ved en højere ret.
Tilladelsen er meddelt, fordi sagen rejser et spørgsmål af principiel karakter om, hvilke kæreregler og hvilken frist der gælder, når en delafgørelse efter retsplejeloven § 253 afslutter behandlingen af ét af sagens krav — herunder samspillet med 2-ugersfristen i § 394, stk. 1 og adgangen til undtagelsesvis at tillade kære efter fristens udløb, jf. § 394, stk. 2.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/01956.
