ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at en landsretskendelse om varetægtsfængsling kunne indbringes for Højesteret. Sagen rejser det principielle spørgsmål, om en kvinde sigtet for drab efter straffeloven § 237 kan varetægtsfængsles af hensyn til retshåndhævelsen (retshåndhævelsesarrest), når hun erkender forholdet, men gør gældende, at det skal henføres under barnedrabsbestemmelsen i straffeloven § 238, der har en strafferamme på under de 6 år, som retshåndhævelsesarrest forudsætter.
En kvinde blev sigtet for drab efter straffeloven § 237, subsidiært for overtrædelse af straffeloven § 238, stk. 1 om barnedrab.
Efter straffeloven § 238, stk. 1 straffes en moder, som dræber sit barn under eller straks efter fødslen, med fængsel indtil 4 år, når det må formodes, at hun har handlet i nød, af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed. Til sammenligning straffes manddrab efter straffeloven § 237 med fængsel fra 5 år indtil på livstid.
Kvinden:
Under grundlovsforhøret blev hun varetægtsfængslet efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 om påvirkningsrisiko (kollusionsfare).
På et efterfølgende retsmøde om forlængelse af varetægtsfængslingen påstod anklagemyndigheden kvinden fortsat fængslet på det hidtidige grundlag, retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3, subsidiært efter retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1 om retshåndhævelsesarrest.
Retshåndhævelsesarrest forudsætter efter bestemmelsen, at der foreligger en særligt bestyrket mistanke om en lovovertrædelse, som kan medføre fængsel i 6 år eller derover, og at hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod. Dette strafferammekrav er opfyldt for straffeloven § 237, men ikke for straffeloven § 238, hvis strafferamme er fængsel indtil 4 år.
Byretten fandt, at det måtte formodes, at kvinden dræbte barnet af frygt for vanære eller under påvirkning af en ved fødslen fremkaldt svækkelse, forvirring eller rådvildhed, jf. straffeloven § 238.
Ifølge byretten var:
Herefter fandt byretten, at der hverken var grundlag for varetægtsfængsling efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 eller efter retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1, og kvinden blev løsladt.
Anklagemyndigheden kærede kendelsen.
Af de grunde, som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at der ikke var grundlag for varetægtsfængsling efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3.
Landsretten fandt derimod, at der var særligt bestyrket mistanke om, at kvinden havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffeloven § 237. Det forhold, at kvinden gjorde gældende, at forholdet skulle henføres under straffeloven § 238, kunne ifølge landsretten ikke ændre ved denne vurdering.
Da hensynet til retshåndhævelsen efter oplysningerne om forholdets grovhed skønnedes at kræve, at kvinden ikke var på fri fod, fandt landsretten, at hun burde forblive varetægtsfængslet i medfør af retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1 om retshåndhævelsesarrest.
| Instans | Grundlag | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten (grundlovsforhør) | § 762, stk. 1, nr. 3 (påvirkningsrisiko) | Varetægtsfængslet |
| Byretten (forlængelse) | Hverken § 762, stk. 1, nr. 3 eller stk. 2, nr. 1 | Løsladt |
| Landsretten | § 762, stk. 2, nr. 1 (retshåndhævelsesarrest) | Fortsat varetægtsfængslet |
Sagen rejser det principielle spørgsmål, om grundlaget for retshåndhævelsesarrest efter retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1 kan støttes på en særligt bestyrket mistanke om drab efter straffeloven § 237 — og dermed opfylde strafferammekravet på 6 år eller derover — uanset at den sigtede erkender forholdet, men gør gældende, at det rettelig skal henføres under barnedrabsbestemmelsen i straffeloven § 238, hvis strafferamme på fængsel indtil 4 år ikke i sig selv ville kunne bære en retshåndhævelsesarrest.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens kendelse kunne indbringes for Højesteret, jf. reglerne om appeltilladelse i kæremål. Tilladelsen er begrundet i sagens principielle karakter vedrørende afgrænsningen af fængslingsgrundlaget og strafferammekravet ved retshåndhævelsesarrest, når der er uenighed om, hvorvidt et drab skal subsumeres under straffeloven § 237 eller straffeloven § 238.
