ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt kæretilladelse til Højesteret i en straffesag om fortsat varetægtsfængsling i surrogat på grundlag af kollusionsrisiko efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3. Det principielle spørgsmål er, om der fortsat var bestemte grunde til at antage, at den sigtede ved samstemning af forklaringer ville vanskeliggøre forfølgningen, når to medgerningsmænd havde fået deres sager afgjort som tilståelsessager, og den sidste medgerningsmand selv var varetægtsfængslet og endnu ikke havde afgivet forklaring.
Politiet indledte i 2023 en efterforskning mod blandt andre den sigtede mands bror i et større sagskompleks om organiseret narkotikakriminalitet. Ved hjælp af videoovervågning, aflytning og hemmelige ransagninger blev det afdækket, at manden sammen med broren og to andre formodede medgerningsmænd skulle have deltaget i håndteringen af de ulovlige stoffer.
I 2024 blev manden og de tre formodede medgerningsmænd — hvoraf de to var brødre til manden — anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., om grov narkotikakriminalitet.
Under grundlovsforhøret blev alle fire sigtede varetægtsfængslet på kollusionsrisiko i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.
Byretten fandt:
Den sigtede mand var tidligere dømt for overtrædelser af straffeloven, men frifundet efter straffelovens § 16, stk. 2. Under den aktuelle straffesag bestemte retten ved en efterfølgende fristforlængelse, at manden i lyset af de lægelige oplysninger burde være varetægtsfængslet i surrogat på en passende institution i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3.
Mandens to brødre fik efterfølgende deres sager afgjort som tilståelsessager. Den sidste formodede medgerningsmand forblev varetægtsfængslet.
Varetægtsfængslingen af den sigtede mand blev herefter frivilligt forlænget flere gange, indtil byretten — efter forsvarerens protest — på ny tog stilling til spørgsmålet om fortsat varetægtsfængsling.
Byretten fandt, at mistankegrundlaget var uændret. Da den sidste formodede medgerningsmand endnu ikke havde afgivet forklaring i sagen, fandt retten, at der stadig var bestemte grunde til at antage, at den sigtede mand på fri fod ville vanskeliggøre forfølgningen, navnlig ved at samstemme forklaringer med den formodede medgerningsmand.
Det forhold, at den formodede medgerningsmand stadig var varetægtsfængslet, var ifølge retten ikke af afgørende betydning.
Byretten fandt herefter, at grundlaget for rettens tidligere kendelser fortsat var til stede, og bestemte, at manden fortsat skulle være varetægtsfængslet i surrogat, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, jf. § 765, stk. 2, nr. 3.
Den formodede medgerningsmand blev samme dag afhørt af politiet.
Manden kærede byrettens kendelse til landsretten, som stadfæstede afgørelsen.
Landsretten var enig i byrettens resultat og begrundelsen herfor, og det, der var anført for landsretten, kunne ikke føre til et andet resultat.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Kendelse om fortsat varetægtsfængsling i surrogat | Fortsat fængsling |
| Landsretten | Kæremål | Stadfæstede byrettens kendelse |
| Procesbevillingsnævnet | Ansøgning om kæretilladelse til Højesteret | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte den sigtede mand tilladelse til kære til Højesteret af landsrettens kendelse.
Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om rækkevidden af kollusionsrisikoen efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3: Om der fortsat er bestemte grunde til at antage, at en sigtet ved samstemning af forklaringer vil vanskeliggøre forfølgningen, når
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/02321.
Procesbevillingsnævnet tager med tilladelsen ikke stilling til, om varetægtsfængslingen skal opretholdes — det afgøres alene af Højesteret.
