ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte en somalisk mand 3.-instansbevilling til at indbringe spørgsmålet om sin varetægtsfængsling for Højesteret. Manden var anholdt i Københavns Lufthavn under forsøg på udrejse til Irland og sigtet for personelfalsk efter at have forevist et ægte svensk pas tilhørende en anden person. Det principielle spørgsmål var, om Flygtningekonventionen er til hinder for varetægtsfængsling efter hjemrejseloven, når en asylansøger sigtes for dokumentmisbrug begået under transit gennem Danmark.
En mand fra Somalia blev anholdt i Københavns Lufthavn i forbindelse med sin udrejse af landet. Han havde haft et kortere ophold i Danmark med en enkelt overnatning efter at være ankommet med fly dagen forinden, og hans slutdestination var Irland.
Manden blev sigtet for overtrædelse af straffeloven § 174 om personelfalsk ved i paskontrollen at have forevist et ægte svensk nationalitetspas, der vedrørte en anden person end ham selv.
Ved sin første kontakt til politiet ansøgte manden om asyl i Danmark med den begrundelse, at hans liv var i fare i Somalia.
Manden blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør, hvor han erkendte de faktiske forhold. Han afgav forklaring om sin rejserute:
Under grundlovsforhøret var det fortsat mandens ønske at søge asyl i Danmark.
Byretten varetægtsfængslede manden i medfør af hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1.
Byretten fandt på grundlag af de foreliggende oplysninger, herunder mandens forklaring og erkendelse, at der var om, at han havde gjort sig skyldig i den rejste sigtelse.
Under henvisning til, at manden ikke havde søgt asyl ved sin indrejse, men først i forbindelse med forsøget på udrejse til Irland, fandt byretten, at Flygtningekonventionen ikke gav manden krav på, at straffesagen skulle sættes i bero på asylsagens afgørelse.
Da manden ikke havde fast bopæl her i landet, og da der var begrundet mistanke om en lovovertrædelse, der kunne medføre udvisning efter udlændingeloven §§ 22-24, fandt byretten betingelserne i hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1, opfyldt.
Manden kærede byrettens kendelse til landsretten, som stadfæstede afgørelsen med den begrundelse, at landsretten var enig i byrettens begrundelse og resultat.
Ved et retsmøde i byretten samme dag, som kæremålet blev behandlet i landsretten, blev manden løsladt til Udrejsecenter Ellebæk.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Varetægtsfængsling efter hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1 | Fængslet |
| Landsretten | Stadfæstede byrettens kendelse | Kære forkastet |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling (kære til Højesteret) | Tilladelse meddelt |
Sagen rejste det principielle spørgsmål, om Flygtningekonventionen (navnlig artikel 31, stk. 1, om straffrihed for flygtninge, der kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed var truet) er til hinder for varetægtsfængsling efter hjemrejseloven, når:
Kernen er, om der overhovedet kan foreligge begrundet mistanke om en strafbar handling — en forudsætning for varetægtsfængsling — hvis betingelserne for straffrihed efter konventionen er opfyldt.
Procesbevillingsnævnet meddelte den somaliske mand bevilling til at indbringe landsrettens stadfæstende kendelse om varetægtsfængsling for Højesteret, idet sagen blev anset for at være af principiel karakter for så vidt angår forholdet mellem Flygtningekonventionen og varetægtsfængsling efter hjemrejseloven.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/02082.
Højesteret tog efterfølgende — ved kendelse af 2. oktober 2025 (Sag 20/2025) — stilling til spørgsmålet og fastslog, at varetægtsfængsling af asylansøger for personelt falsk under transitrejse var uberettiget. Højesteret fandt, at konventionens artikel 31, stk. 1, også beskytter en flygtning, der benytter en anden persons pas ved udrejse fra et transitland, og at manden måtte anses for at være kommet direkte fra Somalia trods transitopholdene. Da betingelserne for straffrihed dermed var opfyldt, forelå der ikke begrundet mistanke om en strafbar handling, og betingelserne for varetægtsfængsling efter hjemrejseloven § 14, stk. 1, nr. 1, var ikke opfyldt.
