ProcesbevillingsnævnetEn lokaljournalist blev i to artikler i maj 2020 anset for at have overtrådt et navneforbud nedlagt i en straffesag mod en kommunalt ansat tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 220. Byretten fandt journalisten skyldig, men lod bøden bortfalde, mens landsretten med dissens (4-2) stadfæstede skyldsspørgsmålet og fastsatte en bøde på 10.000 kr. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så Højesteret kunne tage stilling til, hvornår indirekte identifikation overtræder et navneforbud, og om håndhævelse er forenelig med EMRK artikel 10.
Politiet modtog i juni 2020 en anmeldelse om overtrædelse af et navneforbud nedlagt i en straffesag. Anmeldelsen angik to artikler bragt i et lokalt tidsskrift, som tiltalte havde forfattet som journalist. Artiklerne omhandlede en straffesag, hvor en kommunalt ansat var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 220 — groft misbrug af en persons arbejdsmæssige, økonomiske eller behandlings- eller plejemæssige afhængighed til at skaffe sig samleje.
Artiklerne angav bl.a. følgende oplysninger:
Artiklerne nævnte derimod ikke direkte den tiltaltes navn, stilling eller bopæl. Anklagemyndigheden rejste i september 2022 tiltale med påstand om en bøde på 25.000 kr. for overtrædelse af retsplejelovens § 32 b, stk. 2, jf. § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4, jf. medieansvarslovens § 10, stk. 1, og til dels § 24.
Byretten fandt indledningsvist, at der ikke var grundlag for at antage, at navneforbuddet ikke havde været begrundet i hensyn som nævnt i retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3. Retten lagde til grund, at tiltalte havde skrevet artiklerne, at de indeholdt de oplysninger, der fremgik af anklageskriftet, og at tiltalte var bekendt med navneforbuddet.
To af rettens medlemmer fandt efter en samlet vurdering — herunder oplysningerne om den pågældendes alder, køn og chefs navn og stilling, at sagen drejede sig om misbrug af en stilling i kommunens socialforvaltning, og at vedkommende ikke længere var ansat — at det var muligt at identificere personen uden for en snæver kreds.
Det var endvidere foreneligt med Menneskerettighedskonventionens artikel 10 at håndhæve navneforbuddet, da det ikke var umuligt meningsfuldt at omtale sagen uden at give alle de oplysninger, der fremgik af artiklen, og som kunne identificere vedkommende.
Disse to medlemmer stemte for domfældelse efter anklageskriftet.
Ét medlem fandt, at det ud fra artiklens oplysninger ikke uden for en snæver kreds var muligt at identificere vedkommende, og at der dermed ikke forelå en overtrædelse. Dette medlem stemte for frifindelse.
Der blev afsagt dom efter stemmeflertallet, og tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse af retsplejelovens § 32 b, stk. 2, jf. § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4, jf. medieansvarslovens § 10, stk. 1, og til dels § 24. Retten fandt dog, at sagen ikke var afgjort inden for rimelig tid, uden at dette kunne bebrejdes tiltalte, og lod — under henvisning hertil og til tiltaltes personlige forhold — bøden, der efter forarbejderne skulle fastsættes til 25.000 kr., bortfalde efter straffelovens § 83, 2. pkt.
Landsretten tiltrådte indledningsvist, at der ikke var grundlag for at antage, at navneforbuddet ikke var begrundet i hensyn som nævnt i retsplejelovens § 31, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 3.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og tiltalte fandtes skyldig. Landsretten ændrede byrettens dom således, at tiltalte blev straffet med en bøde på 10.000 kr.
| Instans | Skyldsspørgsmål | Sanktion |
|---|---|---|
| Byretten | Skyldig (2-1) | Bøde 25.000 kr. — bortfaldt efter strl. § 83 |
| Landsretten | Skyldig (4-2) | Bøde 10.000 kr. |
Sagen rejser to principielle spørgsmål, som ikke entydigt kunne afgøres ud fra hidtidig praksis — illustreret ved den markante dissens i både byret og landsret:
Problemstillingen afvejer pressens rolle som offentlig vagthund mod hensynet til den tiltaltes privatliv og uskyldsformodning i en sag af betydelig offentlig interesse.
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, således at landsrettens dom kunne indbringes for Højesteret, jf. retsplejelovens § 932. Bevillingen blev meddelt, fordi sagen — om rækkevidden af navneforbuddet ved indirekte, samspillende identifikationsoplysninger og forholdet til ytringsfriheden efter EMRK artikel 10 — er af principiel karakter.
Sagen blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/16300.
Højesteret har efterfølgende afsagt dom i sagen og stadfæstede med 4 stemmer mod 1 landsrettens bøde på 10.000 kr., idet flertallet fandt, at artiklernes oplysninger samlet muliggjorde identifikation uden for en helt snæver kreds, og at håndhævelsen ikke var i strid med EMRK artikel 10, da mediernes omtale fuldt ud kunne ske uden de identificerende oplysninger (Højesterets dom af 21. april 2026, AM2026.04.21H).
