ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i en sag om, hvorvidt Udenrigsministeriet har en positiv pligt efter artikel 3, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions tillægsprotokol nr. 4 til at bistå et dansk barn med at komme til Danmark fra al-Roj-lejren i Syrien sammen med sin mor, der administrativt er frataget sit statsborgerskab. Byretten og Østre Landsret havde frifundet Udenrigsministeriet, idet handlepligten ansås opfyldt ved et stående tilbud om evakuering af barnet uden moderen. Tilladelsen er begrænset til alene at angå det barn, der fortsat befinder sig i lejren.
Tre danske børn opholdt sig i al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien sammen med deres mødre. Mødrene var administrativt blevet frataget deres danske statsborgerskab, og der verserede en sag herom ved de danske domstole.
Børnene blev alle tilbudt evakuering til Danmark — men på den betingelse, at deres mødre samtykkede i, at børnene blev evakueret uden dem. Det afviste mødrene.
Sagen blev herefter indbragt for retten med påstand om, at Udenrigsministeriet skulle bistå børnene med at komme til Danmark sammen med deres mødre.
Det retlige omdrejningspunkt var artikel 3, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions tillægsprotokol nr. 4, hvorefter:
ingen kan berøves retten til at indrejse i den stat, i hvilken han er statsborger.
I byretten blev sagen behandlet med tre dommere. Byretten frifandt — med dissens — Udenrigsministeriet.
Flertallet henviste til:
Mindretallet fandt — som det mindre i det mere — at sagen skulle hjemvises til Udenrigsministeriet med henblik på genbehandling.
Børnene ankede dommen til Østre Landsret.
Under behandlingen af sagen for landsretten besluttede den danske regering at tilbyde evakuering af to af børnene sammen med deres mor.
For landsretten nedlagde herefter alene det sidste barn påstand om, at Udenrigsministeriet skulle bistå barnet med at komme til Danmark sammen med sin mor.
Det fremgik af oplysninger fra Sundhedsstyrelsen, at:
Det var Sundhedsstyrelsens vurdering, at ophold under forholdene i al-Roj-lejren samt de manglende muligheder for relevant behandling ville medføre yderligere risiko for forværring af barnets helbredstilstand med varige mén.
Østre Landsret stadfæstede byrettens dom vedrørende det barn, der fortsat befandt sig i al-Roj-lejren (BS-1910/2023-OLR).
Landsretten henviste til, at det i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 14. september 2022 i sagen H.F. m.fl. mod Frankrig var fastslået, at artikel 3, stk. 2, i tillægsprotokol nr. 4 ikke sikrede en generel ret til repatriering.
Det fremgik imidlertid af præmis 260 og 261, at bestemmelsen under visse omstændigheder kunne indebære en positiv forpligtelse til at bistå en statsborger med indrejse. I relation til en sådan positiv pligt til at sikre, at indrejse er praktisk og effektiv, skulle bestemmelsen dog fortolkes indskrænkende, og der skulle foreligge ekstraordinære omstændigheder. Forelå sådanne, skulle myndighedernes beslutning være omgærdet af tilstrækkelige processuelle garantier til beskyttelse mod vilkårlighed.
Landsretten fandt, at barnets ophold i al-Roj-lejren var af en sådan karakter, at der forelå ekstraordinære omstændigheder, og at de danske myndigheder derfor havde en positiv pligt til at sikre, at barnets ret til indrejse var praktisk og effektiv.
Landsretten fandt dog ikke grundlag for at fastslå, at Udenrigsministeriet ved den tilbudte bistand havde tilsidesat denne handlepligt. Retten lagde vægt på:
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, jf. retsplejeloven § 371, således at landsrettens dom kan indbringes for Højesteret.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om rækkevidden af statens positive handlepligt efter artikel 3, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions tillægsprotokol nr. 4 — nærmere bestemt om Udenrigsministeriet har pligt til at bistå et dansk barn med at komme til Danmark fra al-Roj-lejren sammen med sin mor, når moderen administrativt er frataget sit statsborgerskab, og når et tilbud om evakuering af barnet alene uden moderen reelt ikke kan udnyttes.
Nævnets tilladelse er udtrykkeligt begrænset til alene at angå det barn, der fortsat befinder sig i al-Roj-lejren.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/04109.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten (3 dommere) | Frifandt Udenrigsministeriet med dissens | Anket |
| Østre Landsret | Stadfæstede frifindelsen vedr. det sidste barn | 3.-instansbevilling ansøgt |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling til Højesteret | Tilladelse meddelt (begrænset) |
Landsretten fandt heller ikke grundlag for at fastslå, at Udenrigsministeriet ved sagsbehandlingen og beslutningen om ikke at tilbyde barnet evakuering sammen med sin mor ikke i tilstrækkeligt og relevant omfang havde inddraget hensynet til barnet.
Landsretten konkluderede herefter, at Udenrigsministeriet ikke havde tilsidesat artikel 3, stk. 2, i tillægsprotokol nr. 4 i forbindelse med den bistand, der var ydet barnet.
