ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i en sag om statens (Civilstyrelsens) regreskrav mod en skadevolder for voldserstatning udbetalt af Erstatningsnævnet. Det principielle spørgsmål var, om det betydelige erstatningsansvar — udsprunget af forsætlig personfarlig vold begået i 2007 — kunne nedsættes eller bortfalde efter erstatningsansvarslovens § 24, når både byret og landsret havde dømt skadevolderen til at betale det fulde beløb.
Ved en episode i 2007 tildelte skadevolderen den forurettede flere knytnæveslag og spark i ansigtet og på kroppen. Hun truede desuden den forurettede samt spyttede og hev hende i håret.
Skadevolderen blev senere i 2007 dømt i straffesagen for overtrædelse af straffelovens § 123 (vidnetrusler), § 244 (vold) og § 260 (ulovlig tvang).
Som følge af hændelsen pådrog forurettede sig betydelige fysiske og psykiske skader, og hun gennemgik et årelangt forløb i kommunalt regi med henblik på udredning af arbejdsevnen.
Skadevolderen, der havde en årlig indkomst på ca. 230.000 kr., afviste at anerkende kravet, og Civilstyrelsen anlagde derfor sag mod hende i 2021.
Den retlige kerne i sagen var anvendelsen af lempelsesreglen i , hvorefter:
"Erstatningsansvar kan nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt."
Spørgsmålet var, om et meget stort erstatningskrav, som skadevolderen reelt næppe nogensinde ville kunne betale, kunne nedsættes — uagtet at ansvaret udsprang af forsætlig personfarlig kriminalitet.
Byretten fandt, at dansk rets almindelige betingelser om erstatningsansvar var opfyldt, og at det beløb, Erstatningsnævnet havde udbetalt, kunne kræves betalt af skadevolderen.
Ved vurderingen efter § 24 lagde byretten vægt på, at:
Efter en samlet vurdering fandt byretten, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at ansvaret undtagelsesvis kunne nedsættes eller bortfalde. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at det måtte anses for tvivlsomt, om skadevolderen nogensinde ville kunne betale det betydelige beløb.
Landsretten tiltrådte, at skadevolderen havde pådraget sig et erstatningsansvar, og at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at kravet rent undtagelsesvis kunne nedsættes eller bortfalde efter § 24.
Landsretten bemærkede desuden, at den lange tid, der var gået fra voldsepisoden i 2007 til den endelige behandling af erstatningskravet, ikke kunne føre til et andet resultat, og stadfæstede byrettens afgørelse.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Erstatningsansvar; § 24 ikke anvendt | Fuldt beløb |
| Landsretten | Stadfæstede byrettens dom | Fuldt beløb |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til Højesteret, jf. retsplejeloven § 371. Sagen blev fundet principiel, fordi den rejste spørgsmålet om rækkevidden af lempelsesreglen i erstatningsansvarsloven § 24 ved store regreskrav for offererstatning, der udspringer af forsætlig vold — herunder vægten af skadevolderens beskedne betalingsevne over for hensynet til, at ansvaret hviler på en forsætlig forbrydelse.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/27813.
Efterfølgende udfald ved Højesteret: Højesteret nåede et andet resultat end byret og landsret og nedsatte erstatningsansvaret til 250.000 kr. efter § 24, stk. 1. Højesteret lagde bl.a. vægt på, at de umiddelbare fysiske skader var begrænsede sammenholdt med det senere store erhvervsevnetab, at skadevolderen var ung (19 år) ved gerningen, og at hun ingen realistisk mulighed havde for at afvikle gælden — idet retten understregede, at forsætligheden ikke i sig selv udelukker anvendelse af den social-humanitære sikkerhedsventil, jf. dommen i sag BS-15705/2025-HJR.
