ProcesbevillingsnævnetEn 31-årig syrisk mand blev dømt for personelfalsk efter at have forevist en andens ægte italienske id-kort ved den dansk-tyske grænse. Både byret og landsret fandt, at Flygtningekonventionens artikel 31 ikke kunne fritage ham for straf, da han ikke var kommet direkte fra Syrien og havde oplyst, at han ikke ønskede asyl i Danmark. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så Højesteret kan tage stilling til artikel 31's rækkevidde som straffrihedsgrund.
I november 2022 blev en 31-årig syrisk mand anholdt ved den dansk-tyske grænse, fordi han foreviste et ægte italiensk identifikationskort, som tilhørte en anden person. Manden blev sigtet for personelfalsk efter straffeloven § 174.
Til politiet oplyste han, at han ville besøge en søster i Danmark og derefter søge asyl i Tyskland. Han forklarede desuden, at han oprindeligt var flygtet fra Syrien, hvor han var efterlyst, fordi han var deserteret fra den syriske hær.
I grundlovsforhøret erkendte manden sig skyldig og redegjorde for sin rejserute:
Han havde ikke søgt asyl i de øvrige lande undervejs.
Under henvisning til, at manden uden forbehold havde erkendt sig skyldig, og at tilståelsen støttedes af sagens øvrige oplysninger, fandt byretten det bevist, at han var skyldig i personelfalsk efter straffeloven § 174. Straffen blev fastsat til fængsel i 14 dage.
Byretten tog også anklagemyndighedens udvisningspåstand til følge, da udvisning ikke med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Retten lagde vægt på, at manden ikke havde nogen tilknytning til Danmark. Indrejseforbuddet blev fastsat til 6 år.
Efter byrettens dom ansøgte manden i december 2022 om asyl i Danmark og fik i november 2023 opholdstilladelse efter udlændingeloven § 7, stk. 1.
I januar 2024 ankede mandens nye forsvarer byrettens dom med påstand om frifindelse, navnlig med henvisning til Flygtningekonventionens artikel 31. Efter en samlet vurdering af sagsforløbet admitterede landsretten anken i april 2024. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. På tidspunktet for landsrettens behandling havde manden haft lovligt ophold i Danmark i ca. 9 måneder.
For landsretten forklarede manden bl.a., at han ved indrejsen ikke havde været klar over, om han skulle søge asyl, og at han ikke vidste, at det ikke var muligt at søge asyl i Tyskland, når han var anholdt i Danmark. Flygtningekonventionen havde ikke været nævnt over for ham.
Landsretten tiltrådte skyldkendelsen og vurderede herefter, om der forelå omstændigheder — herunder Flygtningekonventionens artikel 31 — der kunne begrunde straffrihed.
Det følger af artikel 31, at flygtninge, der kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed trues, og som uden tilladelse indrejser, ikke skal kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har rimelig grund til deres ulovlige indrejse.
Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at hverken artikel 31 eller sagens øvrige omstændigheder kunne begrunde straffrihed. Landsretten lagde vægt på:
Landsretten tiltrådte derfor skyldkendelsen og strafudmålingen. Udvisningen blev stadfæstet, men indrejseforbuddet nedsat fra 6 til 4 år, da manden havde haft lovligt ophold i Danmark i 9 måneder.
| Instans | Afgørelse | Indrejseforbud |
|---|
Procesbevillingsnævnet meddelte den syriske mand 3.-instansbevilling til anke af landsrettens dom til Højesteret, jf. retsplejeloven § 932, stk. 1.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om rækkevidden af Flygtningekonventionens artikel 31 som straffrihedsgrund i en straffesag mod en udlænding, der er sigtet for dokumentfalsk/personelfalsk i forbindelse med indrejsen — herunder betingelserne om, at flygtningen skal komme direkte fra forfølgelsesområdet og uopholdeligt henvende sig til myndighederne, samt betydningen af, at den pågældende efterfølgende har fået asyl i Danmark.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/22785.
| Byretten | 14 dages fængsel + udvisning, art. 31 ikke anvendt | 6 år |
| Landsretten | Stadfæstede skyld og straf, art. 31 ikke anvendt | Nedsat til 4 år |
