ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til, at en kendelse om telefonaflytning og teleoplysning kan kæres til Højesteret. Sagen rejser det principielle spørgsmål, om betingelserne for indgreb i meddelelseshemmeligheden er opfyldt, når aflytningen rettes mod en telefon tilhørende et familiemedlem til den mistænkte — ikke den mistænkte selv — med det formål at udfinde og lokalisere det telefonnummer, den eftersøgte mistænkte faktisk benyttede.
Som led i en politimæssig efterforskning kunne politiet ikke lokalisere en mistænkt person. Politiet anmodede derfor retten om tilladelse til at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden efter retsplejeloven kapitel 71 rettet mod en telefon, der ikke tilhørte den mistænkte selv, men et familiemedlem til denne.
Anmodningen omfattede to typer indgreb:
Formålet var konkret at udfinde et aktivt telefonnummer, som den mistænkte benyttede, og som politiet ad denne vej kunne bruge til at lokalisere den person, der ikke kunne findes.
Den retlige kerne er indikationskravet (mistankebetingelsen) i retsplejeloven § 781, stk. 1, nr. 1, hvorefter indgreb i meddelelseshemmeligheden kun må foretages, såfremt
der er bestemte grunde til at antage, at der på den pågældende måde gives meddelelser eller foretages forsendelser til eller fra en mistænkt.
Det særegne ved sagen er, at den telefon, der ønskes aflyttet, tilhører en tredjemand — et familiemedlem — og ikke den mistænkte. Spørgsmålet er, om der i en sådan situation er "bestemte grunde til at antage", at der gives meddelelser til eller fra den mistænkte ved brug af familiemedlemmets telefon, herunder når formålet netop er at finde frem til det nummer, den mistænkte selv anvender.
Indgreb forudsætter desuden, at det må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen (§ 781, stk. 1, nr. 2), at kriminalitetskravet er opfyldt (§ 781, stk. 1, nr. 3), og at indgrebet ikke er uforholdsmæssigt efter retsplejeloven § 782. Selve indgrebet sker efter rettens kendelse, jf. retsplejeloven § 783.
Både byretten og landsretten tog politiets anmodning til følge.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Kendelse om telefonaflytning og teleoplysning af familiemedlemmets telefon | Anmodningen taget til følge |
| Landsretten | Kæremål — prøvelse af byrettens kendelse | Stadfæstet |
Begge instanser fandt på baggrund af de fremlagte oplysninger, at der var bestemte grunde til at antage, at der blev givet meddelelser til eller fra den mistænkte ved brug af det pågældende telefonnummer tilhørende familiemedlemmet. Indikationskravet i § 781, stk. 1, nr. 1 blev dermed anset for opfyldt, selv om telefonen tilhørte en anden end den mistænkte.
Procesbevillingsnævnet har meddelt tilladelse til, at landsrettens kendelse kan indbringes for Højesteret (kæretilladelse efter reglerne om appeltilladelse i straffeprocessen).
Procesbevillingsnævnet meddeler kun bevilling, når sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler herfor, jf. retsplejeloven § 23, stk. 2. Det principielle spørgsmål er, under hvilke betingelser indikationskravet i § 781, stk. 1, nr. 1 kan anses for opfyldt, når et indgreb i meddelelseshemmeligheden rettes mod en telefon tilhørende et familiemedlem til den mistænkte — og navnlig om en sådan aflytning kan ske med det formål at lokalisere en eftersøgt mistænkt og udfinde det aktive telefonnummer, vedkommende selv benytter.
Nævnet tager med bevillingen ikke stilling til sagens materielle udfald, men giver alene adgang til, at Højesteret kan prøve spørgsmålet om lovligheden af indgrebet mod tredjemands telefon.
