ProcesbevillingsnævnetEn andelshaveforening, der ved skøde fra 1957 var tinglyst forpligtet til medlemskab af Kolonihaveforbundet, ønskede igen i 2020 at melde sig ud. Forbundet nægtede samtykke og påberåbte sig, at en tidligere højesteretsdom fra 2010 mellem samme parter havde negativ retskraft. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så Højesteret kan prøve, om dommen fra 2010 fortsat afskærer en ny retlig prøvelse.
En andelshaveforening erhvervede i 1957 et areal af staten. Købesummen blev finansieret ved et gældsbrev, hvor Kolonihaveforbundet stod som garant.
Af skødet fremgik, at andelshaveforeningen skulle være medlem af Kolonihaveforbundet, så længe:
Denne medlemsforpligtelse blev tinglyst som servitut på ejendommen med Kolonihaveforbundet som påtaleberettiget.
I 2006 ønskede andelshaveforeningen at melde sig ud af Kolonihaveforbundet, men forbundet nægtede at meddele samtykke til udmeldelsen.
Andelshaveforeningen anlagde herefter sag med påstand om, at forbundet skulle anerkende, at foreningen lovligt havde udmeldt sig. Til støtte herfor anførtes, at forbundet ved sit afslag havde:
Landsretten behandlede sagen i første instans og fandt, at foreningen ikke kunne melde sig ud uden forbundets samtykke. Det var ikke godtgjort, at forbundet havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning, og EMRK artikel 11 kunne ikke føre til et andet resultat. Kolonihaveforbundet blev frifundet.
I 2010 stadfæstede Højesteret landsrettens dom.
I forbindelse med etableringen af to andre haveforeninger i henholdsvis 2016 og 2018 ydede Kolonihaveforbundet de respektive haveforeninger lån.
Det fremgik af parternes låneaftaler — der var tinglyst servitutstiftende på haveforeningernes ejendomme — at det var en forudsætning for lånene, at haveforeningerne i lånenes løbetid var medlem af Kolonihaveforbundet.
Disse efterfølgende dispositioner udgjorde efter ansøgerens opfattelse nye faktiske omstændigheder, der kunne begrunde en fornyet prøvelse af udmeldelsesspørgsmålet.
På denne baggrund fremsatte ansøgeren i 2020 igen ønske om at udmelde sig af Kolonihaveforbundet, hvilket forbundet afviste at give samtykke til.
Andelshaveforeningen anlagde herefter ny sag med påstand om bl.a., at forbundet skulle anerkende, at foreningen lovligt havde udmeldt sig. Til støtte herfor anførtes:
Kolonihaveforbundet påstod bl.a. afvisning og gjorde til støtte herfor gældende, at Højesterets dom fra 2010 havde negativ retskraft.
Byretten bemærkede indledningsvist, at det afgørende for, om Højesterets dom fra 2010 havde retskraft i forhold til den nye sag, var, om de faktiske omstændigheder, der kunne have betydning for sagens afgørelse, havde ændret sig i en sådan grad, at spørgsmålet om udmeldelse kunne kræves underkastet en fornyet retlig prøvelse.
Byretten fandt, at dette var tilfældet, hvorfor Højesterets tidligere dom ikke havde negativ retskraft.
Ved den materielle prøvelse fandt byretten det dog ikke godtgjort, at Kolonihaveforbundet havde tilsidesat en foreningsretlig lighedsgrundsætning, eller at skødebestemmelsen skulle tilsidesættes efter aftalelovens § 36. Det anførte om EMRK artikel 11 kunne heller ikke føre til et andet resultat. Kolonihaveforbundet blev derfor frifundet.
Landsretten stadfæstede byrettens dom, men med dissens.
Flertallet udtalte, at det var en betingelse for, at Højesterets dom fra 2010 ikke havde negativ retskraft, at:
Flertallet fandt herefter, at dommen fra 2010 ikke havde negativ retskraft i relation til spørgsmålet om forbundets tilsidesættelse af en foreningsretlig lighedsgrundsætning. Ved prøvelsen heraf skulle dommen fra 2010 lægges uprøvet til grund for så vidt angik alle andre spørgsmål. Flertallet stadfæstede herefter byrettens dom.
Mindretallet fandt derimod, at Højesterets dom fra 2010 havde negativ retskraft i forhold til den nu anlagte sag.
| Instans | Negativ retskraft af 2010-dommen? | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Nej | Forbundet frifundet |
| Landsretten (flertal) | Nej | Stadfæstelse |
| Landsretten (mindretal) | Ja | (Dissens) |
Procesbevillingsnævnet meddelte andelshaveforeningen 3.-instansbevilling, således at landsrettens dom kan indbringes for Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.
Sagen er principiel, fordi den rejser spørgsmål om:
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/32668.
