ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling i en regressag om en forureningsskade efter fejlpåfyldning af dieselolie i en afblændet påfyldningsstuds. Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvordan erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold skal fordeles mellem to solidarisk ansvarlige skadevoldere, når kun den ene er dækket af en ansvarsforsikring, jf. erstatningsansvarslovens § 25.
I 2019 indtraf en forureningsskade i forbindelse med en distributionsvirksomheds levering af dieselolie til et selskab.
Skaden opstod ved, at olien blev påfyldt i tre forskellige påfyldningsstudser, hvoraf én ikke var forbundet til en olietank. Det medførte, at olien løb ud i jorden. Selskabet havde i ordren til distributionsvirksomheden angivet, i hvilken påfyldningsstuds olien skulle påfyldes.
Kernen i tvisten var et samspil mellem to mulige fejl:
Distributionsvirksomhedens forsikringsselskab betalte udgifterne til oprensningen af forureningen og fremsatte herefter regreskrav mod selskabet.
Forsikringsselskabet gjorde gældende, at selskabet var ansvarligt for skaden, fordi den påfyldningsstuds, der ikke var tilknyttet en olietank, ikke var korrekt afblændet.
Selskabet afviste kravet og gjorde gældende, at distributionsvirksomhedens chauffør havde handlet ansvarspådragende ved fejlpåfyldningen. Forsikringsselskabet anlagde herefter sag mod selskabet.
De centrale bestemmelser var § 3 i lov om erstatning for miljøskader om objektivt ansvar for forurening og fordelingsreglen i erstatningsansvarsloven § 25.
Byretten fandt, at:
Henset til graden af uagtsomhed udvist af chaufføren sammenholdt med, at distributionsvirksomheden var dækket af en ansvarsforsikring, fandt retten, at forsikringsselskabet skulle bære de fulde omkostninger, jf. erstatningsansvarsloven § 25, stk. 1 og 2.
Byretten frifandt derfor selskabet. Forsikringsselskabet ankede dommen.
Landsretten var enig med byretten i, at chaufføren havde handlet groft uagtsomt, at selskabet ikke var objektivt ansvarligt efter § 3 i lov om erstatning for miljøskader, og at selskabet selv havde handlet ansvarspådragende ved den manglende afblænding.
Landsretten henviste til udgangspunktet om, at erstatningsbyrden for en skade forvoldt ved bl.a. erhvervsmæssig virksomhed af flere solidarisk ansvarlige skadevoldere — hvoraf kun den ene er dækket af en ansvarsforsikring — i det indbyrdes forhold efter erstatningsansvarsloven § 25, stk. 1 og § 25, stk. 2, 2. pkt., skal bæres af den ansvarsforsikringsdækkede skadevolder, medmindre der foreligger særlige omstændigheder, jf. U 2000.2058 H.
Landsretten fandt, at den uagtsomhed, som selskabet havde udvist ved at tage en olietank ud af drift uden at iagttage reglerne i olietankbekendtgørelsen og på en sådan måde, at den indtrufne forureningsskade blev muliggjort, udgjorde sådanne særlige omstændigheder.
Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at selskabet skulle bære en tredjedel og forsikringsselskabet to tredjedele af erstatningsbeløbet. Landsretten ændrede dermed byrettens dom.
| Instans | Afgørelse | Fordeling af erstatningsbyrden |
|---|---|---|
| Byretten | Frifindelse af selskabet | Forsikringsselskabet bærer alt |
| Landsretten | Ændring af byrettens dom |
Procesbevillingsnævnet har meddelt 3.-instansbevilling, så sagen kan prøves af Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om fordelingen af erstatningsbyrden i det indbyrdes forhold mellem flere solidarisk ansvarlige skadevoldere efter erstatningsansvarsloven § 25, når kun den ene skadevolder er dækket af en ansvarsforsikring — herunder hvornår der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at den ikke-forsikrede skadevolder alligevel skal bære en del af byrden.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/15100.
| Selskabet 1/3 · forsikringsselskabet 2/3 |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling meddelt | Spørgsmålet kan prøves af Højesteret |
