ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte en ung mand, der som 16-årig blev varetægtsfængslet for bl.a. medvirken til to drabsforsøg og våbenbesiddelse, tilladelse til at kære landsrettens kendelse til Højesteret. Sagen rejser det principielle spørgsmål, om der forelå ”helt særlige omstændigheder”, som efter retsplejelovens § 768 a, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 3, kan begrunde varetægtsfængsling af en person under 18 år ud over 8-månedersfristen og frem til dom.
Sagen angår rækkevidden af den særlige beskyttelse mod langvarig varetægtsfængsling af mindreårige.
Det følger af retsplejeloven § 768 a, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 3, at varetægtsfængsling af personer under 18 år frem til hovedforhandlingens begyndelse i første instans ikke må overstige 8 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover — medmindre der foreligger ”helt særlige omstændigheder”.
Medmindre retten finder, at der foreligger helt særlige omstændigheder, må varetægtsfængsling, når arrestanten er under 18 år, ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum, der overstiger [...] 8 måneder, når sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover.
Den skærpede tærskel (”helt særlige omstændigheder”) adskiller sig fra den almindelige regel for voksne i § 768 a, stk. 1, hvor det blot kræves, at retten finder ”særlige omstændigheder”. Det centrale stridspunkt i sagen var, om denne høje tærskel var opfyldt.
I juli 2024 blev en ung mand, der dengang var 16 år, anholdt og varetægtsfængslet efter retsplejeloven § 762, stk. 1, nr. 3 (kollusionsfare) som sigtet for narkotikakriminalitet.
Varetægtsfængslingen blev løbende forlænget, og fængslingsgrundlaget blev gradvist udvidet med sigtelser for navnlig:
De to sigtelser for medvirken til forsøg på manddrab var omfattet af skærpelsesbestemmelsen i , der angår lovovertrædelser begået på offentligt tilgængeligt sted ved brug af skydevåben mv.
I februar 2025 blev varetægtsfængslingen forlænget ud over 8-månedersfristen i § 768 a, stk. 2, nr. 2.
Retten lagde herved vægt på:
I juni 2025 rejste anklagemyndigheden tiltale, og hovedforhandlingen blev berammet i byretten til afvikling over 23 retsdage med første retsdag den 20. januar 2026 og sidste retsdag den 22. maj 2026.
Byretten bestemte, at den unge tiltalte skulle forblive varetægtsfængslet, indtil der var afsagt dom i sagen.
Byretten fandt, at der fortsat forelå en sådan kollusionsrisiko, at fængsling var nødvendig, og at der forelå sådanne ”helt særlige omstændigheder”, at fortsat fængsling indtil dom kunne ske ud over 8-månedersfristen.
Ved sidstnævnte vurdering lagde byretten betydelig vægt på, at sagen angik:
Byretten lagde desuden vægt på, at den unge tiltalte ville blive idømt en straf af mange års fængsel, hvis han fandtes skyldig, og at sagen måtte anses for fremmet med tilstrækkelig hurtighed.
Landsretten stadfæstede byrettens kendelse.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Kendelse om varetægtsfængsling indtil dom (ud over 8-månedersfristen) | Fængsling opretholdt |
| Landsretten | Stadfæstede byrettens kendelse | Kæret videre |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling (kære til Højesteret) | Tilladelse meddelt |
Kollusionsfare: Landsretten fandt ligesom byretten, at der fortsat forelå kollusionsfare, og lagde vægt på, at den unge tiltalte og de medtiltalte på fri fod ville have såvel lejlighed som anledning til på afgørende vis at vanskeliggøre forfølgningen, herunder med risiko for påvirkning af vidner og andre medgerningsmænd samt afstemning af forklaringer.
”Helt særlige omstændigheder”: Landsretten tiltrådte, at der efter en helhedsvurdering forelå ”helt særlige omstændigheder” som anført i § 768 a, stk. 2, og lagde vægt på:
Proportionalitet: Landsretten fandt videre, at fortsat varetægtsfængsling ikke stod i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den unge tiltaltes forhold i betragtning af sagens betydning og den retsfølge, som kunne ventes, hvis han fandtes skyldig, jf. proportionalitetsprincippet i § 762, stk. 3.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens kendelse kunne indbringes for Højesteret. Sagen blev behandlet under j.nr. 25/24707.
Bevillingen blev meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om fortolkningen og anvendelsen af kravet om ”helt særlige omstændigheder” i § 768 a, stk. 2, nr. 2 — nemlig hvornår den særlige beskyttelse mod langvarig varetægtsfængsling af mindreårige kan fraviges, så fængsling kan opretholdes ud over 8 måneder og frem til dom.
Højesterets efterfølgende kendelse: Højesteret traf afgørelse ved kendelse af 10. februar 2026 (AM2026.02.10H) og stadfæstede landsrettens kendelse. Højesteret fandt efter en konkret helhedsvurdering, at betingelsen om ”helt særlige omstændigheder” var opfyldt, og lagde bl.a. vægt på, at sagen omfattede særdeles alvorlig, personfarlig og organiseret bandekriminalitet, at en domfældelse kunne ventes at medføre en straf på 10-12 års fængsel, og at kollusionsrisikoen var konkretiseret ved, at den unge under fængslingen ulovligt havde været i besiddelse af en mobiltelefon og kontaktet en medtiltalt. Højesteret fandt endvidere, at sagen var fremmet med tilstrækkelig hurtighed, og at frihedsberøvelsen ikke var uproportional.
Bemærk: Med lov nr. 263 af 11. februar 2026 er fristen i § 768 a, stk. 2, nr. 2, efterfølgende vedtaget forkortet fra 8 til 6 måneder med virkning fra 1. januar 2027.
