ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har behandlet en sag om, hvorvidt en arbejdsgiver kan pålægges erstatningsansvar for, at tre slagterimedarbejdere blev smittet med Covid-19 under deres arbejde. Sagen var som principiel henvist til landsretten som 1. instans efter retsplejelovens § 226, stk. 1, og landsretten fandt arbejdsgiveren erstatningsansvarlig. Nævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens afgørelse kan prøves i en yderligere instans (j.nr. 25/02881).
Sagen blev anlagt ved byretten af tre ansatte på et slagteri, der nedlagde påstand om erstatning som følge af den sygdomssmitte med Covid-19, som de blev udsat for under deres arbejde på arbejdsgiverens slagteri.
De tre medarbejdere havde forud herfor fået anerkendt Covid-19 som en erhvervssygdom efter arbejdsskadesikringsloven. Anerkendelsen i arbejdsskadesystemet hviler imidlertid på lempeligere betingelser end et almindeligt erstatningsretligt ansvarsgrundlag, og spørgsmålet i den civile sag var derfor, om arbejdsgiveren tillige havde handlet ansvarspådragende (culpa) over for medarbejderne.
Arbejdsgiveren påstod frifindelse for erstatningspåstandene.
Byretten henviste sagen til landsretten som 1. instans i medfør af retsplejeloven § 226, stk. 1, hvorefter en byret kan henvise en sag til behandling ved landsret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig rækkevidde i øvrigt.
Landsretten påså af egen drift, jf. § 226, stk. 5, at betingelserne for henvisning var opfyldt, og tiltrådte, at sagen kunne behandles i 1. instans ved landsretten.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Kendelse om henvisning, jf. § 226, stk. 1 | Henvist til landsret |
| Landsretten (1. instans) | Dom om erstatningsansvar | Arbejdsgiver fundet ansvarlig |
| Procesbevillingsnævnet | Ansøgning om appeltilladelse | Tilladelse meddelt |
Landsretten fandt det bevist, at de tre slagterimedarbejdere var blevet smittet med Covid-19 på deres arbejdsplads.
Ved den erstatningsretlige vurdering lagde landsretten navnlig vægt på de konkrete arbejdsforhold i produktionen:
Til trods for et grundlæggende højt hygiejnisk niveau på slagteriet fandt landsretten efter en samlet vurdering, at det var godtgjort, at arbejdsgiveren havde udvist forhold, der gav grundlag for at finde arbejdsgiveren erstatningsansvarlig for den sygdomssmitte med Covid-19, som de tre slagterimedarbejdere var blevet udsat for under deres arbejde på slagteriet.
Afgørelsen fremgår af den offentlige domsdatabase med sagsnummer 678/23.
Sagen rejser et principielt spørgsmål om rækkevidden af arbejdsgiverens erstatningsansvar for, at ansatte under en pandemi smittes med en samfundsspredt sygdom som Covid-19 på arbejdspladsen.
Centrale retlige temaer er navnlig:
Da landsretten behandlede sagen som 1. instans, kan dens dom indbringes for en yderligere instans, og spørgsmålet om appeltilladelse blev forelagt Procesbevillingsnævnet.
Procesbevillingsnævnet behandlede sagen under j.nr. 25/02881.
Nævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens afgørelse om arbejdsgiverens erstatningsansvar for sygdomssmitte med Covid-19 kan prøves i en yderligere instans. Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen er af principiel karakter, jf. de almindelige betingelser for appeltilladelse i retsplejeloven § 371.
Nævnet har med tilladelsen alene taget stilling til, at det principielle spørgsmål om arbejdsgiverens erstatningsansvar bør kunne prøves yderligere — ikke til selve tvisten om, hvorvidt arbejdsgiveren er erstatningsansvarlig.
