Procesbevillingsnævnet: 3.-instansbevilling om erstatning for erhvervsevnetab under 15 procent efter anerkendt arbejdsskade

Arbejdsulykken i 2000 og arbejdsskademyndighedernes vurdering af mén og erhvervsevnetab

En skadelidt blev i april 2000 udsat for en arbejdsulykke, der blev anerkendt som en arbejdsskade af arbejdsskademyndighederne.

Det blev vurderet, at skadelidte havde pådraget sig et varigt mén på 12 procent som følge af arbejdsskaden, men at skaden ikke havde medført et erhvervsevnetab på mindst 15 procent. Der blev derfor ikke tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven § 17.

Ankestyrelsens genoptagelse efter tilkendelse af fleksjob

Skadelidte blev efterfølgende tilkendt midlertidigt fleksjob, og Ankestyrelsen genoptog sagen for så vidt angik spørgsmålet om erhvervsevnetab.

Ankestyrelsen vurderede herefter, at arbejdsskaden ikke havde nedsat skadelidtes erhvervsevne med 15 procent eller derover. Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på:

• at skadelidte igennem en årrække efter arbejdsskadens indtræden havde været i stand til at arbejde i samme omfang og havde oppebåret samme indtægt som forud for skaden
• at en del af grundlaget for tilkendelsen af det midlertidige fleksjob var følgerne efter arbejdsskaden

Ankestyrelsen vurderede herefter, at det ikke kunne udelukkes, at en del af skadelidtes samlede erhvervsevnetab skyldtes følgerne efter arbejdsskaden, men at denne del var så beskeden, at den ikke i sig selv berettigede til erstatning for tab af erhvervsevne.

Den skadelidte indbragte herefter sagen for retten med henblik på prøvelse af Ankestyrelsens afgørelse.

Byretten anerkendte et sikkert og varigt erhvervsevnetab

Byretten dømte Ankestyrelsen til at anerkende, at skadelidte ved den pågældende arbejdsskade var påført et sikkert og varigt erhvervsevnetab.

Byretten fandt det godtgjort, at arbejdsskaden var en medvirkende og ikke ubetydelig årsag til begrænsningen af skadelidtes erhvervsmuligheder.

Byretten fandt herefter, at skadelidte var påført et sikkert og varigt tab af erhvervsevne, og at Ankestyrelsen derefter skulle træffe afgørelse om størrelsen på skadelidtes erhvervsevnetab.

Landsretten hjemviste sagen under henvisning til Højesterets praksis om bagatelgrænsen

Landsretten anførte, at Højesteret i U 2024.2853 H og U 2025.1185 H har fastslået, at der er grundlag for at tilkende erstatning for erhvervsevnetab, selvom erhvervsevnetabet er mindre end 15 procent, hvis tabet er klart og varigt — men at beløbet dog ikke må være bagatelagtigt, hvilket i sidstnævnte dom er angivet som mindre end 5 procent.

Landsretten fandt, at det forekom som en nærliggende mulighed, at skadelidte som følge af arbejdsskaden var påført et varigt erhvervsevnetab, som ikke var bagatelagtigt.

Landsretten hjemviste derfor sagen til Ankestyrelsen med henblik på, at Ankestyrelsen vurderede spørgsmålet om erhvervsevnetab på ny.

Procesbevillingsnævnets meddelelse af 3.-instansbevilling

Procesbevillingsnævnet meddelte under j.nr. 25/06837 tilladelse til, at sagen kunne indbringes for Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.

Sagen rejste det principielle spørgsmål om, hvorvidt den bagatelgrænse på 5 procent, som Højesteret havde udledt af forarbejderne til arbejdsskadesikringsloven § 17 i U 2024.2853 H og U 2025.1185 H, tilsvarende skulle anvendes ved vurderingen af erhvervsevnetab i sager, hvor der ikke (alene) er tale om en beregningsteknisk opgørelse efter § 17 a for fleksjobvisiterede.

Højesteret stadfæstede efterfølgende landsrettens hjemvisning og fastslog, at 5 %-bagatelgrænsen også gælder ved fortolkningen af 15 %-grænsen i den dagældende § 32 (nu § 17), jf. Højesterets dom af 28. april 2026 (BS-33630/2025-HJR).