ProcesbevillingsnævnetEn patient, der efter indlæggelse på et offentligt sygehus blev vurderet ikke at have behov for akut rygkirurgi, lod sig på eget initiativ operere på et privathospital og krævede udgiften dækket af regionen under henvisning til fejldiagnose. Byretten afviste regionens afvisningspåstand og frifandt i realiteten, mens landsretten afviste sagen, fordi kravet var omfattet af patienterstatningsordningen og derfor skulle have været anmeldt til Patienterstatningen, jf. klage- og erstatningslovens § 26. Procesbevillingsnævnet tog stilling til, om sagen kunne prøves ved Højesteret.
Patienten var i perioden fra den 25. november 2021 til den 2. december 2021 indlagt på et offentligt sygehus på grund af rygsmerter. Det blev under indlæggelsen vurderet, at der ikke var indikation for akut rygkirurgisk behandling.
Ved udskrivelsen blev patienten henvist og indkaldt til ambulant forundersøgelse den 30. december 2021 med henblik på vurdering af eventuel rygkirurgisk intervention.
Patienten valgte imidlertid på eget initiativ:
Patienten anlagde herefter sag mod den region, hvori det offentlige sygehus var beliggende, med påstand om betaling af udgiften til behandlingen på privathospitalet.
Regionen nedlagde principal påstand om afvisning. Til støtte herfor gjorde regionen gældende, at det rejste krav var omfattet af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, og at kravet derfor skulle have været anmeldt til Patienterstatningen.
Efter klage- og erstatningslovens § 26 gælder:
I det omfang patienten eller dennes efterladte har fået eller har krav på at få erstatning i henhold til § 24, kan erstatningskrav ikke rejses mod nogen, der måtte have pådraget sig erstatningsansvar for skaden.
Regionens synspunkt var således, at patientskadeordningens primat afskar patienten fra at rette kravet direkte mod regionen ved domstolene.
Byretten lagde til grund, at patientens hovedsynspunkt var, at hun var berettiget til at få sine udgifter til rygoperationen dækket som følge af en fejldiagnose eller en lægelig fejl på det offentlige sygehus.
Byretten fandt imidlertid, at patienten ikke havde pådraget sig en personskade som følge af behandlingen på det offentlige sygehus eller en merskade som følge af undladt eller forsinket behandling eller forkert diagnose. På den baggrund kunne kravet ikke rejses efter reglerne i klage- og erstatningsloven, jf. § 19, stk. 1, og der var derfor ikke grundlag for at tage regionens afvisningspåstand til følge.
Herefter realitetsbehandlede byretten sagen og fandt, at det offentlige sygehus ikke havde handlet ansvarspådragende, hvorfor regionen blev frifundet. Sagen blev i 1. instans afgjort ved Retten i Holbæk den 26. oktober 2023 (BS-7628/2022-HBK).
Landsretten anførte, at det fremsatte erstatningskrav hvilede på et hovedsynspunkt om, at det offentlige sygehus fejldiagnosticerede patienten og ikke igangsatte den korrekte behandling, og at hun derfor havde lidt et tab svarende til udgiften til operationen på privathospitalet.
Landsretten fandt, at et sådant krav var omfattet af patienterstatningsordningen i kapitel 3 i klage- og erstatningsloven, og at det dermed var Patienterstatningen, der havde kompetence til at træffe afgørelse om:
Da patienten ikke havde anmeldt kravet til Patienterstatningen, kunne hun som følge heraf ikke rejse kravet mod sygehuset, jf. § 26. Landsretten tog derfor regionens påstand om afvisning til følge ved Østre Landsrets dom af 17. juni 2025 (BS-55602/2023-OLR).
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Retten i Holbæk | Afvisningspåstand ikke taget til følge; realitetsbehandlet | Regionen frifundet |
| Østre Landsret | Kravet omfattet af patienterstatningsordningen, jf. § 26 | Sagen afvist |
| Procesbevillingsnævnet | Ansøgning om appeltilladelse til Højesteret | Tilladelse meddelt |
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår et krav mod en region om dækning af udgifter til privat behandling er omfattet af patienterstatningsordningen og dermed afskåret fra direkte domstolsprøvelse efter klage- og erstatningslovens § 26.
Byretten og landsretten nåede modsatrettede resultater på netop dette punkt:
Afgørelsen har betydning for grænsedragningen mellem det almindelige professionsansvar ved domstolene og den lovbestemte patientskadeordnings eksklusive kompetence.
Procesbevillingsnævnet meddelte appeltilladelse, således at sagen kan prøves ved Højesteret. Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen rejser et principielt spørgsmål om afgrænsningen af, hvilke krav der er omfattet af patienterstatningsordningen og dermed afskåret efter klage- og erstatningslovens § 26 – navnlig hvor byret og landsret er nået til modsatrettede resultater.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/19009.
