ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet behandlede en ansøgning om 3.-instansbevilling i en grønlandsk straffesag om forlængelse af længstetiden for en psykiatrisk behandlingsforanstaltning. Både Sermersooq Kredsret og Grønlands Landsret havde nægtet at forlænge foranstaltningens længstetid, bl.a. med henvisning til at domfældte under sagens behandling var blevet idømt en sammenlignelig dansk behandlingsdom uden længstetid. Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår der foreligger 'særlige omstændigheder', der kan begrunde forlængelse efter kriminalloven for Grønland.
Ved kredsrettens dom af 3. marts 2014 blev domfældte idømt en behandlingsdom for bl.a. to forhold om overtrædelse af kriminalloven for Grønland § 37 ved at have kastet et tørrestativ mod en ansat på institutionen Aaqa i Nuuk og ved at have fremsat trusler mod to andre ansatte.
Ved dommen blev der fastsat en længstetid på tre år, jf. kriminalloven for Grønland § 158, stk. 1. Domfældte blev dømt til at undergive sig behandling på psykiatrisk hospital i Grønland med tilsyn af Kriminalforsorgen under udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen ved psykiatrisk afdeling kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse.
Foranstaltningens videre forløb:
Ved Retten i Hjørrings dom af 24. april 2025 blev domfældte fundet skyldig i bl.a. flere forhold om overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 om vold og trusler mod nogen i offentlig tjeneste, begået i perioden fra december 2021 til januar 2024.
Hun blev i medfør af straffelovens § 68 dømt til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med udskrivning, således at Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse. Der blev ikke fastsat en længstetid for denne foranstaltning.
Domfældte flyttede efterfølgende tilbage til Grønland.
Efter kriminalloven for Grønland § 157, stk. 1, 3. pkt. kan retten under særlige omstændigheder forlænge længstetiden med 2 år. På den baggrund nedlagde anklagemyndigheden påstand om, at den grønlandske foranstaltning skulle forlænges med to år.
Sermersooq Kredsret besluttede at ophæve den idømte foranstaltning og løslade domfældte (kredsrettens beslutning af 17. marts 2025).
Retten henviste til, at domfældte ved dommen af 3. marts 2014 var blevet dømt for forhold, som efter praksis blev foranstaltet med kortere anstaltsanbringelse. Retten fandt det ikke proportionalt at forlænge foranstaltningen for de forhold, domfældte var dømt for.
Det forhold, at domfældte var psykisk syg og havde brug for behandling, var ikke ensbetydende med, at hun skulle foranstaltes i så lang tid.
Anklagemyndigheden kærede beslutningen til Grønlands Landsret. Kredsrettens beslutning er offentliggjort som Sermersooq Kredsrets beslutning af 17. marts 2025.
Grønlands Landsret stadfæstede kredsrettens beslutning, således at anklagemyndighedens anmodning om forlængelse af længstetiden ikke blev taget til følge.
Landsrettens begrundelse:
Bortset fra, at Dronning Ingrids Hospital og Kriminalforsorgen i Grønland udtrykkeligt var nævnt ved den foranstaltning, som den nærværende sag drejede sig om, svarede den i det væsentligste til den foranstaltning uden længstetid, som domfældte blev idømt ved dommen af 24. april 2025.
På den baggrund fandt landsretten, at der i al fald ikke mod domfældtes protest forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde forlængelse. Landsretten bemærkede desuden, at der ikke var grundlag for at antage, at der var sket en forværring af domfældtes tilstand, der aktuelt frembød fare for andre, eller at der forelå et åbenbart behov for at fortsætte behandling eller pleje.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at Grønlands Landsrets kendelse kunne indbringes for Højesteret (3.-instansbevilling). Tilladelsen blev meddelt, fordi sagen er af principiel karakter.
Det principielle spørgsmål angår, hvornår der foreligger særlige omstændigheder efter kriminalloven for Grønland, der kan begrunde forlængelse af længstetiden for en psykiatrisk foranstaltning – herunder hvilken betydning det har, at domfældte under sagens behandling er blevet idømt en sammenlignelig dansk behandlingsdom uden længstetid, samt vægten af proportionalitetshensyn ved forlængelse.
Sagen blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/22234.
Højesteret traf efterfølgende afgørelse i sagen og stadfæstede Grønlands Landsrets beslutning om ikke at forlænge foranstaltningen, jf. Højesterets afgørelse i sag 85/2025. Højesteret fastslog, at der ved vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder, kan lægges vægt på efterfølgende danske domfældelser, men at betingelserne for forlængelse konkret ikke var opfyldt.
