ProcesbevillingsnævnetTo sammenhørende sager om, hvorvidt et dansk konkursbo kunne anlægge erstatningssag uden for kontrakt mod to tyske selskaber ved dansk værneting efter Bruxelles I-forordningens artikel 7, nr. 2. Konkursboet gjorde gældende, at de tyske selskaber ansvarspådragende havde modtaget betalinger fra et nu konkursramt dansk selskab uden retskrav herpå. Østre Landsret afviste i begge sager med henvisning til, at det ansvarspådragende forhold lå i Tyskland, og at det rent økonomiske tab var indtrådt i en anden medlemsstat — Procesbevillingsnævnet meddelte herefter appeltilladelse.
Begge sager angik erstatning uden for kontrakt, hvor et dansk konkursbo havde anlagt sag mod hvert sit tyske selskab. Konkursboet gjorde gældende, at de tyske selskaber havde handlet ansvarspådragende ved at modtage betalinger fra et dansk selskab, der efterfølgende gik konkurs, uden at de tyske selskaber havde et retskrav på beløbene og uden nærmere at undersøge baggrunden for betalingerne.
Begge tyske selskaber påstod sagen afvist (subsidiært frifindelse) under henvisning til, at betingelserne for deliktsværneting i Bruxelles I-forordningen (domsforordningen) artikel 7, nr. 2 ikke var opfyldt.
De to byretter nåede modsatrettede resultater om værnetingsspørgsmålet.
Byretten afviste sagen, idet betingelserne i domsforordningens artikel 7, nr. 2, for at statuere værneting i Danmark ikke var opfyldt. Under henvisning til bemærkede byretten, at det angivelige ansvarspådragende forhold var det tyske selskabs af betalingen — og ikke den handling, der igangsatte overførslen fra bankkontoen i Danmark.
Byretten fandt, at kravet var en økonomisk skade som følge af tab af en del af det konkursramte selskabs formue, der var indtrådt eller lidt i en anden medlemsstat (Tyskland). Det var derfor en forudsætning, at der forelå særlige tilknytningsmomenter til Danmark. Retten lagde vægt på, at det tyske selskab ikke havde foretaget handlinger, der rettede sig mod det konkursramte danske selskab eller Danmark.
Konkursboet ankede byrettens dom til Østre Landsret med påstand om ophævelse og hjemvisning til fortsat behandling ved byretten.
Byretten tog ikke det andet tyske selskabs afvisningspåstand til følge og fandt, at sagens videre behandling skulle ske ved byretten efter dansk ret. Byretten lagde til grund, at det tyske selskab havde modtaget tre betalinger fra det konkursramte danske selskab, uden at dette havde været retligt forpligtet hertil, og at det ikke på forhånd kunne udelukkes, at konkursboet ville få medhold i erstatningskravet.
Da skaden i form af et økonomisk tab var indtrådt i Danmark — idet overførslerne var sket fra det konkursramte selskabs konto i Danmark — og henset til sagens øvrige omstændigheder, fandt byretten, at betingelserne i domsforordningens artikel 7, nr. 2, var opfyldt.
Det tyske selskab anmodede herefter Procesbevillingsnævnet om kæretilladelse til at indbringe byrettens kendelse for landsretten. Procesbevillingsnævnet meddelte den 4. juni 2025 bevilling, hvorefter selskabet indbragte sagen for Østre Landsret med påstand om afvisning, subsidiært at tysk ret skulle finde anvendelse.
Østre Landsret nåede i begge sager frem til, at der ikke var værneting i Danmark efter domsforordningens artikel 7, nr. 2.
I den ene sag fandt landsretten — som byretten — at skadestilføjelsen ikke var sket ved det konkursramte selskabs hjemsted, og at det angivelige ansvarspådragende forhold var det tyske selskabs manglende tilbageførsel eller afvisning af betalingerne i Tyskland, og ikke den handling, der igangsatte overførslerne fra kontoen i Danmark. Der forelå ikke andre særlige tilknytningsmomenter til Danmark.
I den anden sag ændrede landsretten byrettens kendelse og afviste sagen fra domstolene. Under henvisning til EU-Domstolens praksis fandt landsretten, at det tyske selskab ikke havde foretaget handlinger i Danmark eller handlinger rettet mod det konkursramte selskab eller Danmark, og at kravet derfor var en økonomisk skade som følge af tab af en del af konkursboets formue, indtrådt og lidt i en anden medlemsstat. Denne afgørelse er trykt som U 2025.5029 Ø.
| Sag | Byret | Østre Landsret |
|---|---|---|
| Den ene sag (42.000 euro, Irak) | Afvist — intet dansk værneting | Stadfæstet — intet dansk værneting |
| Den anden sag (71.999 euro, UAE) | Dansk værneting (afvisning nægtet) | Afvist — intet dansk værneting |
Sagerne rejser det principielle spørgsmål om fastlæggelsen af deliktsværneting efter Bruxelles I-forordningen artikel 7, nr. 2, når et konkursbo gør gældende, at et udenlandsk selskab ansvarspådragende har modtaget betalinger fra et nu konkursramt dansk selskab — herunder hvor det rent økonomiske tab skal anses for indtrådt, og hvilke særlige tilknytningsmomenter til Danmark der kræves, når betalingerne er udgået fra en dansk bankkonto.
Procesbevillingsnævnet meddelte appeltilladelse i begge sager. Sagerne er behandlet under j.nr. 25/26940 og 25/28536, hvoraf sagen med j.nr. 25/28536 er trykt som U 2025.5029 Ø.
